Henrik Jensens bidrag "For Israel" lyder som en ironisering af situationen i mellemøsten. HJ hr vendt på tegnene i sin kalkyl. En ting kan man sige, at for en forfatter og lektor er det for mig ufatteligt, at han kan være så eneøjet.
Befolkning i både Israel og Palæstina er de egentlige ofre. Magthaverne på begge sider hærer skylden for at ragedien fortsætter, fordi de ikke kan sidde over for hinanden og snakke sig til fornuft og løse problemmet.
Der begås atrociteter på begge sider, men ..... Lad os tænke os om. Lad os ikke nægte, det vi ser fra begge parter.
Jeg kunne tænke mig at vide fra HJ, hvad kan bringe konflikten til ophør? Vi har brug for dialog og ikke mudderkastning.

Påfaldende, at en historielektor på RUC kan fremhæve "at Israel i 60 år har befundet sig i en daglig overlevelseskamp" uden samtidig at nævne, at palæstinenserne i 60 år har været fordrevet fra deres hjem og jorder af samme Israel.
Lige så påfaldende som da journalist og ph.d. i historie Adam Holm, kendt fra Deadline på DR2, skrev en kronik i Politiken. Her gjorde han sig til overdommer og tildelte Israel retten til at føre krig mod palæstinenserne i Gaza med henvisning til de primitive raketter fra Gaza mod Israel. Ikke et ord skrev han om zionisternes fordrivelse af palæstinenserne med vold og mord i stor stil.

... at Henrik Jensen er banket langt ned under gulvbrædderne i denne sag? Det er vist også HJs egen fornemmelse, siden han ikke ulejliger sig med at besvare den massive kritik.

Jeg har i øvrigt publiceret min kommentar som klumme på 180Grader: http://www.180grader.dk/Udland/pinlig-politisk-korrekthed-israel-palaest...

Jeg håber ikke at Henrik Jensen har en dyb viden om det han skriver om. Jeg håber ikke, at han kender til den bastante ydmygelse, som almindelige palæstinensere udsættes for i de besatte områder. Hvis han gør det, ja så er han påfaldende tæt på den nazistiske måde at tænke på. Hans billede af radmagre hunde sættes indirekte sammen sammen med de ynkelige palæstinensere. At han som historiker ikke kan se, at det ligner nogle af grebene i de berømte nazisiske propaganda fil Jüd Süss og Der ewige Jude, hvor man klippede mellem billeder af rotter og jøder, undrer mig.
Og kunne vi så ikke blive fri for det evige begreb "politisk korrekt". Hvad betyder det? Og hvorfor er det så godt at være politisk ukorrekt? Er det det for at få en status som Dirty Harry, der foragter retslig sikkerhed og almindelig anstændighed? Er der noget der er politisk korrekt, så er det som Mihail Larsen skriver, støtten til Israel. USAs støtte til Israel er enestående. Israel har igen og igen ladet hånt om FN beslutninger, langt fledre end Saddam Husein. Men det får ingen reelle konsekvenser.
Endelig til sidst. Henrik Jensen skriver, at den arabiske kultur ikke har noget til fælles med den vestlige i modsætning til den jødiske. Hvordan en uddannet historiker kan skrive noget sådant er mig en gåde. Monoteismen er fælles for kristne, jøder og muslimer. Henrik Jensen overser også fuldstændigt den arabiske kultur store betydning for videnskab og filosofi, som det ikke mindst kom til udtryk i Spanien før 1492. Fra Baghdad til Cordoba var der en udviklet intellektuel kultur, som bidrog til renæssancen.
Så jeg jeg har to forklaringer på henrik Jensens klumme. 1. Det er en joke eller måske en bevidst provokation, for at promovere sig i medieverdenen. 2. Sommervarmen er steget Henrik Jensen til hovedet.

Svend Bie Christensen har åbenbart ikke læst, hvad jeg har skrevet. Der er intet i dét, der kan tages til indtægt for en accept af terror - under nogen form. Hverken israelsk eller islamisk.

Jon de Linde kommer let uden om det faktum, at bosættelsespolitikken på Vestbredden ikke skyldes palæstinensiske terrorbomber, men en bevidst, konsekvent, mangeårig, systematisk praksis. Det andet - altså bomberne - tjener blot som en undskyldning; bosættelserne kan jo ikke forhindre bomberne, kun bidrage til at der kommer flere bomber.

Apartheid-bortforklaringen giver jeg heller ikke meget for. Diskrimineringen af palæstinenserne rammer også dem, der formelt er israelske statsborgere, men på en række områder ikke har de samme rettigheder - og aldrig har haft det - som etniske jøder. Israel er ikke et demokrati i vestlig forstand, men et etnokrati.

Lige så ringe er forsvaret for muren. Ja, den er effektiv. Det var Berlin-muren også. Er det et argument for dens legitimitet? Bortset fra det, så er den flere steder anbragt langt inde på palæstinensisk territorium i forhold til de grænser, der er internationalt anerkendt.

