Kommentar

Konservatisme og værdi i en krisetid

David Munk Bogballe: En konservativ genrejsning kræver, at partiet ikke forvilder sig i nuet, men genfinder perspektivet og balancen mellem det der var, det der er, og det der skal komme.

Traditioner er værdibærende rammer om livet og kan give glæde. Nyskaberne ser ikke noget problematisk i at destruere traditioner og sætte nye ting i stedet.
Traditioner er værdibærende rammer om livet og kan give glæde. Nyskaberne ser ikke noget problematisk i at destruere traditioner og sætte nye ting i stedet.

Når en af konservatismens fremmeste opgaver er at bevare, handler det ikke blot om at bevare ’værdi’, men om at bevare ’det værdibærende’. Denne sondring er vigtig, ikke mindst for at forstå det konservative hjerte og sind, men også for sobert at være i stand til at evaluere de politiske strømninger, der i dagens Danmark kæmper om vælgernes opbakning til henholdsvis at skabe et ’nyt Danmark’ og til at forbedre det eksisterende, der i generationer er blevet videregivet fra forældre og bedsteforældre til børn og børnebørn. Det er givet, at ønsket om at skabe ’et nyt Danmark’ underforstået handler om at skabe et bedre land, således at det egentlige skel mellem ’at skabe et nyt’ og ’forbedre det eksisterende’ i nogen grad fortabes i retorik. Derfor er det særlig væsentligt at finde frem til den afgørende forskel, der grangiveligt eksisterer mellem de to positioner og bringe den ind i den politiske debat.

Ønsket om at skabe et ’nyt og bedre Danmark’ kan man finde hos en stor gruppe af danske politiske partier fra Enhedslisten på den yderste venstrefløj over Socialistisk Folkeparti og Radikale til Liberal Alliance. Og selvom der er uenighed om, hvad den korrekte måleenhed for godhed er, er målet for alle partierne at skabe et Danmark, hvor nye og bedre traditioner og institutioner (her menes sociale strukturer og mekanismer, der regulerer borgernes adfærd - for eksempel markedet, folkeskolen og ægteskabet) sikrer, at den samlede mængde af værdi, altså det, der udgør godhed, bliver maksimeret. Værdi skal ikke nødvendigvis forstås som kroner og øre, men som de egenskaber, begreber og forhold, hvad end de måtte være, de forskellige partier definerer som det gode. Det kunne være lighed, social tryghed, kulturel mangfoldighed eller frihed.

Fælles for partierne er, at eksisterende traditioner og institutioner køres igennem en nådesløs evaluering på baggrund af den foretrukne måleenhed, og alle steder, hvor en ny institution eller tradition ville kunne levere mere værdi, stilles der forslag om at afvikle det eksisterende værdibærende og erstatte det med noget andet og nyt.

Intet er helligt, alt er til diskussion. At forældre og bedsteforældre har levet med særlige traditioner og institutioner som rammer for deres liv, og at de i høj grad har fundet disse værdifulde, tages af nyskaberne alene som udtryk for, at de har haft kapaciteten til at identificere og glædes ved, at noget har værdi, og at de har haft behovet for at bruge den. Derfor er det for nyskaberne uproblematisk at destruere de videregivne traditioner og institutioner, hvis blot der efterfølgende etableres nye institutioner og søsættes traditioner, der er lige så eller mere værdifulde end de forhenværende ud fra den relevante måleenhed.

Den modsatte, konservative præference, den for at ’forbedre det eksisterende Danmark’, findes i nogen grad blandt klassiske socialdemokrater og hos Venstre og i højere grad hos Konservative og Dansk Folkeparti. Også hos denne gruppe er der uenighed om, hvilken måleenhed, der er den rigtige for godhed, men imidlertid er der enighed om, at det politiske mål ikke er værdimaksimering, koste hvad det vil. Når disse partier evaluerer status quo efter deres respektive måleenheder, foregår evalueringen nemlig med den forudsætning, at de nuværende institutioner og traditioner har værdi i sig selv.

Anerkendelsen af, at det eksisterende har værdi i sig selv, er funderet i dets rolle som skaber af identitet. Når mennesket identificerer og forstår sig selv, foregår det i forhold til en række af faste holdepunkter, det er fortroligt med som familie, hjem, tro, nationalitet, venner og arbejde, og som det holder af, fordi de er bestanddele af dets liv på godt og ondt. Hvis udskiftningen og omvæltningerne er for mange, mister mennesket sine identitetsmarkører og dermed sin orienteringsevne og forståelse af, hvem det er.

Den sidstnævnte gruppe anerkender, at det samme gælder politisk: Hvis man konstant kaster sig ud i det uvisse ved at nedbryde eksisterende institutioner og traditioner i en iver efter at erstatte dem med noget ’nyt’ og ’bedre’ udtænkt på baggrund af forventning frem for erfaring, risikerer man at tage fejl, at miste orienteringen og at reformere samfundet til ukendelighed og derved fjerne befolkningens identitetsmarkører. Den konservative præference er derfor at søge at bevare og forbedre, hvad man har og kender, hvilket i øvrigt ikke udelukker skabelsen af nyt.

Det betyder blot, at den konservative ikke straks smadrer sit spisebord for af resterne at fremstille en stol, skulle moden foreskrive at spise med tallerkenen på skødet, men i stedet fremskaffer yderligere materialer til stolen og således øger den samlede værdi uden at destruere det eksisterende. Skulle spisemoden så vise sig at bide sig fast, ville også den konservative (kanske med en klang af vemod) med tiden sige farvel til sit spisebord.

Den politiske konservatisme, som i Danmark er, eller i hvert fald burde være, repræsenteret af Konservative, har dog et bredere ansvar end blot at bevare det værdibærende og identitetsskabende og at moderere menneskets trang til fornyelse. Den må søge at sikre, at vi kan leve gode liv præget af retfærdighed, frihed, velstand, fred, dannelse, sundhed, samhørighed, glæde og smuk natur, og i den sammenhæng opstår tidens måske største konservative udfordring, for hvad gør Konservative, når centrale og for mange danskere værdibærende traditioner og institutioner støt og roligt har udviklet sig til at være anti-konservative i den forstand, at de besværliggør gode liv? (En udfordring der i øvrigt ikke bliver lettere af, at partiet efter ti år i regering selv bærer en betragtelig del af ansvaret for udviklingen - under alle omstændigheder i nyere tid.)

Vidtgående samfundsomvæltninger i forfølgelsen af ideologiske glansbilleder er kun svært forenelige med et konservativt udsyn, og således synes vejen frem at være langsigtede reformer. Til at udtænke og gennemføre sådanne skal der bruges visionære, tålmodige og dygtige politikere med viljen til at blive ved og modet til at tage fat og bringe rationaliteten tilbage i den politiske debat, og de konservative vælgerforeninger rundt om i landet sidder derfor med et stort ansvar, når det gælder udvælgelsen af kommende kandidater til folketing og kommunalbestyrelser.

Dette er ikke stedet, hvor løsningen på den konservative krise findes, men givet er det, at en konservativ genrejsning kræver, at partiet ikke forvilder sig i nuet, men genfinder perspektivet og balancen mellem det der var, det der er, og det der skal komme.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.