Kommentar

Kampen om internettet er i gang

Martin Ruby: Det bør bekymre, når verdens lande i denne uge samles bag lukkede døre i Dubai for at diskutere, om ikke internettet bør reguleres af klodens regeringer, fremfor på den næsten græsrodsagtige måde, det indtil nu er foregået på.

»I første halvår af 2012 bad forskellige regeringer alene Google om 21.000 gange at give adgang til persondata. De 21.000 forespørgsler berørte 34.000 brugerkonti. I samme seks måneders periode bad regeringerne desuden Google om at få fjernet ca. 17.000 stykker indhold fra nettet såsom mishagsytringer eller kritiske YouTube videoer. Nogle forespørgsler er helt legitime, andre er alt andet end legitime og efterkommes selvsagt ikke. For at skabe åbenhed omkring de her regeringsforespørgsler offentliggør vi omfanget hvert halve år, og antallet stiger støt hver gang.«
»I første halvår af 2012 bad forskellige regeringer alene Google om 21.000 gange at give adgang til persondata. De 21.000 forespørgsler berørte 34.000 brugerkonti. I samme seks måneders periode bad regeringerne desuden Google om at få fjernet ca. 17.000 stykker indhold fra nettet såsom mishagsytringer eller kritiske YouTube videoer. Nogle forespørgsler er helt legitime, andre er alt andet end legitime og efterkommes selvsagt ikke. For at skabe åbenhed omkring de her regeringsforespørgsler offentliggør vi omfanget hvert halve år, og antallet stiger støt hver gang.«

Sidste torsdag lukkede internettet mere eller mindre ned i Syrien. Det var næppe resultatet af en fejl, men snarere en helt bevidst undertrykkende handling. Det lyder grotesk, at man kan lukke for nettet, men det groteske er desværre muligt. Myndigheder kan faktisk godt kvæle kommunikationen og informationen på internettet. Ikke længe og ikke totalt, for når det sker, går nettets aktører i aktion for at få kommunikationen genoprettet ved at omgå de undertrykkende tekniske tiltag. Forleden gik Twitter og Google for eksempel i aktion, ligesom de gjorde det da internettet blev lukket ned i Egypten under landets nylige revolution. Vi har prøvet forskellige variationer af den slags over 30 gange og derudover utallige andre forsøg på stater der hacker og chikanerer nettet. Klodens myndigheder øver sig bestandig i at blive bedre til at lukke og slukke, og til at fjerne og få fat i alskens informationer fra internettet.

Derfor bør det bekymre, når alverdens lande i denne uge samles frem til 14. december bag lukkede døre i Dubai for bl.a. at diskutere om ikke internettets basale infrastruktur bør reguleres af klodens regeringer, fremfor på den mere næsten græsrodsagtige måde det indtil nu er foregået på. I Google synes vi, det er en ualmindelig dårlig ide. Man skal som bekendt ikke sætte ræven til at vogte gæs. Der er mange regimer her på kloden, der synes det er en god ide, at de får fat del i styringen af internettet, netop fordi de så bedre kan lægge en dæmper på friheden på nettet.

Den måde, internettet har fungeret på indtil nu, har medvirket til, at nettet er vokset til at være et gigantisk talerør for os alle. Fra dig og mig til kunstnere og frihedskæmpere. Vi kommunikerer med hinanden på nettet, vi køber og sælger på nettet, vi arbejder via nettet. Kunstnere skaber på nettet. Vi bliver klogere på nettet. Ufattelige mængder af viden er få klik fra os uanset om vi sidder i Thisted eller Tokyo. Mere og mere af vores samfundsdebat flytter på nettet, det samme gør holdningstilkendegivelser til nyheder, varer, personer og politik. Over to milliarder mennesker er allerede på internettet, og over det dobbelte ventes online om bare otte år – i 2020. Alt dette gør, at mange regeringer har indset, at hvis de skal ind og kontrollere information og debat og vil vide, hvad deres borgere tænker, siger og skriver, så skal de have styr på internettet.

Og tallene viser, at landene er i gang. Desværre. Ifølge Open Net Initiative er der over 40 lande der nu censurerer internettet mod kun fire lande i 2004, og i løbet af de sidste to år har 19 lande, ifølge Freedom House, lavet lovgivning der lægger bånd på den frie debat på nettet. I første halvår af 2012 bad forskellige regeringer alene Google om 21.000 gange at give adgang til persondata. De 21.000 forespørgsler berørte 34.000 brugerkonti. I samme seks måneders periode bad regeringerne desuden Google om at få fjernet ca. 17.000 stykker indhold fra nettet såsom mishagsytringer eller kritiske YouTube videoer. Nogle forespørgsler er helt legitime, andre er alt andet end legitime og efterkommes selvsagt ikke. For at skabe åbenhed omkring de her regeringsforespørgsler offentliggør vi omfanget hvert halve år, og antallet stiger støt hver gang.

Det er i dette lys, at det igangværende Dubai-møde skal ses. Mødet finder sted i regi af den internationale telekommunikations union (ITU), som er et agentur under FN, der igennem årene har løst opgaver vedrørende radio- og telekommunikation. ITU har således deres rolle i verden, men det bør ikke være i forhold til at regulere internettet. Overlader man internettet til ITU-processen, vil det næppe fremme hverken innovationen omkring internettet, omkostningssiden eller vigtigst af alt, friheden på nettet.

Indtil nu har alle mulige både store og små aktører haft mulighed for at blande sig i diskussionerne om internettets globale infrastruktur. Åbenhed og gennemsigtighed har præget processen. Overlader man fremover internettet til ITU-processen, så lukkes dørene. For eksempel er mødedokumenter og diskussioner i Dubai stort set ikke offentligt tilgængelige, hvilket ikke just fremmer tilliden til det der foregår. Især ikke når man ved, at deltagerkredsen jo også tæller en del stater, hvor regeringerne daglig bekæmper deres befolkningers basale frihed. Den slags regimer kan derfor godt lide de lukkede døre. Bag fraser om for eksempel bedre sikkerhed, vil der komme forslag i spil om mere censur og mindre anonymitet for den enkelte, fra lande der ser anderledes på den slags, end vi er vant til. Deres myndigheder vil i stedet se muligheder i altid at kunne finde dem, der har udtrykt holdninger, der går magthaverne imod. Det er naturligvis uacceptabelt, og forhåbentlig vil klogere regeringer sætte sig imod, og bevare det internet, vi kender. Alternativet er ikke rart, for uden et frit internet er der næppe tvivl om, at friheden på kloden vil have endnu sværere kår, end tilfældet er i dag.

Ved åbningsceremonien for OL 2012 i London var opfinderen af World Wide Web, Tim Berners-Lee, på scenen. Han havde et ganske kort og klart budskab, som blev vist på storskærme og sammensat af elektroniske tavler båret af publikum foran de milliarder af mennesker, der så med på TV: »This is for everyone«. Internettet – ganske som olympiaden – er for alle.

Lad os håbe, at Tim Berners-Lees udsagn kommer til at holde stik også i de kommende år. Lad os håbe, at de fordele, nettet giver os alle i hverdagen ikke begrænses, men tværtimod udvides. Og lad os håbe at endnu flere får adgang, ikke færre. Selvom der bestemt er kræfter, som godt kunne tænke sig at trække stikket

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.