Kommentar

Klimakamp mellem frustration og fremskridt

Connie Hedegaard: Hvis alle udviklede lande fulgte EUs eksempel, ville verden være på en markant bedre kurs. Og hvis viljen er der, kan vi styrke klimaindsatsen yderligere over de næste år.

EU har allerede lovgivning, som sikrer en CO2-reduktion på 20 procent i 2020 – et ambitionsniveau ingen anden region i verden kan matche. Og med energieffektivitetsdirektivet har vi sikret, at vi kommer endnu længere, end vores mål forpligter os til, skriver klimakommissær Connie Hedegaard. Her ses klimaaktivister i Berlin i forbindelse med COP15.
EU har allerede lovgivning, som sikrer en CO2-reduktion på 20 procent i 2020 – et ambitionsniveau ingen anden region i verden kan matche. Og med energieffektivitetsdirektivet har vi sikret, at vi kommer endnu længere, end vores mål forpligter os til, skriver klimakommissær Connie Hedegaard. Her ses klimaaktivister i Berlin i forbindelse med COP15.

»Fuldstændig udvandet ... Dybt skuffende. Målsætningen om at opnå en ambitiøs klimaaftale ... er blevet meget vanskeligere.«

Nej, det er ikke bemærkninger om de netop afsluttede klimaforhandlinger i Doha. Det er kommentaren fra WWFs John Nordbo til resultatet på klimakonferencen på Bali i 2007. En konference, som samme Nordbo for øvrigt i sidste uge kaldte for »klimahistoriens mest optimistiske øjeblik« (information 7. december).

Sådan er det med klimakonferencer. Faktisk har der vel ikke været en konference i nyere tid, hvor de af os, der tager udfordringen alvorligt, ikke har syntes, at fremskridtene har været for beskedne. Tempoet ER frustrerende langsomt. Sagen er bare, at frustration ikke kan reducere udledningerne.

Og siden Bali har vi jo faktisk konference efter konference nået en del - også selv om skuffelsen umiddelbart efter møderne altid er stor. I København fik vi for første gang verdens ledere til at anerkende 2-gradersmålet, vi fik konkrete tilsagn om reduktioner fra langt over 100 lande, inklusive USA, Kina, Indien, Sydafrika og Brasilien. Og de rige lande gav løfter om betragtelig klimafinansiering til de fattige - $30 mia. fra 2010-2012 og $100 mia. årligt fra 2020 og frem.

I Cancun fik vi resultaterne fra København forankret i FN og landede desuden aftaler omkring klimatilpasning, teknologisamarbejde, mere strikse rapporteringsregler og bekæmpelse af afskovning. Og i Durban enedes landene for første gang nogensinde om at indgå en fælles aftale, hvor alle - ikke kun i-landene - skal forpligte sig og bidrage.

Også i Doha var der fremskridt. Doha blev konferencen, hvor vi krydsede broen fra det gamle system med skarp adskillelse mellem såkaldte i-lande og u-lande til et nyt system, hvor alle lande skal levere - også Kina, som i dag tegner sig for næsten en fjerdedel af verdens CO2-udledninger. At det blev muligt skyldtes ene og alene, at Europa sammen med nogle få andre lande underskrev en ny forpligtelsesperiode under Kyoto-protokollen. Fra nu af forhandles der kun i et spor.

Efter pres fra Europa sikrede vi også, at gabet mellem 2-gradersmålsætningen og landenes reduktionsløfter frem til 2020 vil blive sat på dagsordenen i de næste to år, så alle ikke bare passivt afventer en ny aftale i 2015. Også i forhold til klimafinansiering til de fattige lande satte Europa standarden, idet bl.a. Tyskland, England, Frankrig, Holland og Danmark gav løfter om substantielle milliardbeløb i de kommende år.

Endelig lykkedes det at komme langt i forhold til at håndtere problemet omkring såkaldt »varm luft«, hvilket betyder at lande som Polen, Ukraine og Rusland i fremtiden vil få meget svært ved at videresælge store mængder overskydende udledningstilladelser, som de ligger inde med og ikke selv har brug for. Det kan lyde teknisk, men det er faktisk helt afgørende for klimalovgivningens effektivitet.

Resultaterne fra Doha vil ikke redde klimaet. Men det er små, vigtige skridt fremad. Skridt, som betyder, at vi har bevæget os lidt tættere på en global aftale i 2015. Det er ikke svært at blive ekstremt frustreret over tempoet og det faktum, at forhandlingerne har en tendens til at ende med laveste fællesnævner. Men hvad hvis vi bare gav op? Ville verden have råd til det? Og hvor ville dialogen fortsætte?

Sagen er, at vi ikke har noget alternativ til FN, når det handler om at få en bindende global aftale på plads. Men det betyder ikke, at vi skal sidde og vente med hænderne i skødet, indtil aftalen falder på plads. Det gør vi bestemt heller ikke i EU. Vi har allerede lovgivning, som sikrer en CO2-reduktion på 20 procent i 2020 - et ambitionsniveau ingen anden region i verden kan matche. Og med energieffektivitetsdirektivet har vi sikret, at vi kommer endnu længere, end vores mål forpligter os til. Derudover har Kommissionen foreslået en lang række tiltag, som vil kunne styrke klimaindsatsen yderligere, og som egentlig bare venter på, at medlemsstaterne bider til bolle: energibeskatning med øget fokus på CO2, skrappere regulering af udslippet fra biler, styrkelse af kvotemarkedet, regler der sikrer øget bæredygtighed for biobrændstoffer, udfasning af klimaskadelige gasser fra airconditionanlæg og køleskabe, et klimavenligt EU-budget osv.

Europa har med andre ord ikke noget at skamme sig over. Hvis alle udviklede lande fulgte vores eksempel, ville verden være på en markant bedre kurs. Og hvis viljen er der, kan vi styrke klimaindsatsen yderligere over de næste år. Selvfølgelig bliver det vanskeligt, og selvfølgelig bliver det frustrerende. Men kunsten er at undgå at lade frustrationen skygge for fremskridtet. For selv om frustration er en vedvarende kilde, så nedbringer den alene desværre ikke CO2-udledningerne.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.