Lars Hvidberg: Det er nemt at blive amerikaner, og kriterierne er tydelige: Hvis du kan klare dig selv og lade være med at blande dig i andres liv, er du allerede godt på vej. Kriterierne i Danmark er derimod skjulte og underforståede, og til vores kulturelle skændsel giver vi ikke længere så meget for at klare sig selv.
23. november 2009, 22:30
De har begge iransk baggrund - Akbar er politisk flygtning, mens Mariam er vokset op i USA - og vi kom som altid ind på tidens store emne: Hvorfor lykkes integrationen af indvandrere så godt i USA og så dårligt i Europa?
Både Marim og Akbar har forbindelser i de store iranske eksilmiljøer i USA og Europa, og historierne er ret entydige: De iranere, der kom til USA i årene efter 1979, da mullahstyret strammede grebet og Iran-Irak krigen hærgede, fortæller, at de første to-tre år i USA var virkelig hårde: De havde ingen penge, deres uddannelser var ikke noget værd, og der var ingen offentlig hjælp at hente. De sled med næb og kløer. Men efterhånden lykkedes det: De fik job, karrierer, og deres børn er nu kommet på college og gifter sig med ikke-iranere. De er holdt op med at være eksiliranere og er blevet til noget andet: amerikanere.
Den europæiske oplevelse har været helt anderledes: Eksiliranerne er blevet taget godt imod, de har fået penge fra det offentlige og er blevet sendt på sprogkurser, integrationskurser og jobkurser. Alligevel er mange af dem aldrig rigtig faldet til, og deres børn har lige så dårlig tilknytning til deres nye land, som de selv har. De er aldrig kommet ind på arbejdsmarkedet og er blevet hængende i en slags evigt eksil midt imellem to kulturer. Og så er iranerne endda en af de indvandrergrupper, som har klaret sig bedst.
Den amerikanske journalist Christopher Caldwell har i bogen »Reflections on the Revolution in Europe«, der handler om Europas forhold til islam, forsøgt at give et par grunde til, hvorfor der er så store forskelle. Den første er, at USA ikke er nogen velfærdsstat, men at du både er tvunget til og inviteres til at klare dig selv. Du starter ydmygt men vokser dig stor. I Washington DC er der nu en stor kæde af kebab-restauranter - »Moby Dick« hedder den - som er startet af en iraner, Mike Daryoush. Han startede med én butik, og nu har han 15.
Desuden udsætter USA minoritetsområderne for en håndfast og til tider ubehagelig lovhåndhævelse, hvor der bliver slået hårdt ned på narkosalg og uroligheder. Det er næppe en praksis, europæere ønsker sig, men på den anden side ser man aldrig i USA de omfattende destruktionsorgier, hvor »unge« smadrer hele byområder. Politiet ville simpelthen rykke ind og skyde med skarpt med det samme.
Så er der den kulturelle åbenhed. Det er nemt at blive amerikaner, og kriterierne er tydelige: Hvis du kan klare dig selv og lade være med at blande dig i andres liv, er du allerede godt på vej. Kriterierne i Danmark er derimod skjulte og underforståede, og til vores kulturelle skændsel giver vi ikke længere så meget for at klare sig selv.
Det siger meget om forskellene på dansk og amerikansk kultur, at den velintegrerede indvandrer i USA har sin egen forretning og tjener penge nok til at få sine børn på college. Den danske modelindvandrer synes efterhånden at være en tørklædeklædt pige, der arbejder i det offentlige - gerne som integrationskonsulent, så hun kan hjælpe de andre ofre. Samtidig vrænger vi ad grønthandlerne, pizzabudene og kioskejerne, når vi tværtimod burde hylde dem for at gøre en indsats. Det er faktisk rigtig sørgeligt. Måske burde vi ønske os lidt flere »amerikanske tilstande« - ikke kun for indvandrernes skyld, men også for vores egen.
