Kommentar

Kampagnen mod medierne

Tom Jensen: Af og til kører der i tabloidpressen en bestemt type kampagnejournalistik, hvor skurke og helte og konklusioner er udpeget på forhånd. Den slags kampagner er med til at undergrave mediernes troværdighed i befolkningen.

En sådan foregår i øjeblikket. Blot igangsat af politikerne – vendt mod medierne. Kampagnens konklusion er, at den er helt gal med etikken i medierne. At de er et demokratisk problem. At de kun tænker på at hænge uskyldige mennesker ud på forsiden for at tjene penge på andres ulykke. Seneste udfald kom i lørdags i Politiken, hvor fhv. spindoktor Kasper Fogh Hansen, Venstre-politikeren Søren Pind, forfatter og journalist Gretelise Holm og Berlingske-blogger Anne Sophia Hermansen atter opridser muligheden for økonomiske og juridiske indgreb mod medierne. For, som det hedder allerede i indledningen: »Journalistikken er ved at miste sin etiske fiber«.

Noget lignende har man hørt igen og igen over de seneste par år. Er der noget, de fleste politikere kan enes om, er det at den er ilde fat med medierne, og at det kan få konsekvenser enten i kraft af en opstramning af medielovgivningen – eller for mediestøtten. Det er ganske betænkeligt, at der er ved at blive skabt politisk konsensus i Danmark om nødvendigheden af et indgreb mod den pressefrihed, vi kender i dag. Der oppiskes en stemning, eftersom det ikke er svært at skabe opbakning til det synspunkt, at det er for galt, når mennesker hænges uretfærdigt ud i medierne. Problemet er, at kampagnen mod medierne bygger på forvrængninger, generaliseringer, misbrug af enkeltcases, fordomme – alt sammen med det sigte at nå frem til den betænkelige konklusion. At der er behov for et indgreb mod medierne.

Helst frivilligt. Men hvis ikke... Flere af de sager, der fra politisk side igen og igen bringes op som beviser på, at noget er helt galt i dansk presse, er indiskutabelt ubehagelige. Henrik Gade Jensen-sagen. Naser Khader-sagen. EBs omgang med spindoktor Peter Arnfeldt. Samme avis’ udhængning af en uskyldig mand fra Herning som morder. Spørgsmålet er dog, om disse enkeltsager kan bruges som bevisførelse i en anklage om hastigt svigtende etik i dansk presse? Svaret er, at det kan de ikke. De har intet med hinanden at gøre.

De kan ikke bruges til at beskrive en bestemt tendens. De kan ikke tjene som dokumentation for, at redaktører og journalister er ude på et etisk skråplan. Den påstand er svær at bevise – ligesom påstanden om en skridende etik. Men antallet af sager i Pressenævnet må trods alt være et pejlemærke. Der har ikke over de senere år været en stigning i antallet af sager indbragt for Pressenævnet eller sager, hvor der er udtalt kritik. Antallet er tværtimod ualmindeligt stabilt. Tilbage er nogle mere eller mindre spektakulære sager og forløb, der nu går deres sejrsgang som genbrug, når politikere truer med indgreb mod medierne. Sager som også Pind, Fogh Hansen, Holm og Hermansen tager afsæt i, hvorefter de skrider til udokumenterede påstande om, at mediernes etiske habitus er i opløsning: »Der er en gusten kynisme,« skriver de fire. Det kan »virke, som om der i den moderne presse uddeles et usynligt rygmærke for beskidte handlinger«. »Journalister afkræves at producere flere skandaler end nogensinde før«.

Havde den samme form for non-dokumentation og guilt-by-association været anvendt i en journalistisk kampagne i et medie, ville det med rette have kunnet medføre alvorlig kritik. Det er imidlertid en facon, som går igen, når der skal samles ammunition til den på forhånd trufne konklusion, at det er tid til et indgreb mod medierne. Da Karsten Lauritzen (V) og Jacob Bjerregaard (S) i foråret skrev kommentaren om Den døende vagthund i Berlingske, brugte de udelukkende Løkkes bilagssag og Thornings skattesag til lige så generaliserende påstande om, at »sludder, sladder og mangel på substans kendetegner i dag aviser og elektroniske medier«. Flere andre har gjort det samme. Socialdemokraternes Mogens Jensen. Folketingets samlede rets- og kulturudvalg i en beretning i februar. Den konservative Lars Barfoed på en høring om medieansvar på Christiansborg i april. Og Henrik Sass Larsen (S) har som bekendt i anden anledning truet med at tage mediestøtte fra de borgerlige aviser.

