Opinion::

Jeg er træt af sundhedsformynderi

Karen West: Det er mig en gåde, hvorfor formanden for Forebyggelseskommissionen, Mette Wier, så indædt kæmper for flere forbud og afgifter, så danskerne kan leve 3 år mere.

Hun udtaler, at det bliver meget svært at nå det mål, for uden nye forbud og afgifter vil danskerne stadig placere sig et godt stykke nede på skalaen over middellevetiden.

Vi bliver hele tiden sammenlignet med Sverige, hvor de jo netop lever næsten 3 år længere, og det er Mette Wiers klare opfattelse, at det alene beror på vores billige cigaretter og den deraf større procent rygere. Men bruger man Statens Institut for Folkesundheds egne tal, kan man direkte læse, at dødeligheden for alle aldersgrupper er højere i Danmark end i Sverige. Det kan vel næppe skyldes rygerlunger, når 0-24-årige har en større dødelighed i Danmark. Og sådan fordeler det sig op gennem aldersgrupperne, eller næsten, for oppe i 85-års alderen, så bliver dødeligheden højere i Sverige.

Hvad det skyldes, er der ingen, der ved. Og endnu mere underligt er det, at i Japan, hvor en meget større del af befolkningen ryger, og hvor millionbyerne rykker folk tæt sammen, har de den længste levetid i hele verden. Eller i England og Irland, som kun bliver ca. 1 år ældre end os, dér har cigaretterne længe være dyre og rygeforbuddene har eksisteret i adskillige år. Grækenland ligger også bedre end os, men dér ryger de rigtig meget.

Måske skulle Mette Wier finde nogle andre årsager til vores alt for »tidlige« død end tro, at forbud og atter forbud får os til at leve længere. Hvad Mette Wier ikke har spurgt danskerne om, er kvaliteten af danskernes »korte« liv, og om de selv synes, at et liv med fiskeolie, vand og 10 timers motion om ugen er et godt bytte at give for at nå de famøse 3 år mere i livet.

Det kan for mig virke, som om Mette Wier og »velmenende« politikere er overbevist om, at danskernes adfærd kan styres og formes ved tvang, trusler og begrænsninger. Dertil kommer en meget partisk omgang med statistiske »sandheder«, hvor det er oplevelsen, at vi »forskånes« for tal, der kunne fortælle en helt anden historie om levetider og dødelighed.

Jeg er så træt af, at min frihed og livskvalitet begrænses, og jeg er fuldstændig overbevist om, at skulle jeg leve i overensstemmelse med Mette Wiers og hendes ligesindedes anbefalinger, så kunne jeg trække de første 10 år fra mit liv, idet frustration, stress og irritation som bekendt kan være årsag til mange dødelige sygdomme.

Jeg fristes til at sige, at jeg slet ikke vil blive 3 år ældre, især set i lyset af min egen mor, som aldrig har drukket og røget, og som har spist masser af fisk og fiskeolie, men til trods for sin indsats i dag sidder dybt dement på et plejehjem.

Hold inde med den docerende adfærd og lad os, der nu nyder livet på vores måde, få lov til at sige farvel til livet på det tidspunkt, vi så selv har valgt!