Vilkårligheden og hævnmotiverne i isoleringen af Gaza er ikke frit opfundet af mig. Det er forlængst blevet påvist, at listen over 'forbudte' importvarer til Gaza omfatter en lang række vigtige fødevarer, beklædningsvarer og byggematerialer, der ikke kan bruges i et aggressivt øjemed - med mindre man mener, at en velnæret og fysisk sund befolkning er en militær trussel. Hævnmotivet er begge parter desværre fælles om - derfor hører vi igen og igen om 'gengældelse' for ditten og datten. Noget der i al fald ikke hører hjemme i en retsstat.

Ja, jeg brugte nazi-kortet. Det synes jeg er meget nærliggende, når Henrik Jensen sidestiller palæstinensere med "denne verdens udmagrede og mishandlede hunde ", som ikke fortjener medlidenhed og medynk. Derfor var overskriften på mit indlæg "Had til svaghed", for denne måde at omtale andre mennesker på var netop karakteristisk for nazisterne (og stalinisterne). Hvis der er noget, der er 'kynisk', så er det den form for retorik.

de Lindes afslutning er from. Man skal støtte de svage - når de makker ret. Hvis de protesterer over forhold, som vi i vor del af verden vil kalde besættelse, når den overgår os, så skal de knægtes, indtil de har forstået, hvem der er herre i huset.

Og så endnu en gang for de tungnemme: Jeg har ikke skrevet, at israelerne bare skal finde sig i at blive terroriseret. Men jeg har appelleret til en smule historisk forståelse af konfliktens årsager. Så længe Israels og Israels venner ikke vil konfrontere bosættelsespolitikken og den retslige diskriminering i selve Israel såvel som selve besættelsen af Vestbredden, bygningen af muren og udsultningen af palæstinenserne, den vilkårlige beslaglæggelse af palæstinensisk ejendom og hævnmotiverede ødelæggelser af palæstinensiske boliger - sålænge kommer diskussionen åbenbart ikke længere.

Israel har haft masser af chancer for at signalere et skifte i denne aggressive politik efter en noget-for-noget logik, men har gang på gang valgt at bruge hver eneste kamphandling som undskyldning for ikke at give freden en chance.

Henrik Jensens klumme om de intelektuelles (læs nyttige idioter) syn på Israel er bare endnu et eksempel på hvordan venstrefløjen arbejder. At Islamister bomber og terroriserer uskyldige mennesker kan accepteres af venstrefløjen, men at dem det går ud over svarer igen, er for dem uhørt. Lad os bede til at de aldrig får magten.

Jeg anerkender, at der også fra israelsk side kan argumenteres godt og berettiget for konkrete sikkerhedsforanstaltninger. Sådan må det være, når en konflikt er inde i en ond spiral, hvor skyld og uskyld bytter plads hele tiden. Den palæstinensiske terror mod israelske civile borgere er bestemt et uafviseligt problem for enhver holdbar fred.

Men: I enhver konflikt påhviler det stridens stærkeste part at bære det største og overordnede ansvar for at slutte fjendtlighederne. Ingen er vel reelt i tvivl om, at Israel er stridens stærkeste part. Selv Henrik Jensen.

Hvad har Israel så konkret gjort for at fremme freden? To forhold springer i øjnene:

a) Trods Oslo-aftalerne fra 1992, der skitserede en vej til en forhandlet fred mellem Israel og palæstinenserne, har Israel konstant udvidet de ulovlige bosættelser på Vestbredden. Og den nuværende regering fortsætter denne politik med større hast. Bosættelserne er i strid med alle internationale konventioner - eller for at sige det mere prosaisk: kriminelle krigshandlinger. Skiftende amerikanske regeringer har vredet hænder og/eller ligefrem bifaldet dette, medens resten af verden har protesteret.

b) Israel benytter terroren fra en del af palæstinenserne til at gentage tre af efterkrigstidens værste politiske strategier: 1) øget etnificering grænsende til apartheid internt i Israel (arabere nyder ikke de fulde borgerlige rettigheder) og 2) opførelsen af en kopi af Berlin-muren (der bl.a. skiller familier fra hinanden og tvangsopdeler palæstinensisk landbrugsjord) og 3) vilkårlig og hævnmotiveret udsultning af den palæstinensiske civilbefolkning i Gaza.

Det har været god tone - eller 'politisk korrekt' - blandt demokratisk og humanistisk tænkende mennesker at protestere mod den slags undertrykkelse. Det gjorde vi mod Sydafrika i apartheidtiden (hvor Israel var største samhandelspartner, medens vi i vesten startede en boykot). Det gjorde vi også, da DDR opførte Berlin-muren og skiftende amerikanske præsidenter har høstet internationalt bifald for at kræve selv samme mur revet ned. Det gjorde vi også, da serberne trak deres streger på landkortet og udsultede deres modstandere.

Vi holdt med 'de svage' - vil Henrik Jensen sige. Og det er meget dumt og uintelligent, forstår man. Den slags medfølende sentimentalitet, der trives i det, han kalder "en skrantende venstrefløj", må fornuftige mennesker som Henrik Jensen selv naturligvis afvise som "den rene medynk" - på linie med "reklamespots, der angler efter bidrag til at holde denne verdens udmagrede og mishandlede hunde i live".

Det ligner en tanke. En nazistisk tanke. Jeg troede, vi havde haft nok af den slags. Jeg er måske naiv, men var det ikke læren af Holocaust?

- den slags klummer går der 13 af på dusinet, så nogen stor ros fortjener Henrik Jensen ikke.