Vort danske demokrati er ikke et resultat af revolutioner, men af folkets indflydelse gennem evolution - en udvikling, der har bragt os frem til det repræsentative demokrati; formentlig et af verdens bedste. I et sådant demokrati giver vælgerne deres valgte repræsentanter stor magt, næsten kun begrænset af, at der er andre valgte repræsentanter, der vil noget andet, og at de skal stå til ansvar ved næste valg.
I det store og hele har denne styreform fungeret godt, idet det kræves, at repræsentanterne stemmer i overensstemmelse med deres overbevisning. Man må formode, at vælgerne gennem valgkampen generelt er bekendt med den kommende repræsentants overbevisninger. Man kan godt gribe sig i at spekulere på, om dette kan påregnes som en naturlov.
Dertil når man, når man betragter resultatet af Folketingets lovgivende arbejde og derved kommer til at tænke på, om Tinget i en givne sammenhæng handler til Folkets bedste.
Det er et ophøjet krav til vort folkestyre, at ingen er over og ingen ved siden af Folketinget. Som det står i Grundloven, er Folketinget ukrænkeligt.
Der nævnes imidlertid også forhold i Grundloven, hvor det er Folketingets ansvar at sikre Folkets ukrænkelige rettigheder.
Her forekommer det at halte på flere områder. Jeg skal nævne fire forhold, hvor de grundlovssikrede frihedsrettigheder er under pres:
Den personlige frihed er ukrænkelig (§71). Kravet er formuleret i forhold til retsplejen, men det betyder vel ikke, at det er acceptabelt, at anden lovgivning i stadig stigende omfang indskrænker borgernes personlige råde/frirum. Her tænkes på love, der åbenlyst (omend i den bedste mening) har til formål at opdrage den uvorne befolkning og at adfærdsregulere detaljer i folks private forhold.
Boligen er ukrænkelig (§72). Alligevel vedtager Folketinget stadig flere særlove, der legaliserer undtagelser fra Grundlovens garanterede frihedsrettighed. Snigende ændringer, javel, men hvornår er Grundlovens ånd krænket?
Ejendomsretten er ukrænkelig (§73). Alligevel oplever mange, at deres personlige økonomiske råderum i kraft af lovgivning til stadighed indskrænkes til fordel for fællesskabet. Det skærper krænkelsen, at Tinget gør skatteregler og love så indviklede, at de færreste uden revisorstøtte har mulighed for at personligt at sikre sig, at de betaler den korrekte skat. Der ses også tilfælde, hvor offentlige myndigheder gør forsøg på ekspropriationer, som næppe entydigt er lovlige, eller hvor planlovsændringer hastes igennem uden mulighed for reel borgerindflydelse.
Det skal tilstræbes, (§75)at enhver arbejdsduelig borger har mulighed for at arbejde på vilkår, der betrygger hans tilværelse.
Også denne rettighed er under pres, idet jeg tænker på det omfattende og detaljerede regelsæt enhver virksomhed og private erhvervsdrivende er underlagt. Lovgiverne udtrykker bekymring over, at så mange små virksomheder lukker efter få år og at få vokser sig store. Sig bare krise, men det afgørende problem er, at bureaukratiet virker uoverkommeligt og at tærsklen til flere ansatte af samme årsag er svær at overskride. Disse hindringer suppleres af det nævnte begrænsede økonomiske råderum, der modarbejder virksomhedernes evne til at opbygge økonomisk robusthed og modstandskraft overfor ændrede vilkår og krav. Mange af disse små virksomheder har økonomiske vilkår, der får kontanthjælpsmodtagerens vilkår til at synes forgyldte.
Det ligger tillige i Grundlovens ånd (f.eks §49), at offentligheden skal have indsigt i Folketingets arbejde. Dette bliver reelt fortsat vanskeligere, når mange love hastes igennem og der gives meget korte svarfrister i forbindelse med offentlig høring.
Selv Folketingets medlemmer har formentlig alt for kort tid til gennemlæsning af det omfattende lovmateriale inden vedtagelsen. Hvordan kan Folkets repræsentanter så føle sig overbeviste om, at samfundet i kraft af deres lovgivningsarbejde bevæger sig i den rigtige retning til gavn for borgernes langsigtede interesser.
Der skal efter min overbevisning ikke sættes spørgsmålstegn ved folkestyret som sådan, men enhver organisation, som dette også er, skal underkaste sin egen funktion og dets procedurer en jævnlig kvalitetskontrol.
Man kan f.eks spørge, om det ikke er i Folkestyrets interesse, at en given lov i højere grad end i nugældende tilfælde skal kunne underkastes en "ommer", om ikke love skal have en udløbstid, om der ikke skulle være bedre adgang til folkeafstemninger eller om der ikke påny skulle indføres et 2. Kammer i Rigsdagen med opgave at give tid til eftertanke og kvalitetssikring af lovgivningen.
Det er demokratiets fornemste kendetegn, at magtens udøvelse til stadighed kan og bør sættes til debat. Hvem skal påvirke den fornødne fornyelsesproces? Svaret er jo, at det skal vi - borgerne, gennem den offentlige debat og gennem kontakt til vore valgte repræsentanter.
Her ligger folkestyrets afgørende styrke i forhold til autoritære styreformer, men det kræver, at vi som folk er tilstrækkeligt bevidste om, at det er nødvendigt og muligt på denne måde at udøve vores ansvar og (lad os bare kalde det) magt.

