Opinion

Jarlov gør fædrelandet mindre end det er

Thomas Aastrup Rømer: Rasmus Jarlov fortæller på Facebook og i en forårskronik (29/5), at fædrelandet er en politisk værdi, som bør promoveres af de konservative, og han følger dermed oprustningsånden i Erik Paisleys kronik (16/11) og i Marie Krarups kommentar (23/11).

Thomas Aastrup Rømer, Lektor, Aarhus Universitet
Thomas Aastrup Rømer, Lektor, Aarhus Universitet

Problemet hermed er, at Jarlov og Krarup forudsætter et mindre fædreland end det, der findes.

På et grundlovsmøde i sommer talte Svend Skovmand, som vist er ærkeradikaler, om Danmarks rolle i EU, og vi sang om den nordiske mytologi. Disse grundtvigske temaer var også fremtrædende begrundelseskilder for de folkelige bevægelser i 1980erne, der i hovedsagen bestod af SFere og radikale. De var fædrelandskærlige uden at erklære det, og det er ikke tilfældigt. Grunden kan man læse om i Grundtvigs tekst fra 1834, »det danske firkløver«, hvis blade udgøres af konge, folk, fædreland og modersmål. Fire blade, som tilhører en dansk forudsætning, et dansk liv som vi finder i hele Danmark; også hos BZere og kommunister, hvor forudsætningen gløder, og ikke kun hos Jarlovs lille parti. Og mange af mine røde og blå bekendte, høj som lav, boltrer sig på dansk i den danske æter, men nogen af dem har efterhånden svært ved at synge vores fædrelandssange, fordi de kommer til at tænke på Jarlov eller på Dansk Folkeparti.

Så fædrelandet er ikke en partipolitisk provins, som Jarlov vil det. Alle der kigger på hinanden med et modersmål, og som bader i institutioner, der er skabt af folk og regering i fællesskab igennem mindst 200 år, og som vil det fælles bedste, er i fædrelandet. Fædrelandet er slet ikke en værdi, men en forudsætning, en forudsætning der kan sætte frugter hos alle, og som kan skabe et engageret folkeligt og kritisk liv over det hele. Det er med fædrelandet som med fædre. Fædre er heller ikke værdier, men forudsætninger, der sætter frugt. Den pædagogiske kunst er ikke at råbe støjende om fædrelandet, så de Konservative måske vokser marginalt, mens fædrelandet for alle andre bliver en værdi, der bor hos et bestemt parti. Resultatet af en sådan mekanikkonservatisme er nemlig, at fædrelandet bliver mindre. Nej, den pædagogiske og den virkelig konservative kunst er at gøre fædrelandet til en frit indhøstet forudsætning for vores dømmekraft og folkelige praksis uanset parti, så alle samfundets værdifulde vaner kan genskabes over det hele.

Men vores genskabelsesprocesser, altså vores pædagogik, er i krise. De konservative har bidraget til den Asiens-forskrækkelse og ranglistebegejstring, som pt definerer vores pædagogik fra vuggestue til universitet. Det har de gjort pga. angst for Asien og for den venstregrundtvigianisme og reformpædagogik, som var ridset af 70er-marxismens hærgen. Men ranglisteideologerne er faktisk endnu mere glemsomme, hvad fædrelandet angår, end denne venstrefløj. Der er derfor ingen tegn på nogen konservativ kunst. I stedet er der, Gud forbyde det, tegn på, at fædrelandet reduceres til en polemisk værdi, som skråsikre kommunalpolitikere på stemmejagt kan sprede på valgmøder.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.