Kommentar

Kommuner vil krænke privatlivets fred

Susanne Sayers: Har enlige forsørgere på overførselsindkomster ret til et privatliv? Svaret fra landets kommuner er tilsyneladende et rungende nej. De seneste forslag til at bremse socialt bedrageri bør få det til at gyse i et land, der normalt hylder friheden.

Anna står midt i aftensmaden, da ungernes sædvanlige småskænderier overdøves af dørklokken. Hun smider grydeskeen fra sig, tørrer hastigt hænderne i viskestykket og lukker op. Hun venter ikke gæster og når at undre sig over, hvem der kommer nu.

»Goddag, det er fra kommunen. Vi kommer på kontrolbesøg,« præsenterer to mennesker sig, fremviser ID og træder høfligt, men fast ind i entreen. »Kontrol af hvad?« spørger Anna forskrækket. »Om du er enlig. Vi har grund til at tro, at du bor sammen med en mand,« siger den ene medarbejder og kigger rundt i entreen, hvor der blandt andet hænger en godt brugt herrefrakke. »Ja, det er jo ikke ligefrem en damemodel, den der,« konstaterer den anden medarbejder med et sigende blik. Anna rødmer. »Det er altså min. Jeg bruger den, når jeg tager i skoven med børnene, den har været min brors,« siger hun og kan godt høre, at hun taler alt for hurtigt og febrilsk, mens medarbejderne kigger videre hen over hende, studerer hjemmet og skriver ned. »Vi har talt med dine naboer, og de siger, at her kommer en mand flere gange om ugen. Og vi har også overvåget din carport i 14 dage, og der holder en bil, som ikke er din, ganske tit.« Scenariet er fiktivt, men hvis kommunerne får deres ønsker til nye metoder godkendt, kan det blive virkelighed. Blandt ønskerne er netop uanmeldte kontrolbesøg, at udspørge naboer, tjekke kontoudtog og at overvåge hjemmet i en periode.

De fleste er vel enige om, at socialt bedrageri er uacceptabelt. Hvad enten man snyder i skat, arbejder sort eller får sociale ydelser, man ikke har krav på, så er det tyveri fra den fælles kasse. Den slags er ikke i orden.

Men de metoder, som kommunerne ønsker at indføre, bør få det til at gyse i ethvert menneske i et land, der normalt hylder frihed og tillid. For hvad kommunerne reelt ønsker er at fratage mennesker en af deres mest fundamentale rettigheder: retten til et privatliv, retten til at have et hjem, der er ukrænkeligt. Peter Møller fra kontrolgruppen under Dragør Kommune forsikrede forleden i denne avis om, at det skam kun vil være til den enliges fordel: Det kan jo være med til at rense for mistanke, forklarede han.Men hvem er det, der skal afgøre, om mistanken er begrundet? Ja, det er ikke en uafhængig domstol. Det er kommunen selv. Den mistænkte borger får ingen advokat, ingen rettergang. Kun en tung dyne af kommunal mistænkeliggørelse, som det kræver en solid kamp for at sparke af sig igen. Kommunen skal ikke bevise noget, kun sandsynliggøre. Med andre ord argumenterer kommunernes kontrolgrupper for at få samme beføjelser som politiet – overvågning, uanmeldt besøg i hjemmet, afhøring af naboer, tjek af økonomien – men uden at give borgeren de samme rettigheder, som mistænkte for straffelovsovertrædelser får. Selv politiet kan fx kun trænge ind i et privat hjem med en dommerkendelse i hånden.

Problemet forstærkes af, at det er ekstremt svært at gennemskue, hvornår man overtræder reglerne for socialt bedrageri som enlig forsørger. Det er ellers et kardinalpunkt i retssikkerheden, at lovene skal være klare.

Men reglerne om ’ægteskabslignende forhold’ er vage og med over 40 år på bagen forældede i forhold til et moderne liv, hvor en mand altså ikke per automatik er forsørger, bare fordi han deler seng med en kvinde med jævne mellemrum. Eller omvendt.Alligevel skal der at dømme efter DRs usympatiske serie, hvor stationen har købt kommunernes præmis for socialt bedrageri, nærmest kun et par kys og lidt holden i hånd til, før fælden klapper i nogle kommuner. Eller at man får lov at låne en bil. Eller at man deles om regningen i SuperBrugsen en dag, hvor man laver mad sammen. Men er det ægteskabslignende at deles om en middag, at ses hyppigt, at låne af hinanden, at være tæt sammen? I så fald er jeg gift med størstedelen af min vennekreds.Og enlige forsørgere skal vel også i en periode have lov at have sex og samvær med en mulig kæreste, uden at de af den grund skal smedes i hymens lænker i en slags kommunalt tvangsægteskab. Så længe der ikke er fælles økonomi, har man jo stadig de samme udgifter som enlig forsørger.

Den anden klassiske situation, som kan føre til beskyldninger om socialt bedrageri, er to eks’er, der prøver at opføre sig voksent – sådan som samfundet opfordrer dem til – og fortsat deles om at opdrage børnene.

Også det bliver prompte mistænkeliggjort af kommunen. Aha! Den ene forælder henter børnene og bringer dem hjem, og forældrene spiser endda nogle gange middag sammen ... de er nok ikke skilt alligevel, sådan rigtigt. Men hvorfor må enlige forældre ikke tage deres forælderskab alvorligt og samarbejde om børnene uden at risikere at blive hængt ud som sociale bedragere eller miste helt nødvendige offentlige ydelser som enlig? Det afgørende må være, om de to deler husførelsen økonomisk på samme måde som ægtefolk – altså deles om huslejen, daginstitutionsbetalingen, forsikringerne, osv. Det er en økonomisk vurdering. I stedet er kommunernes afgørelser nærmest moralske fordømmelser. Og nu ønsker kommunale kontrolgrupper altså at tilføje nye former for overvågning. Som en ven skrev på Facebook: Det var ikke kønt, da Stasi brugte metoderne. Det bliver ikke kønnere af, at det er kommunerne, der gør det.

Vi har brug for klare, opdaterede regler, der tager højde for et moderne liv. Det bør være økonomien, der afgør, om man har krav på offentlige ydelser. Hvis økonomien er ægteskabslignende, og man deles om alle de udgifter, som par normalt deles om, har man ikke krav på tilskud som enlig forsørger.

Det er relativt simpelt at tjekke. Så slipper kommunerne også for at udspionere egne borgere på uværdigste vis.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.