Kommentaren

Kina – en nødvendig samarbejdspartner

Rinie Trap: Er Kinas stigende og uundgåelige tilstedeværelse i udviklingslandene en trussel mod Vestens interesser? Nej, Kina besidder tværtimod uvurderlig ekspertise, som Vesten kan drage nytte af, hvis vi formår at udnytte den via dialog og fælles mål på vækst- og handelsfronten.

En kinesisk erhvervsmand holder hånd i hanke med en byggeplads i Freetown under efterårets valg i Sierra Leone – et af de mange udviklingslande, hvor Kina stormer frem i disse år. Et forhold, som Vesten ikke har råd til at ignorere.
En kinesisk erhvervsmand holder hånd i hanke med en byggeplads i Freetown under efterårets valg i Sierra Leone – et af de mange udviklingslande, hvor Kina stormer frem i disse år. Et forhold, som Vesten ikke har råd til at ignorere.

I disse dage foretager Nordkorea atomprøvesprængninger og trodser dermed endnu engang Vesten og det internationale samfund. Forrige tirsdag blev FNs Sikkerhedsråd hasteindkaldt med henblik på at opfordre Kina, Nordkoreas nærmeste allierede, til at lægge pres på Nordkorea. Således var forhåbningen, som den danske udenrigsminister, Villy Søvndal (SF), udtrykte det, at »Kina ville være nøglen til at påvirke Nordkorea«.

Det er dog tvivlsomt, om Kina vil ty til økonomiske sanktioner. Det skyldes blandt andet, at Kina, i modsætning til Vesten, opererer efter princippet om »non-interference« og derfor, til Vestens store irritation, afholder sig fra at blande sig i andre landes interne anliggender.

Det er ikke kun i forhold til den nuværende situation på den koreanske halvø, at Kinas tilstedeværelse og ubetingede bistand giver anledning til bekymring i Vesten. Den kinesiske interesse for den grønlandske undergrund er i skrivende stund kilde til en såvel hjemlig som international politisk debat om løndumping og sikkerhedspolitik.

Ligeledes vækker den eskalerende kinesiske udviklingsbistand i Afrika bekymring blandt vestlige medier og politikere. Hvis man ser på mediernes overskrifter i disse dage, tegnes der et billede af, at Kina er på et neo-imperialistisk råstoftogt, som repræsenterer en trussel mod Vestens interesser bl.a. i Afrika.

Den gængse opfattelse er, at kineserne køber deres vej ind i Afrika ved at give ubetinget bistand. Således underminerer den kinesiske bistand angiveligt de vestlige donorers evne til at sætte politiske betingelser og »destabiliserer enhver indsats for at fremme demokrati og god regeringsførelse«. Det skyldes, at når man i Vesten giver udviklingsbistand, er bistanden behæftet med politiske betingelser, såsom at modtagerlandet skal bekæmpe korruption, overholde menneskerettigheder, som i Ugandas tilfælde ikke indfører dødsstraf for homoseksualitet, eller afholder sig fra at foretage atomprøvesprængninger.

Kinesisk udviklingsbistand opererer derimod som sagt efter princippet om »non-interference«, hvorfor Kina ikke – i hvert fald officielt – stiller betingelser for modtagelse af udviklingsbistand. Kina yder dermed bistand til enhver regering uanset dens syn på menneskerettigheder og repræsenterer således et attraktivt alternativ for afrikanske diktatorer, som er trætte af utidig vestlig indblanding.

Men er dette virkelig tilfældet – er den kinesiske tilstedeværelse i Afrika, i form af udviklingsbistand, en trussel mod Vestens interesser i Afrika? I foråret 2012 satte jeg mig for at undersøge denne problemstilling, både fordi det er en interessant diskussion, og fordi jeg er vokset op i Afrika, og det således ligger mig meget på sinde. Jeg tog derfor til Uganda med henblik på dette. Min forskning resulterede i udgivelsen af en bog med titlen, »China in Uganda: Changing Conditions for Conditionalities?«

På baggrund af mine analyser konkluderede jeg, at den kinesiske tilstedeværelse ikke er en trussel mod Vestens evne til at sætte politiske betingelser – i hvert fald ikke på nuværende tidspunkt. Det skyldes grundlæggende fem forhold.

For det første er volumen af kinesisk udviklingsbistand relativt ubetydelig i forhold til bistand fra vestlige donorer. Kina modtager, på trods af landets imponerende økonomiske vækst, stadig selv udviklingsbistand. Således er der grænser for, hvor meget kineserne kan yde i udviklingsbistand til andre udviklingslande. Dermed kan Kina ikke udfylde Vestens rolle som donor foreløbig. Derudover er det ikke et spørgsmål om enten eller. Uganda står, ligesom mange andre afrikanske lande, over for et massivt finansieringsunderskud og har brug for alle de donorer, landet kan få.

For det andet kan man ikke uden videre sammenligne vestlig og kinesisk udviklingsbistand. Hvor vi i Vesten primært yder bistand som tilskud, giver Kina næsten udelukkende bistand i form af lån.

For det tredje giver Vesten primært bistand som budgetstøtte, dvs., at modtagerlandet i princippet får en blanco-check, hvorefter de kan anvende pengene, som de skønner – inden for nogle aftalte rammer. Kinesisk bistand, derimod, er i meget højere grad projektbaseret og dermed bundet. Derfor oplever modtagerlandet en større frihed med vestlig bistand end med kinesisk.

For det fjerde kan man anfægte præmissen om at kinesisk udviklingsbistand er ubetinget. Når Kina yder bistand, er der en implicit aftale om, at Kina til gengæld får adgang til råstoffer i modtagerlandet.

Sidst, men ikke mindst, har de europæiske lande historisk set knyttet tætte, kulturelle bånd til de tidligere afrikanske kolonier, som ikke kan erstattes af Kina. I lighed hermed spiller Vestens politiske kapital i den internationale arena også en væsentlig rolle. Kina besidder ikke samme pondus i de internationale fora, og derfor spiller den politiske opbakning fra Vesten stadig en betydelig rolle for de afrikanske lande.

Således er Kina ikke en trussel mod Vestens interesser i Afrika, men repræsenterer snarere en nødvendig samarbejdspartner. Som situationen i Nordkorea også illustrerer, er Kina blevet en ny og uundgåelig aktør i den internationale arena, som Vesten ikke har råd til at ignorere.

Vesten skal således ikke frygte den kinesiske tilstedeværelse i Afrika, men i stedet forsøge at samarbejde med Kina på nogle fælles vilkår, så kineserne kan og vil være med. Den kinesiske udviklingsmodel har formået at skabe økonomisk vækst og løfte millioner af kinesere ud af fattigdom på rekordtid. Dermed er den kinesiske udviklingsmodel på nogle områder et forbillede for udviklingslande og bør også være det for de traditionelle donorer. Kina besidder uvurderlig ekspertise, som vi i Vesten kan drage nytte af, hvis vi ellers formår at udnytte den. Derfor skal vi være bedre til at inddrage Kina i den politiske dialog og arbejde koordineret mod at opnå fælles aftalte mål for således mere effektivt at hjælpe udviklingslandene ud af fattigdom og skabe stabilitet, vækst og potentielle eksportmarkeder.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.