Det demokrati vi ser i Vesten i dag, er ikke noget værd. Dem vi vælger til at arbejde for folket og landet, bruger størstedelen af deres tid på at forberede sig til næste valg, de vil bare i Folketinget (det er blevet deres livserhverv)- derfor ville det være bedre, at der blev ansat personer med de rigtige kvalifikationer som ikke skulle føre valgkamp hele tiden. Kunne godt tænke mig at se en større virksomhed, som hvert fjerde år skulle vælge en ny ledelse, hvor vigtigste kvalifikation var gode talegaver og en god spindoktor, tror ikke det ville skabe success - hvordan kan man så forestille sig at et helt land kan opnå success baseret på en sådan styreform? Kan ikke se en mening i, at 51% af befolkningen til enhver tid kan tage retten fra de 49%, ikke særlig retfærdigt i mine øjne. Det altafgørende for et hjem, virksomhed eller land er at der er love, som sikrer hver enkelts rettigheder/friheder på alle tidspunkter, således at ikke engang 99% kan tage retten fra 1%. I dag kan man sidde i en diskussion om hvordan mindretal behandles visse steder, hvis flertallet bestemmer; hvorefer personer, selv med lang skolegang, siger det er ok med ordene "demokrati, flertallet bestemmer" - disse mange personer, stiller ikke et eneste spørgsmålstegn ved flertalsafgørelsen, "demokrati" er som "Biblen" i middelalderen. Går vi længere tilbage, blev Jesus dræbt pga "demokrati", de fleste ønskede at en kriminel skulle gå fri, mens en uskyldig blev straffet. I Folketinget ser vi, at nogle få personer kan sende hele landet i krig og dræbe andre, bare de får flere "ja" end "nej"-stemmer, de viser ingen respekt for dem bomberne går ud over, de bliver ganske enkelt ikke spurgt. Er der mistanke om at politikerne har gjort noget forkert, bestemmer de selv hvordan det skal undersøges eller om det overhovedet skal undersøges, og for at sætte prikken over "i"-et, så undersøger de sig selv - at samme politikere råber negativt op om politikere i lande hvor der ikke er dansk demokrati, er bare for pinligt. Danske demokrati-fanatikere, bør se virkeligheden i øjnene, nemlig at der er rigtig mange lande i verden som bygger på mange mindretal, for disse kan det ofte blive katastofalt at skulle følge de 51% i alle evigheder. Der er bl.a. kristne mindretal i mange lande; ser man på Egypten, så kunne de under Mubarak leve efter deres traditioner, det samme gjaldt andre minoriteter, lige så snart der ikke var en stærk retsstat mere, blev de truet og chikaneret, kirker vandaliseret og der var endda nogle der blev dræbt. Demokrati er således ikke noget helligt eller retfærdigt, det er bare en styreform blandt mange; det som er altafgørende er at der er ens rettigheder, reelle menneskerettigheder, religionsfrihed og personlig frihed etc. Dette sikres langt fra vha demokrati, vi ser eksempler på dette i Guantanamo, NATO-angreb, CIA-droneangreb, Vestens torturhemmeligheder, tørklædediskussionen, de mange restriktioner i dansk lovgivning hvor man fratages retten til selvbestemmelse over ganske simple forhold .... Det synes som om alt er statsstyret, og de fortsætter med nye opfindsomme ideer til hvordan borgerne skal kontrolleres/styres. I mange lande uden demokrati har borgerne langt mere personlig frihed, man mærker ikke statsstyring/kontrol i dagligdagen, man er et menneske som kan tage egne valg og personligt ansvar. I Danmark synes det som om folks blinde tro på ordet "demokrati" har fjernet folks kritiske sans og selvstændige mening, glemt er det altafgørende, retssikkerheden for alle. Det danske demokrati har udviklet sig til ikke at give plads til forskelligheder, det er ærgeligt, idet ethvert menneske er unikt og enhver har sine helt egne særheder. Det er langt fra alle som fungerer bedst indenfor snævre restriktive rammer.

han tager stadig fejl. Han naevner krigen (uden tvivl anden verdenskrig) og som jeg laeser ham, er det han efterlyser ikke en Mussolini men en "oekonomisk Churchill," forstaaet som en "staerk mand" der goer hvad der er noedvaendigt for saa at traede tilbage naar krisen er overstaaet eller vaesentligt bedret. Storbrittanien suspenderede parlamentsvalg i krigen og foretog serioese indgreb i traditionelle britiske friheder. Saaledes blev individer der udtalte sig pessimistisk om krigen under slaget om England, i krigen's maaske mest kritiske fase, anholdt og sat i faengsel. De blev ikke mishandlet og intentionen var ikke saa meget at skraemme som at undgaa tendens til panik i at brede sig ud af kontrol.

