30. november 2009, 22:30

Mange kommentatorer var hurtige til at sige, at man nu oplevede det amerikanske valgforskere kalder en »realignment«. Det er et fænomen, som er indtruffet et par gange før i amerikansk historie, og hvor der sker et så grundlæggende skift i amerikanernes holdninger og de spørgsmål, man står overfor, at hele det politiske billede så at sige forskubber sig grundlæggende: Et parti, der har været uhyre stærkt, bliver degraderet til minoritetsstatus — indtil det forsvinder eller tilpasser sig den nye virkelighed.

Men som så ofte før var rygterne om patientens død ønsketænkning. Allerede i 2006 og 2008 viste en nøgtern læsning af meningsmålingsdata, at der rent holdningsmæssigt stort set ikke var sket nogen forandringer i vælgernes grundlæggende værdier eller fordelingspolitiske holdninger. Det var dagsaktuelle spørgsmål recession, Irak-krig og en historisk upopulær præsident Bush der drev midtervælgerne væk fra de Republikanere, som de mere eller mindre solidt har hældt i retning af de sidste tre-fire årtier.

Spørgsmålet er så, om Republikanerne kan få et comeback? I første omgang ved midtvejsvalget i 2010 og dernæst ved præsidentvalget i 2012. Meget tyder på, at partiet for første gang siden 2004 har vinden i ryggen. Præsident Obamas popularitet har været støt og hurtigt faldende, og i sidste uge gav meningsmålingerne ham for første gang tilslutning fra under halvdelen af vælgerne. Ser man på partivalg, er vælgerne over det seneste år svinget hele 16 pct. point i Republikanernes favør, således at partiet nu får støtte fra flere valgberettigede end Demokraterne.

Forklaringen skal uden tvivl findes i en kombina­tion af to ting. For det første utilfredshed med, at det ikke er lykkedes for Obama at få rettet op på økonomien, men at hans politik til gengæld har resulteret i en tredobling af statsunderskuddet og en statsgæld på nu over syv billioner dollar. For det andet at der er stærk modstand mod Demokraternes forslag til sundhedsreform, hvor et flertal er imod nogen reform og næsten to trediedele vender sig mod et offentligt finansieret sundhedsvæsen.

Men er det så det samme som, at Republikanerne står stærkt? Nej, for nok står de til fremgang i 2010 men ikke så meget, at de vil snuppe Demokraternes flertal. Dels gør valgsystemet, at der f.eks. til Senatet vil være flere Republikanere på valg end Demokrater, og derfor vil det være op ad bakke for dem at vinde de nødvendige 11 mandater. Dels er der en række demografiske forandringer undervejs, der i hvert fald på kort sigt er til fordel for Demokraterne. Sidst men ikke mindst er der i en politisk verden, hvor nyhederne er »gamle« efter en time, lang tid til 2010 og 2012. Hvis økonomien vender for alvor, således at ledigheden falder, vil Obama meget let kunne få en kraftigt stigende popularitet. Har man lyst til at spille på udfaldet af amerikanske valg, er der god grund til at sætte pengene på Republikansk fremgang i 2010, og måske også 2012. Men så længe vi ikke kender den økonomiske situation om bare et år eller to, kan meget ske. Frem for alt virker det som om, at dele af det Republikanske parti ofte har så stærk en dødsdrift, at de sagtens kan nå at vende rygvind til modvind.