Som flere andre kræver Pind, Fogh Hansen, Holm og Hermansen en magt, der kan holde øje med den fjerde statsmagt. En presseombudsmand med langt flere instrumenter til rådighed end det nuværende pressenævn. Presseombudsmanden skal udover bødeudskrivelse have magt til at »vurdere, om der er anvendt en forsvarlig journalistisk metode«. Og han skal kunne »udstøde brodne kar fra standen«. De fire nævner Advokatnævnet som et forbillede. Dette nævn kan udstede bøder eller andre sanktioner i forhold til advokater, der har overtrådt god advokatskik. Hvorfor dog ikke bare kopiere dette? Det er der flere grunde til. En af de vigtigste er sagsbehandlingstiden. Advokatnævnet bruger i nogle tilfælde over 20 måneder. Til sammenligning tager sagsbehandlingen i Pressenævnet i snit 60 dage. Er det af betydning?

Ja, præcis i sager om folk, der er blevet uberettiget hængt ud i pressen. Mennesker, der er ofre for dårlig presseetik, må have krav på, at falske påstande hurtigt kan dementeres. Samtidig er journalister og redaktører modsat advokater ikke indehavere af beskyttede titler. Det bunder jo i, at de dybest set ikke benytter sig af andre magtmidler end deres grundlovssikrede ytringsfrihed. Vil man stække denne magt, risikerer man at stække ytringsfriheden. Vil man således forhindre bestemte journalister i at skrive og ytre sig? Eller skal alene mennesker med godkendte journalistbestallinger kunne skrive i medierne? Begge dele er indlysende demokratisk uholdbart. Og i øvrigt umuligt at administrere i en tid, hvor enhver med en computer kan åbne eget medie og blive redaktør eller journalist. Dertil kommer, at Pressenævnet jo ikke er den eneste sanktionsmulighed, der findes, hvis man ønsker oprejsning efter en urimelig tilsværtning. I sagen om DRs historie om fejlagtige beskyldninger mod en overlæge på Rigshospitalet blev både journalist og redaktør idømt dagbøder. I 2012 blev Søndagsavisen dømt til at betale en erstatning på 750.000 kroner for en fejlagtig testartikel. Så det passer ikke, at der mangler systemer til at håndtere disse sager, når de opstår.

Virkeligt foruroligende bliver dog den slet skjulte trussel, som også lanceres af de fire kronikører. Man nævner muligheden for en »statslig kontrolinstitution«. Og undlader pressen at tøjle sig selv, »vil der sikkert – om ikke nu, så på sigt – blive taget politisk initiativ til, at Folketinget udstikker de juridiske rammer for pressen anderledes«. Sådanne skridt ser man flere steder i Europa. Den frygtelige News of the World-aflytningsskandale har medført initiativer til markante stramninger af medielovgivningen i Storbritannien. I Ungarn er der indført en skarp kritiseret lovgivning med et statsligt, politisk styret medieråd, der fungerer som overdommer i forhold til ungarske medier. Det gør det ikke mindre ildevarslende at høre danske politikere på et løsagtigt grundlag true med lovindgreb mod medierne. Tilbage står spørgsmålet, om der slet ingen uheldige tendenser er i medieudviklingen? Svaret er – jo.

Nye onlinemedier, 24 timers nyheds-TV og info-kakafonien også på sociale medier betyder, at der nemt går mediemæssig rundhyl i en sag. Denne udvikling er vi i medierne nødt til at tage bestik af. Samtidig har forandringen af det politiske liv med spindoktorer og mediernes modsvar i form af et kommentatorkorps været med til at rejse berettigede spørgsmål om fokus på spil snarere end substans i den politiske dækning. Men at bruge enkeltsager til generaliseringer om, at politiske journalister i 2012 ustandseligt lader sig bruge som villige redskaber – der er dog et stykke. Hvis politikerne gad bruge kræfter på andet end at male et falsk fjendebillede af medieudviklingen, kunne der skabes grundlag for en redelig diskussion om den demokratiske debat.

Og for, at politikernes og mediernes troværdighed, der ligger side om side og lavt i de fleste målinger, kan løfte sig. Det kræver givet en indsats og ægte vilje til selvkritik og selvregulering fra de medier, som trods alt kun har ordet i deres magt – med den alvorlige skade, det alligevel indimellem kan forvolde. Men det kræver også politikere som forstår, at hvis de misbruger den konkrete magt, de har til rådighed til med loven i hånd at stække den frie presse, så vil det skade demokratiet langt mere og varigt, end nogen beskidt og løgnagtig forsidehistorie nogensinde har gjort.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.