18. september 2011, 22:30

Da VK-regeringen tiltrådte i 2001, var det med det største antal ikke-venstreorienterede mandater i trekvart århundrede og med de holdningsmæssigt mest ’blå’ vælgere i over 20 år - og med hovedfjenden, Socialdemokraterne, decimeret, derangeret og ydmyget. Forudsætningerne havde måske aldrig nogensinde været bedre for at føre en politik med fokus på personlig og økonomisk frihed, på borgernes ansvar og retssikkerhed, og på at flytte beslutninger fra stat til civilsamfund og marked.

De to partiers kernevælgere kunne næppe have forventet, at partiprogrammerne nu skulle realiseres helt og fuldt, eller blot delvist. I dansk politik skal man som bekendt kunne tælle til 90 - og det betød i praksis sammen med enten DF eller venstrefløjen. Der var sikkert kun få, der realistisk forventede andet end moderate forbedringer og forsigtige reformer. Det kunne man håbe på - og så kunne man i hvert fald forvente, at V og K ikke ville gøre tingene værre.

Men hvad fik man så?

Man fik et tiår med en historisk uset eksplosion i mængden af forbud, påbud og reguleringer. Med politisk indblanding i alt fra hundehaler og hunderacer til hobbyknive, madpakker og hjemme-PCere. Med en undergravning af borgernes retssikkerhed, en centralisering af de politiske beslutninger og en større overvågning af danskerne, end det var praktisk muligt i det gamle DDR.

Man fik et årti med et skattetryk, der nåede at sætte danmarkshistorisk rekord. Med næsten 300 nye skatter og afgifter og et ’skattestop’, man ikke selv respekterede. Med en eksplosion i offentlige udgifter og statslig gældsætning, brugt til at købe vælgerstøtte med og anvendt på at omfordele til og fra folk, der kunne og burde klare sig selv.

Man fik år efter år en større offentlig sektor, med nu over 2 mio. på passiv forsørgelse og knap 800.000 offentligt ansatte. Med over 66 pct. af vælgerne, der i dag har deres primære indkomst via statskassen.

Altsammen gennemført af ministre, der ofte ikke magtede deres opgaver eller syntes at vide, hvad de skulle bruge deres magt til, andet end at gavne dem selv. Med fumlende, usikre, selvmodsigende udmeldinger, og med partispidser der var så opsatte på at være tækkelige, at de talte om ’lighed’ og ’velfærd’ så hyppigt, så de lød som Mette Frederiksen minus 5 pct.

Og slutresultatet? At man har gjort det endnu sværere at gennemføre de nødvendige, velstandsfremmende reformer. At V og K tilsammen har mistet cirka 10 pct.point af stemmerne over et årti. At man er slidt op og med nedslidt image. At man er kommet til at være associeret med næsten alt det, man skulle have været imod. At det vigtigste argument for, at vælgerne skulle stemme på en var, at alternativet var værre.

Næppe nogen kan bebrejde VK-regeringen, hvad den ikke kunne få flertal for - men alle frihedselskende danskere bør med rette bebrejde de to gamle, borgerlige partier ganske meget af, hvad de rent faktisk fik flertal for. I langt de fleste tilfælde kunne man bare have sagt nej eller ladet være, og det triste faktum er, at havde man gjort det, eller var tiden stået stille i 2001, ville Danmark have været et friere og bedre samfund, end det er i dag. VK-regeringerne var - set med borgerligt-liberale øjne - intellektuelt, holdningsmæssigt og realpolitisk en katastrofe.

Hvis ikke V og K tager den kritik og selvransagelse til sig på en konstruktiv måde, er man dømt til at komme til at gentage katastrofen - hvis man ellers får chancen igen.