23. august 2011, 09:50

På trods af, at Københavns Kommune har en af landet dyreste folkeskoler, bliver resultaterne desværre dårligere og dårligere. Det står klart efter, at en ny PISA-undersøgelse har vist, at eleverne i 9. klasse er blevet markant dårligere til at læse i forhold til for fire år siden.

Mens resten af landets skoleelever har holdt niveauet, bliver de københavnske børn sejlet agterud. Værst er udviklingen for de etnisk danske drenge i København, som er blevet så meget dårligere, at det svarer til et halvt års skolegang. Det er en ganske voldsom tilbagegang, som truer børnenes fremtid og folkeskolens position som et samlingspunkt for børn fra alle samfundslag.

Der er ingen politiske tiltag eller økonomiske forhold, som har påvirket København unikt i negativ retning i forhold til resten af landet. Derfor er der heller ingen gode undskyldninger for den dårlige udvikling. Ansvaret ligger på Københavns Rådhus.

Der er behov for at ændre kursen på tre områder: Der skal langt mere fokus på faglige resultater. Der skal ro og lidt mere disciplin i klassen. Og endelig er man meget snart nødt til at løse integrationsopgaven bedre.

Der er fra politisk side næsten ingen fokus på resultater. Jeg har endnu til gode at se en reaktion på enten gode eller dårlige faglige resultater på en skole i København. Hverken ungeborgmesteren, Borgerrepræsentationens flertal eller forvaltningen viser det nogen særlig interesse.

Kun ved en feberredning ved sidste års budgetforlig, fik vi Konservative sat resultaterne lidt på dagsordenen ved at få genindført resultatløn for skolelederne. Så mangler vi bare lærerne, som udmærket kunne modtage en belønning, hvis deres elever klarer sig bedre end forventet.

Der er behov for en langt mere resultatorienteret ledelse. Det skal gøres krystalklart for skoleledere og lærere, at deres mål nr. 1 er, at børnene opnår et højt fagligt niveau. Det er trods alt derfor, de går i skole.

Dernæst skal der tages alvorligt fat på disciplinen i klasseværelserne. Det er et problem, som der er milevid forskel på fra skole til skole. På de velfungerende skoler som Katrinedal i Vanløse og Sølvgade i Indre By er der ro i klassen, og timerne starter til tiden. Børnene stortrives med det. Men andre steder er der nærmest kaos. Lærerne starter først timerne længe efter, at klokken har ringet ind, og eleverne bliver derefter ved med at råbe i munden på hinanden.

PISA-undersøgelsen viser ikke overraskende, at der er en nøjagtig sammenhæng mellem at starte til tiden, ro i klassen og elevernes resultater. Derfor kan det også undre, at København så længe har forsømt at efteruddanne lærerne i, hvordan de holder balladen nede. Det ligger desværre i tidsånden, at ungerne skal være lidt uregerlige, men det er bestemt noget, som en god lærer kan styre. Hvis lærerne ikke har den naturlige autoritet, kan de hjælpes med pædagogiske værktøjer. Samtidig har man set gennem fingre med et vanvittigt højt sygefravær blandt lærerne, hvilket medfører aflyste timer og spildtid for eleverne.

Den sidste store udfordring er naturligvis integrationen og de folkeskoler, som har mange indvandrere. Vi kan lige så godt sige det, som det er. For etnisk danske børn er det i dag en mindre personlig katastrofe at komme på en københavnsk folkeskole med overvægt af indvandrere. PISA-undersøgelsen viser, at danske børn, der går på skoler med et flertal af indvandrere, kommer ud af 9. klasse med læseevner, der svarer til 7. klasse på en skole med få indvandrere. (For indvandrerbørnene er forskellen mellem at gå på en ’hvid’ og ’sort’ skole ikke så stor).

Det vil ingen byde sine børn. Derfor er det fuldt forståeligt, at danske forældre trækker børnene ud af folkeskolerne på Nørrebro og i Tingbjerg. Men det betyder desværre, at folkeskolerne i disse bydele er knækket over og slået fejl. Det røde politiske flertals mål med integrationen er tilsyneladende at gøre indvandrerne glade. Og det er jo altid rart. Især når det er en stor vælgergruppe. Men venstrefløjen har i sin iver efter at behage glemt, at den egentlige integrationsopgave er at få indvandrerne til at forstå og tilpasse sig det danske samfund. Så i stedet for at bruge ressourcerne på at lære børnene dansk, bruger man dem på offentligt betalt modersmålsundervisning. I stedet for at sætte ind med ekstra undervisning i samfunds- og kulturforståelse, bruger man pengene på dyre heldagsskoler med fritidsaktiviteter, som efter en grundig evaluering ikke har vist nogen som helst hverken faglige, sundhedsmæssige eller sociale resultater.

København er begunstiget med ildsjæle, der holder mange af folkeskolerne på et højt niveau. Men de gode og især de mindre gode folkeskoler ville have stor gavn af, hvis gammeldags dyder, som ro i klassen og faglige resultater, kom mere i fokus. Der er ingen modsætning mellem at have det sjovt og lære noget.

Tværtimod.