9. oktober 2011, 22:30

Kapitalisme, forstået som en institution primært domineret af frie markeder, anses ofte som værende et udelukkende fordelagtigt system for de rige. For kapitalejerne.

Men hvem har egentlig magten i et kapitalistisk samfund? Det viser sig, at den mest magtfulde position man kan besidde på det frie marked, er som forbruger. Som forbruger afgør man hver dag hvilke virksomheder og produkter, der får lov til at overleve. Det frie marked er forbrugerens tjener. Hvis ikke virksomhederne tilfredsstiller forbrugerne er de i bogstaveligste forstand dødsdømte, og dette er årsagen til at virksomheder og direktører ofte afskyr det frie marked og den deraf følgende konkurrence om forbrugernes gunst. Tænk blot på virksomheder som Compaq, Netscape og Volvo. Alle tidligere store virksomheder, og alle har de følt konkurrencens knusende knytnæve. I det kapitalistiske system skal virksomhederne hele tiden præstere. Hver dag skal de bevise over for forbrugerne, at netop deres produkter er bedst og billigst.

Set med historiske briller må vi ligeledes konstatere, at den østrigske økonom Joseph Schumpeter allerede i 1942 havde ret, da han observerede, at det reelt er de lavere indkomstgrupper og ’masserne’, der virkelig tjener på kapitalismen. Det er som sådan ikke svært at følge logikken: I slutningen af det 19. århundrede blev bilen af britiske iagttagere udpeget som værende et perspektivløst legetøj for de rigeste. På samme måde var eksempelvis køleskabe en usædvanlig luksus kun tilgængelig for de absolut mest velhavende i 1920erne. Men som Schumpeter iagttog, gøres produkterne i kapitalistiske samfund efterhånden tilgængelige for masserne, hvorfor selv den dårligst betalte pædagogmedhjælper i dag er i besiddelse af produkter, som sågar Kong Christian den Fjerde aldrig turde drømme om.

Svaret på det indledningsvis opstillede spørgsmål er således, at i en kapitalistisk institution er forbrugeren herre, og masserne er de primære vindere. Som om dette ikke var nok, så hører det til fortællingen om kapitalisme, at markedet endvidere transcenderer de vanlige problemer forbundet med demokratiske beslutninger, hvor magten er i hænderne på majoriteterne. I en demokratisk institution er man tvunget til at indgå kompromisser: 89 individer ønsker 3x, imens 90 individer ønsker 2 y. Majoriteten vinder og minoriteten taber. På markedet opfyldes begge ønsker problemfrit, hvorfor det skal bemærkes, at kapitalisme både er forbrugerens slave, massernes tjener og minoriteternes garant.