Kommentar

Jeg vil ikke holde min mund

Der er mange lighedspunkter mellem krigen i Jugoslavien, som jeg oplevede i 1992, og terror i Europa i dag. Vi har politikere, der hellere vil bygge volde end lukke grænser, og de mennesker, der kommer med konstruktiv kritik og – endnu mere – med konstruktive løsninger, bliver forsøgt truet til tavshed.

Mersiha Cokovic.
Mersiha Cokovic.

Jeg var 12, da det startede. Da de første bomber ramte vores by.

Vi gemte os på det lokale hospital. Ingen er kynisk nok til at skyde efter et sygehus, tænkte vi. Men der gik ikke længe, før de serbiske styrker overbeviste os om det modsatte.

Der gik ikke en uge, før jeg sad på skolebænken igen og knoklede efter topkarakterer, for skoleåret var ved at være omme. Og igen gik der ikke engang en uge, før etnisk udrensning startede i min by.

Inden krigen brød ud i min by, så vi den i fjernsynet. Dengang hed det stadigvæk Jugoslavien. Slovenien blev angrebet af Serbien, da regionen søgte om statslig selvstændighed. Men Slovenien var jo så langt væk. Så det rørte os ikke så meget.

En måned senere, så vi i fjernsynet, hvordan serbere angreb Dubrovnik, jævnede Vukovar med jorden, og selv Zagreb kom under angreb. Men hey, det var jo bare Kroatien.

To uger senere, under et serbisk bryllup i Sarajevo, blev der skudt på kryds og tværs, og det stoppede ikke. Men det var hele 80 km væk. Så det ramte ikke os. Indtil det gjorde det. Og det gjorde det med 180 i timen.

Vi anede ikke, hvad der skete, hvordan eller hvorfor. Vi vidste bare, at vi kunne dø, når det skulle være. Jeg husker det, som det var i går. Jeg husker den følelse af frygt og rastløshed, som intet barn nogensinde burde føle. Bevidsthed om min egen dødelighed og sårbarhed og forståelse af, at mine egne forældre, for første gang nogensinde, ikke kunne beskytte mig.

Jeg blev voksen på en nat. Det bliver man, når man erstatter søde tanker om drenge og første kys med tanker om egen overlevelse, og om man lever længe nok til at blive 13.

I løbet af de seneste 15 måneder har vi været igennem alt lige fra Charlie Hebdo, over terror i København, Frankrig, Sverige, Tyrkiet, Elfenbenskysten og til Belgien, og vi har ikke rørt os en millimeter.

Vi er stadigvæk ligeså udsatte og skrøbelige overfor terror, som vi var den 14. februar sidste år, da København blev ramt af terror. Vi udviser mere frygt, mistro og er blevet mere polariserede, men vi er ikke mere trygge eller bedre beskyttet, end vi var sidste år.

Hvis jeg skal sammenligne denne tid med ’92, da jeg var 12 år, vil jeg sige, at jeg føler, at jeg sidder på den skolebænk og stræber efter et bedre liv for mine børn, men det er bare et spørgsmål om tid, hvornår jeg igen skal stoppe med at dagdrømme om mit næste kys og starte med at tænke på, hvordan pokker jeg skal beskytte de to uskyldige sjæle, jeg har sat i denne verden.

Jeg ønsker ikke, at de skal indse, som jeg dengang gjorde, at deres forældre ikke kan beskytte dem for terror og rædsler.

Man kan på mange punkter sammenligne vores dage med 1992. Vi er ligeså blåøjede i dag, som mit folk var i 90erne.

Vi har politikere, der hellere vil bygge volde end lukke grænser, og de mennesker, der kommer med konstruktiv kritik og – endnu mere – med konstruktive løsninger, bliver forsøgt truet til tavshed. Folk, der har forudsagt disse tilstande, lever under personlig beskyttelse eller bliver i bedst tilfælde stemplet som racister og landsbytosser, og de, der støtter samme, bliver svøbt ind i bobleplast i form af ytringsfrihed og retten til at forsamle sig.

Man kan ikke holde Bat Mitzvah (jødisk konfirmation, red.) i Danmark, uden at være i farezonen, mens Hizb-ut Tahrir, som svarer til Grimhøjmoskeen på steroider, kan forsamle sig uden at skulle bruge personlig beskyttelse.

Jeg ved ikke, om man kunne have reddet Balkan fra folkemord og hvordan. Jeg har aldrig haft en forståelse for den krig, jeg selv har gennemlevet, og som tog nogle af de absolut nærmeste og kæreste fra mig. Men jeg ved, at uanset hvad, er det værd at prøve. Vi kan ikke skrue tiden 24 år tilbage, men vi kan forsøge at gøre noget ved vores egen og vores børns fremtid. At sørge for, at vi får en (fremtid!).

Danmark er blevet en hæveautomat for syrien-krigere og et glasbur for rabiate imamer. Flere og flere underkaster sig den totalitære form for islam, og det bliver værre og værre for hver generation, der går.

Medierne agerer mikrofonholdere for islamister og lader de såkaldt moderate imamer og talsmænd snige sig uden om at svare på spørgsmål om, hvorvidt de går ind for eller tager afstand fra sharia. De får en platform til åbent at påvirke unge mennesker, til at skade andre mennesker, sende mindreårige til krigsområder og i det hele taget opfordre til had.

Jeg er et meget liberalt mennesker og går ikke ind for tankepolitiet. Jeg mener, selvfølgelig, at man skal have lov til at praktisere sin tro, så længe man ikke skader andre. Kald mig paranoid, men jeg har tidligere set, hvordan folks tro skader andre og tager folks liv – hvordan folk, dengang i kristendommens navn, med en præsts velsignelse, skar halsen over på mænd, kvinder og børn.

Jeg har tidligere set mennesker, der sætter andre ting højere end liv, og set folk, der ikke er bange for at dø eller at miste, er nogle, vi slet ikke er udrustet til at kunne tackle eller forhandle med. Og så kan politikerne plapre løs om demokrati og sammenhold, som disse fanatikere i forvejen skider på.

Det er ved at løbe mig koldt ned af ryggen, hver gang, jeg hører ord som »dialog«, »sammenhold« eller »demokrati«. Ikke, at jeg ikke kan lide disse tilstande og handlinger, men i den situation, vi står i, giver de bare slet ingen mening. Det gør til gengæld (om det så bare er midlertidigt) lukkede grænser og udvisning af folk, der på en hvilken som helst måde er til fare for vores samfund.

Jeg er nået til et punkt, hvor jeg er træt af at høre min egen stemme og læse samme ord igen og igen, men jeg har, som sagt, sat to vidunderlige børn i verden og vil gøre alt for, at de aldrig får den følelse i maven, som jeg havde for 24 år siden. Om det så fortsat betyder trusler, tilsvininger eller det, der er værre, har I ikke hørt det sidste fra mig.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.