Opinion

Jeg fortryder ikke ordet naziislamisme

Søren Pape Poulsen: Den radikale islamisme har en lang række fællestræk med nazismen: Et ekstremt had til jøder, afbrænding af bøger og ødelæggelse af uvurderlige kulturgenstande, fordi alt fremmed bliver betragtet som ondt

Jeg har over de seneste uger fået spørgsmål om, hvad baggrunden for vores igangværende STOP-kampagne er, og hvorfor vi blandt andet bruger udtrykket STOP naziislamisme. Er det ikke for meget protestparti bare at sige stop, og er naziislamisme ikke et for stærkt udtryk?

Baggrunden for kampagnen er et ønske om et anderledes Danmark. Et Danmark med lavere skat på lønninger og ejendomme og langt mere frihed til den enkelte. Et Danmark med fokus på vores fælles værdier og den kultur, vi kommer fra, og et Danmark med lov og orden, hvor vi kan leve trygt med vores kære, uden frygt for indbrud og overgreb. Det kræver, at vi stopper op, siger fra og ændrer Danmark.

Naziislamisme er et stærkt udtryk, og jeg skal være den første til at beklage, hvis nogen har følt sig stødt. Det har aldrig været vores intention. Men jeg fortryder ikke, at vi har brugt udtrykket og startet debatten. Vi står i disse år med et stigende problem fra den ekstreme islamisme. Det er et problem, som vi er nødt til aktivt at bekæmpe. Jeg mener, at en af de måder, vi gør det på, er ved at få det frem i lyset og kalde det ved dets rette navn. Og det navn er naziislamisme.

Læs også: Leg med slogans

Den radikale islamisme har nemlig en lang række fællestræk med nazismen: Et ekstremt had til jøder, afbrænding af bøger og ødelæggelse af uvurderlige kulturgenstande, fordi alt fremmed bliver betragtet som ondt. Stræben efter det nye tusindårsrige. Udryddelse af mindretal af enhver art. For bare at nævne nogle af de mest åbenlyse fællestræk.

Jeg vil gerne gøre det helt klart, at vi i Det Konservative Folkeparti intet har imod verdens 1,5 milliarder muslimer. Det, vi har noget imod, er de ekstremister, som har fordrejet en af verdens store religioner til en ekstrem og perverteret politisk ideologi: islamisme. En ideologi, som vi ser hærge i Mellemøsten, og som indtil videre har inspireret over 100 unge danskere til at tage af sted for at kæmpe for blandt andet Islamisk Stat og Boko Haram. En ideologi, som har inspireret terroristerne bag terrorangrebene i Paris og København, og som desværre får mere og mere fodfæste i en række af vores belastede boligområder.

Den ideologi har vi noget imod, og den vil vi bekæmpe med alle lovlige midler herhjemme og i udlandet. Først og fremmest af hensyn til danskernes sikkerhed, men også af hensyn til de mange muslimer, som hver dag bidrager positivt til det danske samfund. De skal ikke slås i hartkorn med de ekstremister, som begår uhyrligheder i deres religions navn.

Læs også: Nazi-karrusellen

Men er alle ikke enige i det? Jo, men som vi har kunnet konstatere i debatten de sidste to uger, er vi fundamentalt uenige om, hvordan vi bedst gør det. Jeg tror, at et vigtigt skridt i denne kamp er at italesætte problemet helt tydeligt for alle danskerne – uanset baggrund og religion. Det gør vi med udtrykket naziislamisme. Støder det nogen? Ja, det gør det. Er det et mål i sig selv? Nej, på ingen måde.

Mest læste
Seneste nyt

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.