Karen Schultz: Hvor blev den dårlige samvittighed og ordet undskyld af? Befinder vi os i en ny tid, hvor menneskeligt samvær og magtfordeling mellem høj og lav, mellem rig og fattig og mellem den enkelte og fællesskabet bliver tilrettelagt som et strategospil, hvor dyder som ærlighed, oprigtighed og fortrydelse er forsvundet?
24. maj 2010, 22:30
I gammel tid havde vi ledende forbilleder, der byrdefuldt tog ansvaret på sig, opførte sig autoritativt, men ikke uden at svede offentligt hvis de havde gjort i nælderne, og ja - også kunne være koleriske og/eller påståelige alt efter personlighed. Nu har vi ledende forbilleder, der deler ansvaret med mange andre, påkalder sig demokratiets dyder om egenret og gør det med pudderfast tørhed i panden selv, når lokummet lugter ilde, og ja - også drejer facts, så de aldrig ser ud til at begå fejl. Hvor blev den dårlige samvittighed og ordet undskyld af?
Der eksisterer en fortælling om Helle Thorning-Schmidt fra hendes tid i EU. Fortællingen lyder, at hun på et kommissionsmøde havde et indlæg, hvori hun gav nogle informationer, som vitterligt viste sig at være forkerte. En sådan begivenhed er set før. Ikke bare fra hendes mund. Ikke bare i EU. Vi kender det jo alle sammen godt. Godt så. På det næste møde, hvor kommissionen allerede godt vidste, at informationerne fra sidst var forkerte, tog Helle Thorning-Schmidt igen ordet om den pågældende sag. En sådan begivenhed er set før. Ikke bare fra hendes mund. Ikke bare i EU. Vi kender det jo alle sammen godt. Her skal korrigeres og undskyldes. Tingene må på plads.
Helle Thorning Schmidt indledte sit indlæg ved at sige: »Jeg har fået nye informationer.« Vi lader den stå et øjeblik, mens vi hver for sig på egen måde kan eftertænke, hvordan man også kunne have formuleret sig.
Nu er det ikke sikkert, at selve forællingen fra ord til andet er fuldstændig korrekt. I psykologien er man i disse ord dog meget optaget af, hvad fortællingen ender med at være (om det bagudrettede), men også af, hvad fortællingen kan blive (om det fremadrettede). Der har spredt sig en grundlæggende antagelse om, at du som menneske selv er med til at forme din fortælling fremadrettet. Du har i virkeligheden stor indflydelse på, hvordan fortællingen skal blive, for du kan iscenesætte og sprogliggøre begivenheder på en særlig måde, så det tager sig ud sådan, som du ønsker dig. Ja, du kan ligefrem ansætte folk til det grove, så du via en spindoktor kan tage dig af andre dele af dit - helbred, og du kan gøre det med fuld energi i forvisning om, at din doktor tager sig af spintarmen, også når der går betændelse i den.
En ung politiker i EU har endnu ikke folk til det grove, og det har afgjort været vigtigt for Helle Thorning-Schmidt selv aktivt at forme egen fortælling. Og hun har gerne villet fremstå som en fejlfri, ikke-skyldig og pletfri politiker. Derfor. Vi har set en lignende undvigelsesadfærd fra Lene Espersen og fra Villy Søvndal fx, mens Lars Løkke Rasmussen har lignet en skyldig mand, der sandt for dyden svedte igennem.
For en psykolog er det finurligt at studere disse forskellige former for adfærd. For hvor blev den dårlige samvittighed og ordet undskyld af? Befinder vi os i en ny tid, hvor menneskeligt samvær og magtfordeling mellem høj og lav, mellem rig og fattig og mellem den enkelte og fællesskabet bliver tilrettelagt som et strategospil, hvor dyder som ærlighed, oprigtighed og fortrydelse er forsvundet? Hvor fejl ikke begås, men hvor adfærd refortolkes, så det tager sig godt ud udefra set? Hvor det indefra kommende i form af skyldfølelse, tvivl og eftertænksomhed ikke er velkomment, fordi det mudrer glansbilledet og i øvrigt tager alt for lang tid, så det må væk, ud, gemmes, glemmes?
Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal valgte at præsentere deres Fair Løsning på en tirsdag kl. 11. Om det tidspunkt ved vi, at vores statsminister holder sit ugentlige pressemøde. Han har konfirmeret dette tidspunkt som sit; han har overtaget det fra den forrige, som har overtaget det fra den forrige igen. Tidspunktet er en rituel gentagelse af noget dyrebart for Danmark. Vi har faste holdepunkter for og om mange ting for at kunne genkende noget fra uge til uge, fra år til år. Vi ynder fx en særlig måde at holde vores fredag aften på eller at fejre vores fødselsdag på. Vi kender det alle sammen godt. Det giver os tryghed. Der er noget, der varer ved, og som man kan regne med.
Kun ved at have eftertænkt, hvor dyrebart netop et tidspunkt er i kraft af dets indhold og dets varighed bagud i tid, bliver man klar over, hvor voldsom en aggression det er planlagt at tage det, at gøre tidspunktet til sit eget. Spindoktorerne har faglig erektion over, hvor magtfuldt gjort det var af folkene bag Fair Forandring
For en psykolog tager det sig snarere ondskabsfuldt ud. Og hvis ondskabsfuldhed kommer fra en person, der i øvrigt aldrig selv mener at have begået nogen fejl, ja, så foretrækker jeg den småsvedende person uden pudder, der tydeligvis er flov over at have afleveret forkerte bilag på fadbamser. For én ting blev jeg da helt sikker på dengang: Dét gør han aldrig mere.
Med det fejlfri menneske uden dårlig samvittighed er jeg knap så sikker. Dette postmoderne menneske får jo igen og igen nye informationer.
Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten