Enig med Ole Skovgaards reflektion. jeg havde faktisk håbet på, man som delvist enige i den nuværende regring incl. Ehl. kunne strikke noget sammenhængende sammen.

Det ser ikke ud til være tilfældet. Det ligner mest, at vi bare får stadigt større stadigt mere griske private monopoler, der sætter prisen, fremfor kommunale, statslige og amtslige i den mere gumpetunge.

Det er så forøvrigt det samme med varme- og vandselskaber. Samfundsnytten er mestendels helt borte. Man tager, hvad man kan slippe af sted med, og Skalte og Valte har gode tider med pandeflade uigennemtænkte løsninger i dyre domme.

Det sidste afsnit bliver aldrig til virkelighed, desværre har jeg nået den alder hvor jeg ikke mere tror på Julemanden. "Der kommer altid en sporvogn og en gæld færds Cirkus artist til"

Statens regel nr. 1 lyder: Skatte- og afgiftsprovenuet må aldrig falde. Ellers er der ikke penge til at finansiere det offentlige forbrug.
Derfor kan der komme nok så mange energibesparende og grønne teknologier, men de har ikke mange chancer, for hver gang staten går glip af en afgiftskrone, der spares ved at anvende grøn teknologi, bliver denne sparede krone fluks opkrævet i form af en ny afgift.
Eksempel: Pillefyr og brændeovne, der anvender billigere og CO2-neutralt træ som brændsel, rammes af en afgift på træ. OK, hvorfor så anskaffe en varmekilde, der sparer energi, når der så lægges afgift på brændslet?
Andet eksempel: Der er store energi- og CO2-besparelser ved at anvende hybridbiler af typen Opel Ampéra eller Toyota Prius, men bilafgifterne gør denne type biler så dyre, at de ikke kan sælges i Danmark.
Ganske vist er el-biler indtil videre fritaget for afgift, men for de fleste bilister er de for upraktiske på grund af den ringe rækkevidde. Derfor sælges der så få, at staten næppe mister noget p.g.a. afgiftsfritagelsen.
Vi kan lige så godt se det i øjnene: Det handler ikke en pind om miljø - det handler om at kradse penge ind til at finansiere, at halvdelen af befolkningen er på offentlig forsørgelse af den ene eller anden grund.
Det er den ubehagelige virkelighed.
Derfor er der ikke råd til at sænke afgifterne. Der er ikke råd til at vedligeholde, endsige udbygge infrastrukturen (tænk blot på slagsmålet om finansieringen af den yderst nødvendige ny Storstrømsbro), eller sygehusene som der heller ikke er penge til at forny i tilstrækkeligt omfang.
Misèren er i høj grad de tidligere borgerlige regeringers, og ganske særligt Fogh-regeringernes ansvar. Man lod bare stå til og lod pengene fosse ud af statskassen i stedet for at investere.
Og nu sidder vi så i suppedasen og vil gerne fremad, men kan i virkeligheden hverken komme frem eller tilbage, fordi tingene griber ind i hinanden.
Uden offentlige investeringer kan der ikke skabes de nødvendige arbejdspladser. Uden de nødvendige arbejdspladser bliver flere og flere arbejdsløse, og derfor tør folk heller ikke rigtig bruge penge, men sparer sammen, bl.a. i banker, der ikke tør låne penge ud til investeringer i erhvervslivet.
Og imens fortsætter man stædigt og vedholdende de strategisk helt forkerte udbygninger af vindkraften, finansieret af afgifterne på energi - et dobbeltproblem i virkeligheden. For danskerne fokuserer så énsidigt på vindkraft, at udviklingen af andre grønne teknologier negligeres. Men den foregår så bare andre steder i verden.
Og imens får danskerne lov til at betale verdens højeste priser for energi.
En ulyksalig svikmølle.