10. november 2011, 22:30

Undertegnede var medunderskriver af den efterhånden famøse kritik (29/9) af Albrightgruppens kvindefikserede ønskeliste til den nye regering og kvindelige (sic!) statsminister (25/9). Således er jeg vel en af disse antifeminister. Jeg har dog børn, i øvrigt i lighed med flere af underskriverne. Susanne Stauns påstand er altså falsk. Hvilket leder mig videre til den tese, Staun fremsætter: at det kræver Liv med Børn at forstå »det enorme skred, der sker efter børnefødsler«.

Ja, livet ændrer sig radikalt efter en barnefødsel. Det er vel ret beset hensigten, selvom man næppe på forhånd kan forberede sig fuldt ud på, hvor anderledes livet med børn er sammenlignet med livet uden. Vi bliver dog ikke alle feminister.

Det kan også ske, at man bliver styrket i sine politisk liberale værdier, når man blandt andet oplever et sygehusvæsen, der har svært ved at finde tid til den nyfødte og til den barslende mor. Eller enhver forælders mareridt: den kommunale pladsanvisning, der er et resultat af et de facto kommunalt monopol på børnepasning, som forlænger ventelisterne og tilsyneladende er af ringe kvalitet. Se også den økonomiske forfordeling af familier med hjemmepassede børn, der allernådigst modtager en mikroskopisk del af de offentlige tilskud, der ellers gavmildt regner ned over forældre med institutionsbørn.

At være førstehåndsvidne til disse konsekvenser af en konstant øget kollektivisering af det private og af det personlige ansvar giver en sandsynlighed for, at man bliver mere politisk liberal, ikke mindre, og at man ønsker sig mindre indflydelse til feministerne, ikke mere.

Det har dog ingen betydning for feminisme-debatten, hvorvidt debattørerne har børn. Fødslen kan sende os i den ene eller anden retning eller lade alt uændret. Hvis feminisme-debatten foregår på et principielt plan, er personlige forhold som disse irrelevante.

Til sidst dette: Jeg skal undlade at kommentere Stauns bemærkninger om hjemmegående kvinder og muffins til hårdtarbejdende mænd. Husk blot, at hendes ærlige betragtninger er udtryk for en stereotyp feministisk foragt for de kvinder og mænd, der tager familielivet alvorligt og selv ønsker at være kulturbærere frem for at overlade ansvaret til børneinstitutioner ejet og udviklet af en velfærdsstat, der hverken har pengene eller evnerne til at udføre de opgaver, den har tiltusket sig.