Kommentar

Integrationsministeriets hukommelse

Problemet med moskeernes bidrag til den sociale kontrol eksisterer i et bredt udsnit af moskeer, også ind i de såkaldt liberale moskeers rækker. Det har de vidst i Integrationsministeriet siden 2011.

Den dominerende trend i islamforskningen har i årtier minimeret islams og moskeernes rolle i den sociale kontrol og i opretholdelsen af patriarkalske strukturer i nogle muslimske miljøer. Hvad har vi fået ud af det? At mange unge har været klemt mellem deres ønske om at leve som andre danske unge, og truslen om sanktioner fra de mennesker, der burde stå dem nærmest. ARKIVFOTO: SCANPIX
Den dominerende trend i islamforskningen har i årtier minimeret islams og moskeernes rolle i den sociale kontrol og i opretholdelsen af patriarkalske strukturer i nogle muslimske miljøer. Hvad har vi fået ud af det? At mange unge har været klemt mellem deres ønske om at leve som andre danske unge, og truslen om sanktioner fra de mennesker, der burde stå dem nærmest. ARKIVFOTO: SCANPIX

Der forekommer faktuelt forkerte oplysninger i artiklen »Nogle gange virker det, som om der nærmest er en politisk uvilje mod at vide, hvad der foregår«, trykt i Berlingske 02.03, i kølvandet på TV2-dokumentaren »Moskeerne bag sløret«.

Det siges i artiklen, at »spørger man Integrationsministeriet til deres viden om det danske moskémiljø«, så henviser ministeriet til en ti år gammel rapport. »Ministeriet ligger ikke inde med nyere viden, bekræfter en kommunikationsmedarbejder i en mail til Berlingske.« Her må Integrationsministeriets institutionelle hukommelse siges at svigte. Der er nyere undersøgelser. Der er for eksempel den, jeg lavede for fem år siden, i 2011, for netop Integrationsministeriet, ved navn »Religiøs fritidsundervisning for børn og unge blandt muslimske trossamfund i Danmark«.

I Berlingskes artikel citeres en politiker endvidere for at sige at »der er f.eks. heller ingen viden om, hvilken betydning tilhørerne egentlig tillægger det, imamerne siger i moskeerne – om muslimerne for eksempel lytter til de råd om børneopdragelse og ligestilling, imamerne kommer med«. Beklager, det varlige præcis emnet for den rapport, jeg skrev for fem år siden…

De resultater, jeg kom frem til i dette studie, kunne ministeriet have bidraget med, så de af Berlingske citerede forskeres udsagn kunne have fået lidt modspil. Såvel Niels Valdemar Vinding som Brian Arly Jacobsen griber til argumenter, som jeg hørte til hudløshed, da jeg i perioden 2005-2011 beskæftigede mig med islam og integration i Danmark: 1) Problemerne er begrænsede til en håndfuld ekstreme moskeer, som ikke er repræsentative 2) Problemerne kan lige så vel skyldes andre ting end islam, såsom kultur, uddannelsesniveau, boligkvarteret etc. 3) Der er også ekstreme kristne miljøer.

Selvfølgelig skal man altid tage højde for andre variabler, såsom kultur og socio-økonomiske forhold, men det er ikke nogen grund til at bortforklare islams og moskeernes rolle i forhold til den sociale kontrol og ulighed mellem kvinder og mænd, som opretholdes i nogen muslimske miljøer. Som det fremgår af afsnit 2 og 3 i dokumentarserien »Moskeerne bag sløret«, er det netop ikke bare i en håndfuld ekstreme moskeer, at man fraråder en voldsramt og voldtaget kvinde at gå til politiet, men i stedet sender hende hjem til den voldelige ægtemand, nægter hende skilsmisse og gør hende opmærksom på, at manden har ret til at tage en kone mere, uden at hun må protestere over det. Den slags rådgivning får TV2s muldvarp også i moskeer, der i den offentlige debat har været promoveret som moderate, såsom »Fredens Moské« i Aarhus og stormoskeen i København. Brian Arly Jacobsen har i øvrigt for nyligt selv hævdet følgende om stormoskeen: »Dansk Islamisk Råd er i høj grad tilhængere af demokrati i Danmark og menneskerettigheder.« Men det passer jo ikke, som det tydeligt træder frem i de skjulte optagelser. Dette er et godt eksempel på, hvordan islamforskningen alt for tit gør sig til vandbærer for bevægelser, der netop handler imod menneskerettighederne.

