29. november 2011, 22:30

Så skete det endelig. Efter en ophedet diskus­sion om, hvorvidt der findes fattige i Danmark. Özlem Cekic fik trukket Joachim B. Olsen med ud på en ’studietur’, hvor den sidstnævnte angiveligt skulle opleve en fattig dansker live.

Olsens eneste krav var at få vedkommendes fulde budget at se. Og det fik både han, Cekic og vi andre. ’Carina’, som denne ’fattige’ dansker hedder, har et månedligt rådighedsbeløb på over 5.000 kroner til sig selv og sin søn. Et beløb, der kunne være højere, havde hun ikke sat sig dyrt med 7.400 i husleje – efter at eksempelvis cigaretter, hund og søns fodboldtræning er betalt. Det er ikke fattigdom. Med en imponerende sum på små 16.000 kroner udbetalt hver måned klarer ’Carina’ sig bedre end mange ufaglærte, akademikere og små selvstændige. Som arbejder. Hårdt. ’Carina’ derimod er ramt af ’angst’ og har derfor været på permanent overførselsindkomst de seneste 20 år. Dette placerer hende rigtignok i en slags fattigdomskategori – men det er ikke et spørgsmål om økonomi. Mere om det om lidt.

Først en tak: Er man borgerlig, er Cekic i disse dage en velsignelse. Ikke bare er det lykkedes hende at demonstrere, hvor svært, om ikke umuligt, det er at opdrive eksempler på reel fattigdom i dagens Danmark. Hun har også gjort det, der er så vanskeligt for borgerlige at trænge igennem i medierne med, nemlig at vække folks retfærdige harme over at gå på arbejde og tjene det samme eller mindre end det, ’Carina’ tjener på ikke at arbejde. Og hun har tilmed formået at inspirere til en debat om selve den velfærdsstat, vi er mange, der er kritiske overfor. Hvis CEPOS har en frihedspris tilovers, bør den gå til denne SFer, der har gjort et stykke solidt, borgerligt meningsdannerarbejde.

Og så tilbage til Cekic’ skæbnesvangre valg af en ’fattig.’ Carina er ikke fattig. Hun er ikke et offer for den økonomiske ulighed. Hvis – hvis – hun er et offer for noget, er det den kulturelle ulighed, som i sidste ende er dét, der betyder mest for, hvordan folk klarer sig i Danmark. Lad mig forklare: Økonomisk ulighed handler naturligvis om, at nogle har mere end andre. Hvor nogle måske har så få penge, at de har svært ved at holde skindet på næsen. Det samme gælder den kulturelle pendant – her er fordelings­enheden blot ikke likvider, men åndelige ressourcer. Det kan være viden, evnen til selvrefleksion, en god arbejdsmoral, intellektuel nysgerrighed, mådehold eller stræbsomhed. Disse ressourcer går ofte i arv fra forældre til børn, hvorfor kulturelt ’fattige’ forældre som udgangspunkt har færre goder at give deres børn. Disse børn er ganske rigtigt dårligere stillet i udgangspunktet end deres ressourcestærke jævnaldrende. De klarer sig dårligere i skolen, på arbejdsmarkedet og måske også i deres privatliv, medmindre de har haft held eller dygtighed til at udvikle en sundere tilgang til jordelivet.

nem forskellige samfundsinstitutioner, som alle til hobe deler et bestemt, overordnet syn på mennesker. Sådanne institutioner kunne være folkeskolen, retsvæsenet, hele underskoven af offentlige behandlersteder og det sociale system generelt. Mennesket er her, som udgangspunkt, et offer. Offer for den økonomiske eller sociale ulighed. Offer for marginalisering, stigmatisering eller en tredje, af venstrefløjen og behandlerklassen opfunden, -isering. Der er mange af dem. Siden velfærdsstatens fremkomst i midten af forrige århundrede har behandlerkorpset og dermed -systemet agiteret aktivt for, at de borgere, der kom i kontakt med dette system, var uden skyld i deres situation. Den koldblodige morder er uden egentlig skyld, for det var jo hans sociale og økonomiske situation, der tvang ham til at gennemføre sin udåd. Den enlige mor med fire børn på overførselsindkomst er uden skyld i sin situation – ingen vover at spørge, hvorfor hun får børn, hun ikke kan forsørge. Hun er et offer, og ligeledes hendes børn. Og dermed er kimen lagt til fortsættelsen og udbygningen af dén socialstat, hvis eksistensberettigelse er klienter. Klienter der er helt i systemets vold. Klienter der nurses af godhjertede ’behandlere.’ Og behandlere skal der til, for livet er, med velfærdsstaten, blevet til en sygdom, der kræver terapi. Væk er fordums dyder om driftighed og ansvar for eget liv. De passer ikke til det post-postmoderne samfund, hvor alt altid er de andres skyld. Især de rige og velbjærgede. Som man belejligt kan beskatte hårdt og dermed tvinge til at finansiere velfærdskolossens tunge, patologiserede fremtid. Og efterfølgende gå glip af både vækst og velstand til hele samfundet. Vi andre sidder tilbage med aben – som i dette tilfælde er en grim menage à trois mellem klienter, behandlere og en forslugen velfærdsstat.

Denne skylds- og ansvarsforskydning ser vi i disse dage langtidseffekterne af. ’Carina’ er et godt eksempel. Her er ingen insisteren på selvopholdelse. Unddraget, som hun er, fra den værdighedsfølelse, der kommer af at sørge for sig selv og sine. Ingen problemer med at påpege, at de mange penge, vi andre betaler, ikke er nok. Ingen skyld, ingen skam. Det er selvfølgelig muligt, at netop ’Carina’ vitterlig ikke kan sørge for sig selv. Men det er der andre, der modtager penge fra staten, der kan.

Fænomenet er systemisk – et menneskesyn, der gennemsyrer og dagligt genfødes i vores såkaldte velfærdssamfund. ’Ingen kvaler, vi andre betaler.’ Sådan plejer sangen at lyde. Men måske Cekic og hendes morsomt uheldige ’case’ har startet en meget tiltrængt debat om netop dette. Skal vi virkelig vedblive med ukritisk at betale de store summer penge til overførselsindkomster? Vil vi have et sådant samfund, der jo ikke giver velfærd, men forårsager og avler økonomisk og åndelig armod? Jeg vil i hvert fald gerne takke nej – af hensyn til både mine egne og ’Carinas’ børns fremtid.