Problemet med Aamund's udtalelse er at man ikke kan "bestille" en Churchill figur. En saadan er noedt til foerst at goere sig selv manifest og hvis man skal laegge en form for diktatur magt i et eller faa individer's haender, som Storbrittanien gjorde under krigen, er man noedt til at sikre sig at de saaledes betroede er uantastelige demokrater og at de forbliver under et parlament's kontrol. Det sidste er kritisk og ikke umiddelbart fremstaaende i Aamund's indlaeg. Men det er rationalet med saakaldte samlingsregeringer; at politikerne fra begge floeje deler ansvaret for upopulaere men noedvaendige beslutninger og det er netop den loesning der er brug for i haarde tider; en samlingsregering der loefter sig over almindelige politiske narrestreger og laver noedvaendige reformer. Om Danmark er derude endnu hvor det er noedvaendigt, er tvivlsomt. Men under ingen omstaendigheder boer man installere en "oekonomisk diktator" for oddsne er overvaeldende for at man ville faa en "Mussolini" og ikke en "Churchill."

hvis folk ikke har friheden til at skabe et liv for sig selv.

Asger Aamund foreslår en halvering af antallet af folketingsmedlemmer og en fordobling af de tilbageværendes løn. Med hånden på hjertet, så ser det ikke ud til at banksammenlægninger og bankdirektørers fortsatte lønstigninger og bonusser altid har været en garanti for evnen til at drive god bankvirksomhed.
Der stilles løbende krav til samfundets borgere og til naturens formåen for at bevare vores nuværende livsstil, men medmindre der findes nye planeter, hvorfra vi fremover kan hente vores ressourcer, tror jeg, at vi alle før eller siden bliver nødt til at tænke på en ny måde.
Som alternativ til Asger Aamunds forslag, forslår jeg nogle grundlæggende kvalifikationskrav for de fremtidige folketingsmedlemmer, - uanset deres uddannelsesmæssige baggrund iøvrigt. 1) Minimum 2 års erhvervserfaring med ufaglært arbejde, hvor arbejdsopgaverne har bestået af ensidigt gentaget arbejde, hårdt fysisk arbejde eller tunge løft. 2)At pågældende kan erindre og beskrive flere situationer, hvor han/hun havde oplevelsen af, at være en del af naturen og oplevede at naturen havde værdi i sig selv.
Dette i håbet om, at også andet end "vækstfilosofi" kan inddrages som værdigrundlag for beslutninger, der vedrører fremtidige livs- og levevilkår for såvel landets borgere som dets plante- og dyreliv.

Jamen har vi så demokrati i Danmark? Demokrati betyder som bekendt folkestyre og når man betragter DK lidt på afstand er det altså lidt svært at få øje på netop "folket" blandt den politiske klasse der har monopoliseret magten og efterhånden ikke sjældent endda lader magtens privilgier gå i arv til poderne som et andet aristokrati.

Problemet er ikke for meget demokrati, men for lidt! Nok engang må man tilbage til rødderne for at finde inspiration. I oldtidens Athen deltog alle (frie mænd) i direkte afstemninger om vigtige politiske spørgsmål mens offentlige embeder blev besat ved lodtrækning. Dét kunne man jo prøve i DK... altså langt flere folkeafstemninger og Folketingets polstrede sæder kan så besættes ved lodtrækning blandt alle landets myndige borgere circa hvert 4. år. Insisterer man på at der skal være en valghandling kunne man jo vælge regeringen på den måde, således at "the winner takes all". En valgt regering ville blive holdt i kort snor af "folket" i Folketinget.

Blot en idé!

Det er fuldstændig ligegyldigt, om vi har et "demokratisk" styre eller en eller anden form for "forretningsministerieum". Begge systemer vil skabe sig lige tåbeligt, med mindre vi sætter grænser for deres magtudøvelse.

Jeg foreslår, at vi fortsætter med vort folkestyre, som det blev udstukket med Grundloven af 1849 og - så i øvrigt respekterer reglerne. Specielt § 75, der stiller ganske konkrete krav til lovgiver, om hvordan samfundet skal bygges. Nemlig, at der skal skabes mulighed for alle, til at kunne forsørge sig selv og - ikke via offentlig hjælp. Og, at hjælp fra samfundet, udelukkende er til dem er ikke kan klare sig selv.

