25. december 2010, 20:14

Julen er hjerternes fest, siger man. Men måske er det mere passende at kalde den forbuddenes fest. Faktum er i hvert fald, at mange af de ting, vi forbinder med en klassisk jul, er i gang med at blive forbudt, reguleret og på andre måder sat i skammekrogen. Tænk blot på al den gode mad: Flæskestegen, andestegen, gåsestegen, de brune kartofler og al den fede sovs.

Godt smager det, men i fremtiden skal staten også have sit pund kød i form af en fedtafgift. Til maden nyder vi måske et par glas vin - der skal nu betales vinafgift, og med strengere anbefalinger står sundhedsmyndighederne klar med den hævede pegefinger, hvis vi drikker for mange genstande. Når slikskålen kommer på bordet, skal der betales sukkerafgift, og hvis fader får lyst til at nyde en cigar, må det foregå ude i den kolde sne.

Når jeg ser glade mennesker til alle julens arrangementer nyde den gode mad, så forstår jeg ikke, hvor den tavse flok bliver af i debatten om fremtidens Forbudsdanmark - for det er der vi er på vej hen. Med stormskridt.

Måske har det noget at gøre med, at vi i så mange år har levet i Velfærdsdanmark. I en velfærdsstat betaler vi for andre menneskers livsførelse, og vi føler os derfor berettiget til også at blande os i hver eneste lille pebernød, der ryger i gabet på naboen. "Skal man virkelig have lov til at være usund, når andre betaler hospitalsregningen?", spørger vi retorisk. Derfor er det i dagens Danmark ikke svært at skabe opbakning bag øgede afgifter, indskrænkninger af den personlige frihed, og forslag om, at de fede og rygerne værsågo' har at skrubbe bagerst i køen til lægen.

Forleden aften i København så jeg fire rygere krybe sammen under en parasol med påmonteret varmelampe; en lille luksus med hilsen fra caféejeren. Det var imidlertidig så koldt, at varmelampen ikke engang kunne opvarme sneen under parasollen. Jeg kunne ikke lade være med at spekulere på, om det er den slags, vi skal byde vores medmennesker.

Alt dette gør vi, fordi eksperter og visse politikere drøner frem mod en utopi om det risikofrie samfund. Et samfund, hvor man næsten kan undgå død og andre triste begivenheder, hvis blot vi lader staten træffe beslutningerne for os. Hvor endnu en afgift eller forbud ingen rolle spiller, hvis blot det sker i sundhedens navn. Hvor selv prisen på klejner bliver et politisk spørgsmål, som da en venlig politiker forleden ønskede disse traditionelle julegodter undtaget fra fedtafgiften.

Jeg argumenterer ikke for - som Anders Matthesen har gjort - at den eneste advarsel, som skal eksistere i verden, er skiltet ved din udgangsdør, hvor der står »udgang på eget ansvar«. Men jeg mener, at vi i balancegangen mellem tryghed og frihed er ved at kamme over til fordel for trygheden.

Et risikofrit samfund må aldrig være et mål i sig selv; målet må være, at vi har en oplyst befolkning, der kender risikoen, før de træffer valg i livet. Hvis vi blot går op i at lovgive mod alle farer i livet, så ender vi med at komme for sent mange gange. Især hvis vi har skabt en befolkning, der ikke længere tænker selv og hvor individet ikke længere er sig sit personlige ansvar bevidst.

I bestræbelserne på at nå hurtigst muligt til det risikofri drømmesamfund, opfinder vi en række bastardbegreber. Det er begreber, der alle udspringer af ideologien om risikofrihed. Der er mange bastardbegreber, men det værste er dog det såkaldte forsigtighedsprincip, der har vundet indpas i bredere debatter, og ikke længere er forbeholdt en snæver miljødebat i EU.

Der findes mig bekendt ikke en fast definition af forsigtighedsprincippet. Det tætteste, man kommer, er følgende fra EU-Oplysningen: »Forsigtighedsprincippet kan anvendes, når der er behov for et hurtigt indgreb, fordi der muligvis foreligger en fare for menneskers, dyrs og planters sundhed eller for miljøet i tilfælde, hvor de tilgængelige videnskabelige data ikke muliggør en fuldstændig risikovurdering.«

For at sige det kort, og en anelse polemisk: Hvis vi ikke har nogen beviser for, at det er farligt, og nogen mener, at det er det måske nok, så må vi hellere skride til forbud. Denne tilgang til forsigtighedsprincippet betyder, at vi med hastige skridt bevæger os mod en samfundsdagsorden, hvor grundig videnskabelig evidens ikke længere er et bolværk mod indskrænkninger af den personlige frihed. Mavefornemmelser og lange, bange sange kan bruges til at retfærdiggøre indskrænkninger i vores frihed.

Når der ikke stilles andre krav til lovgivning end ren og skær tvivl, står det skidt til. Så har vi som borgere ikke længere nogen basal beskyttelse af vores grundlæggende ret til at træffe valg i livet, ligesom pligten til at tage konsekvenserne med åben pande kan gemmes ned under dynen. Dermed deponerer vi endegyldigt vores rettigheder og pligter i hænderne på 179 folkevalgte. Det vil sige 179 mennesker, der basalt set har den samme information som vi andre. Der er ikke tale om mennesker, hvor Gud er steget ned fra himlene og har skænket dem en særlig indsigt i, hvad der er bedst for alle andre. Men det har vi en tendens til at glemme, når bare det er nogle andre, det går ud over.

Ikke-rygerne har ikke noget imod, at der bliver lavet forbud mod rygning. De asketiske har ikke noget imod en fedtskat. Og når man ikke selv cykler, har man intet imod, at cyklisterne bliver påbudt at køre med cykelhjelm. Og sådan fortsætter det, for det er min påstand, at der næsten altid vil være en minoritet, der nyder de forskellige laster. Når meningsmålingen siger god for indgrebet, så er mandaterne sikret til næste valg, og forsigtighedsprincippet giver os den endegyldige undskyldning for at iværksætte det nødvendige. Nægter den ansvarlige minister at give efter, garanterer jeg for et åbent samråd, hvor ministeren skal forklare, hvorfor denne er ligeglad med befolkningens ve og vel.

Som borgere og vælgere er det vores pligt at stoppe op og tænke os godt om. Vi kan selv være med til at forme udviklingen, men det kræver en grundlæggende accept af andres ret til at synde, og andres ret til at vælge og tage ansvar. Vi bør alle tage stilling til, om tabet af friheden er en passende pris for at leve i en velfærdsstat. For vi kan lige så godt se det i øjnene: Det går med forsigtige skridt i den forkerte retning.

Når vi sidder bænket rundt om julebordet i højtiden, så synes jeg, det er værd at tænke på, hvor længe vi har den fornøjelse. For flæskestegen bliver dyr i de kommende år, og hvem ved, om der serveres snaps til silden? Nytårscigaren kan vi godt glemme alt om.

Jeg synes i hvert fald ikke, at et Forbudsdanmark er prisen værd for at kunne putte sig i barnepigestatens lune, men omklamrende favn.