Indspark

Journalister mod ytringsfrihed

Ytringsfrihedens sigte er at sikre retten til at fremsætte kontroversielle, generaliserende og potentielt krænkende udsagn. Ukontroversielle udsagn, som ikke krænker nogen, behøver ingen juridisk beskyttelse. Også under Stalin, Hitler og Pol Pot havde man al mulig ret til at sige, at vejret var godt.

Mikkel Andersson: »I praksis er racismeparagraffen blot en juridisk måde at skabe ulighed for loven på. Den tilsiger, at nogle menneskers følelser er vigtigere end andres, hvis de kan påberåbe sig et bestemt gruppetilhørsforhold. Hvis du forhånes på baggrund af din »race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering«, kan du kræve, at den formastelige trækkes i retten.« FOTO: SCANPIX
Mikkel Andersson: »I praksis er racismeparagraffen blot en juridisk måde at skabe ulighed for loven på. Den tilsiger, at nogle menneskers følelser er vigtigere end andres, hvis de kan påberåbe sig et bestemt gruppetilhørsforhold. Hvis du forhånes på baggrund af din »race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering«, kan du kræve, at den formastelige trækkes i retten.« FOTO: SCANPIX

Der er få faggrupper, som faktisk lever af ytringsfriheden. Journaliststanden er en af dem. Derfor er det så meget desto mere sørgeligt, at nogle af dem, der enten uddanner eller repræsenterer journalister, har en opfattelse af, at ytringsfriheden primært skal anvendes til hyggelig passiar, der ikke støder nogen.

På Journalisthøjskolen har man eksempelvis en forskningschef, Ejvind Hansen, der har udgivet en hel bog om emnet. I ramme alvor erklærer han, at »ubegrænset ytringsfrihed kan være lige så invaliderende for et samfund, som det kan være, når totalitære stater kun tillader en meget restriktiv ytringsfrihed«.

Her må man forstå, at USA, der stort set kun kriminaliserer opfordringer til vold og injurier, i praksis nærmest er at sidestille med Sovjetunionen eller tilsvarende regimer fra det 20. århundredes alt for omfattende rædselskabinet.

Også Journalistforbundets formand, Lars Werge, har erklæret sin veneration for racismeparagraffen. Han går skam ind for ytringsfrihed, forklarer han, men lige netop racismeparagraffen er OK, for der er »jo tale om en form for minoritetsbeskyttelse«, der blot skal »regulere rammerne for ytringsfriheden«. Det argument ville man også kunne fremsætte om en paragraf, der kriminaliserede kritik af regeringen, Kongehuset og alle mulige andre grupper, der udgør en lille del af befolkningen. En sådan »regulering« ville Werge dog næppe støtte.

For i praksis er racismeparagraffen blot en juridisk måde at skabe ulighed for loven på. Den tilsiger, at nogle menneskers følelser er vigtigere end andres, hvis de kan påberåbe sig et bestemt gruppetilhørsforhold. Hvis du forhånes på baggrund af din »race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering«, kan du kræve, at den formastelige trækkes i retten.

Men folk, der forhånes på baggrund af handicap, job, hårfarve, vægt eller en million andre ting, må bare lære at leve med det. Erklærer nogen, at tilhængere af en given religion er dovne og uduelige, er det potentielt kriminelt, mens dette ikke er tilfældet, hvis man siger det samme om pædagoger, kapitalister eller venstrehåndede.

Ytringsfrihedens sigte er at sikre retten til at fremsætte kontroversielle, generaliserende og potentielt krænkende udsagn. Ukontroversielle udsagn, som ikke krænker nogen, behøver ingen juridisk beskyttelse. Også under Stalin, Hitler og Pol Pot havde man al mulig ret til at sige, at vejret var godt, uden at myndighederne greb ind.

Ytringsfrihedens rationale er netop, at udsagn må vurderes af en oplyst offentlighed, og det sker hele tiden. At mange mennesker fandt Lars Hedegaards udsagn om, at muslimer voldtager deres børn, grotesk, skyldtes ikke, at han langt senere kom i retten for det, men at de var uenige og vurderede udsagnet som absurd. Særligt for journalister burde det være indlysende, at også synspunkter, der forekommer krænkende og generaliserende, har ret til at blive bedømt af offentligheden og ikke domstolene, samt at Danmark ville blive et bedre sted, hvis man sløjfer de sære paragraffer, der søger at undtage bestemte grupper fra de generaliseringer, der nu engang er et vilkår i samfundsdebatten.

For som salig Poul Henningsen engang erklærede: »Hvis der ikke foregår udskejelser og misbrug af trykkefriheden, så har vi ingen.«

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.