Jeg bliver nødt til at gøre opmærksom på, at eksemplerne fra mit studie viser, at problemet med moskeernes bidrag til den sociale kontrol eksisterer i et bredt udsnit af moskeer, også ind i de såkaldt liberale moskeers rækker. En bosnisk imam kaldte det at en kvinde går uden tørklæde for »prostitution«. Chef for de tyrkiske Diyanet-imamer i Danmark argumenterede for, at man i detyrkiske moskeer fremmer kvindefrigørelse. Men det er vigtigt at være opmærksom på, hvad han lægger i begrebet »kvindefrigørelse«, før man kritikløst tager det til efterretning. For ham skulle kvinden æres som moder, men ikke have samme rettigheder som manden på økonomiske og retlige områder. Basaran fremhæver for eksempel, at i forhold til at vidne i retten skal en kvindes vidne tælle det halve af en mands. Pointen er ifølge Basaran, at kvinder ikke bliver lykkeligere af at opnå ligestilling på økonomiske og retlige områder, som det er sket i Vesten. Det gør de til gengæld af at rette sig efter sharias dispositioner for kvinder. Så selv om han ikke opfordrede til vold, flugtede hans synspunkter ikke med moderne menneskerettigheder.

Derfor måtte jeg i min undersøgelse konkludere, at der »i samtlige indsamlede data, fra interviews og undervisningsmateriale, fra den tyrkiske Diyanet til det Muslimske Broderskab, er enighed om at kommunikere, hvorfor kvindens stilling som defineret af shari’a er bedre for kvinden end ligestilling mellem kønnene, som dette begreb fortolkes i dansk lovgivning«.

Derfor kan det undre, når de to islamforskere, som citeres i Berlingskes artikel, lader til at være enige om, at det »næppe er moskeerne, man skal kigge efter, hvis man vil finde roden til den sociale kontrol, som modvirker integrationen i visse befolkningsgrupper«. Hvorfor er det så vigtigt at lede blikket væk fra moskeerne? Hvad er det, man vil beskytte dem mod?

Hvad angår koranskoleelevernes identitet og holdninger, konkluderer jeg i min undersøgelse: »Samtlige [interviewede] elever understreger, at deres deltagelse i islamisk fritidsundervisning har stor betydning for deres identitet og holdninger, og at deres tanker og handlinger i høj grad præges af deres deltagelse i undervisningen.« Det er jo netop derfor, deres forældre sender dem derhen! Selvfølgelig er der, som i enhver anden undervisningssituation, elever, der ikke hører efter eller får galt fat i budskaberne, men derfor vil jeg stadig mene, at man ikke skal undervurdere koranskolernes indflydelse på de unges holdninger og handlinger, og for moskernes betydning for den sociale kontrol. Lad mig give et par eksempler mere: I en af moskeerne gennemgik man det arabiske udtryk ghibah, at bagtale. De unge piger lærte, at det ikke var tilladt i islam at bagtale andre – undtagen hvis man ser en anden muslim, som synder, så er ghibah i orden, for at hjælpe synderen tilbage på den rette vej.

Sladderens funktion i den sociale kontrol har jeg kortlagt i en foregående undersøgelse, og den var stor! En studievejleder beskrev det som »et rædselsfuldt problem«. Så hjælper det ikke ligefrem, at pigerne i moskeen bliver opfordret til at sladre om dem, der træder ved siden af. Det hjælper heller ikke på den sociale kontrol, når en meget respekteret imam som al-Barazi fra det Islamiske Forbund på TV2s skjulte optagelser siger, at vold ikke er ok – undtagen når det drejer sig om for eksempel en pige, der »skader familiens ry«. Så hende må man altså gerne slå. Det kan krisecenteret RED fortælle meget mere om. Også i min undersøgelse havde jeg også flere respondenter med, der havde været udsat for vold, fordi de ville frigøre sig. En af dem havde ligget på hospitalet i to uger efter et overfald.

Den dominerende trend i islamforskningen har i årtier minimeret islams og moskeernes rolle i den sociale kontrol og i opretholdelsen af patriarkalske strukturer i nogle muslimske miljøer. Hvad har vi fået ud af det? At mange unge har været klemt mellem deres ønske om at leve som andre danske unge, og truslen om sanktioner fra de mennesker, der burde stå dem nærmest. Det har også bidraget til opretholdelsen af sociale og juridiske parallelsamfund, som koster det danske samfund rigtig dyrt.

Da min rapport om moskeerne udkom i 2011, var politikerne lige oppe og ringe et par dage, og overbød hinanden med forslag til, hvordan man kunne komme det her fænomen til livs. Og så skete der nul og niks. Til gengæld blev min undersøgelse arkiveret så lodret, at man i dag i Integrationsministeriet ikke engang ved, at den eksisterer.

Jeg kan kun håbe, at politikerne vil tage problemstillingerne anderledes seriøst denne gang.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.