Indspark

Italiensk kontra dansk politik

Lars Hovbakke Sørensen: Italien har haft 62 forskellige regeringer siden 1946. Danmark har i samme periode kun haft 32. De fleste af de større partier og partikoalitioner, der stiller op til valget i Italien på søndag, er dannet inden for de seneste seks år.

Lars Hovbakke Sørensen, Ekstern lektor, ph.d., Københavns Universitet
Lars Hovbakke Sørensen, Ekstern lektor, ph.d., Københavns Universitet

I det danske folketing besættes hele 116 af de 175 syddanske mandater stadigvæk i dag af partier, der er dannet før 1916. Når italienerne om tre dage går til stemmeurnerne er det med andre ord inden for rammerne af et politisk system, som på mange måder er mere ustabilt end det danske.

Men hvorfor er forskellene på dansk og italiensk politik så store? Hvorfor har man eksempelvis haft næsten dobbelt så mange regeringer i Italien end i Danmark siden Anden Verdenskrig?

En af de vigtigste er, at det italienske samfund generelt har været og stadig er et meget mere splittet samfund end det danske. På en lang række forskellige måder.

Italien blev oprettet som samlet stat i 1861, uden at der havde udviklet sig en særlig stærk samlet italiensk identitetsfølelse. Det var stort set kun sproget, som italienerne (mere eller mindre) havde til fælles, mens der til gengæld var store kulturelle, mentalitetsmæssige og sociale og økonomiske forskelle mellem de forskellige dele af landet. Da industrialiseringen med lynets hast slog igennem i Italien i 1890erne og det første årti af 1900-tallet, og navnlig i den nordlige del af landet, uddybede det de sociale og økonomiske forskelle mellem nord og syd.

I Danmark har vi på intet tidspunkt i nyere tid har haft så store økonomiske og sociale forskelle som i Italien. Desuden har det i Danmark heller ikke har været sådan, at den ulighed, der har været, har »fulgt geografien« på samme måde som i Italien, så den ene halvdel af landet har været væsentligt fattigere end den anden. Samtidig har den fælles danske identitetsfølelse generelt været stærkere end den italienske siden midten af 1800-tallet.

Dertil kommer, at både Anden Verdenskrig og den efterfølgende Kolde Krig på en helt anden måde end i Danmark var med til at skærpe polariseringen i det italienske samfund. Eksempelvis kom det italienske kommunistparti til at stå væsentligt stærkere end det danske efter Anden Verdenskrig, blandt andet fordi de italienske kommunister havde kæmpet imod Mussolinis fascister.

Mange italienere valgte frem til begyndelsen af 1990erne at stemme på De Kristelige Demokrater (DC) for at undgå yderligere polarisering. Men dette førte blot til, at DC følte sig så sikker på magten, at det efterhånden blev mere og mere korrupt. Og protesten imod korruptionen i bl.a. DC førte siden 1990erne løbende til dannelsen af nye partier. Da nogle af disse partier også viste sig at være korrupte, blev der dannet nye partier i protest mod disse osv.

Det er således de særlige italienske historiske erfaringer, der gør, at vi snart vil se regering nr. 63 siden 1946 sætte sig til rette på taburetterne i Italien.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.