Havde man fulgt paragraffens entydige og klare bud, havde vi levet i et samfund med "fuld beskæftigelse" og uden hver anden, med fingrene i de offentlige kasser. Men, fristelsen er åbenbart for stor, for svage politiske sjæle og derfor - må vi begrænse deres magt.

Vi skal have et tillæg til Grundloven, der forbyder de folkevalgte, at spendere flere penge end de har i kassen og tager ind i skat - i hvert kalenderår. Slut med offentlig gældsætning, med borgerne som kautionister.

Desuden skal vi have et loft over, hvor meget skat der må pålægges borgerne og - af hvilke objekter. En enkel og logisk måde, at beskatte på er, at tage skatten af realiseret indkomst, af arbejde og kapital. Tag skatten her, én gang for alle. Så bliver det slut med skat på skat, på skat, på skat. Procenten kan man diskutere - selv er jeg villig til, at aflevere fire kroner hver gang jeg tjener ti. Mere end det, betragter jeg som ren konfiskation.

Det kan ikke undre, at denne Asger Aamund gerne ser sig selv som diktator i Danmark, men jeg kan forsikre ham om, at dèn dag dèt sker, da bliver jeg frihedskæmper, og da vil hans dage være talt. Hans udgydelser er ofte betændt, men denne er så primitiv, at der må stilles spørgsmålstegn ved hans psykiske tilstand: manden er rablende gal. Demokratiet er ganske vist en svær størrelse, men p.t. er der desværre ikke noget bedre at sætte i stedet. Skal vi være rige eller demokratiske er et tåbeligt spørgsmål;- rigdommen i Danmark er jo netop at her trives demokratiet,- omend dårligt, men diktatori er primitivt fattigt. Det er iøvrigt karakteristisk, at det er de mest velbjergede i Danmark, der råber højest om hvor forfærdeligt det er, at de skal være med til at bære velfærdsbyrderne.

Kære alle.
Overskriften er ment som en provokation. Men alligevel er der noget om det. Kinas indenlandske gæld er kæmpestor, den udenlandske gæld lige så. Grunden til vi intet hører om dette, undtagen i små pip i nogle artiklen engang imellem er, at Kina ikke tillader, at der kommer noget ud om det.

Provinsregeringerne i Kina har optaget kæmpestore lån til finansiering af dette og hint, lån som den statslige regering i Peking (Beijing) har måttet betale tilbage for provins-regeringerne. Dertil kommer, at Kinas imponerende vækst-rate skyldes en eneste ting, nej to ting a) Kina bygger højhuse, højhuse og atter højhuse og så bygger de også en masse bygninger til erhverv mm. ude i det ganske Kina-land. Problemet er blot dette: ingen hverken gider bo i dem eller har råd til at bo i dem og den anden ting er b) Kinas måde at opgøre deres finanser er gjort på en anden måde end den, vi normalt gør i resten af verden. Kinas valuta er alt for stærk ifht. det den ville være på et frit valuta-marked.

Kinas vækst er desuden også sket ved at især amerikanske og europæiske globale selskaber har udflaget produktionen af f.eks. dvd-afspillere, cowboy-bukser og fjernsyn mm. til Kina - fordi Kina havde og har økonomiske frizoner, hvor de globale selskaber kunne opføre sig præcist sådan som de ville.
Og fordi de kinesiske myndigheder så den anden vej, når selv deres, Kinas arbejdsmiljølove, blev overtrådt. Derfor har Kina opnået den vækst, de har i dag.

Og modsat Sovjetunionen har kineserne forstået, at sålænge folket, dvs. den voksende middelklasse, får mad, brød, skuespil, fjernsyn, dvd-afspillere, mobiltelefoner mm. - ja så holder de deres kæft med hensyn til reelle demokratiske forandringer i landet.

Det vestlige demokrati er jo sådan set udviklet i Vesten; hvis Kina vil have en anden form for demokrati - så dem om det. Men på et tidspunkt vil Kina nok opdage, at det ikke kan undertrykke folks ideer, og at det er godt at dele ideer med hinanden. Og at det er godt at skandaler kommer frem som den skandale om mælken (hvor der var bly i mælken, mener jeg) for nogle år siden. Og hvad gjorde de kinesiske myndigheder ved det? Ingenting.. Jo, de anholdt den mand som havde afsløret skandalen...og dømte ham til fængsel...

Må jeg også erindre om at for 20-25 år siden, var alle fokuserede på Japan, og mente ganske bestemt, at vi skulle gøre som dem. I 1990erne gik Japan næsten fallit; der var en kæmpe økonomisk krise...som Japan næsten endnu ikke har overvundet...

Se overskriften