6. november 2009, 21:05

Berlinmurens fald for 20 år siden er den enkeltstående historiske begivenhed, der har haft størst betydning for Europa i nyere tid.

Vi vil aldrig glemme det stærke signal, som den østtyske befolkning sendte, da den gjorde op med kommunismens tyranni, undertrykkelse og censur. Det var et  følelsesladet øjeblik, da østtyskerne rev muren ned, der holdt dem indespærret. Og søgte mod Vestens  frihed og sammenhold.

Det bekræftede mig i, at frihed er fundamental og universiel for alle mennesker. Vi, der i dag lever i frie og åbne samfund, må aldrig glemme vores forpligtelse til at støtte befolkninger, der lever i undertrykkelse og tyranni. Ethvert menneske har krav på frihed til at træffe beslutninger om sit eget liv. Og det viste, at sammenhold om at bekæmpe truslerne mod vores sikkerhed er af fundamental betydning. Dengang som nu. Det skal vi huske, når vi i dag møder nutidens sikkerhedspolitiske udfordringer som f.eks. i Afghanistan.

Østtyskland var en del af den kommunistiske Warszawapagt, der havde optrappet atomoprustningen mod Vesten gennem opsættelse af sovjetiske SS 20 atommissiler i Østeuropa. NATO-landene svarede igen med dobbeltbeslutningen i 1979, der betød udstationering af 572 amerikanske atommissiler i Vesteuropa. NATO-beslutningen var ikke let. Men den var nødvendig. Det krævede politisk lederskab at træffe en så svær beslutning.

Modtrykket fra NATO-alliancen havde den ønskede virkning. Det sendte rystelser mod øst. Og nye teknologier og kommunikationsformer gjorde det umuligt for de kommuniske lande at opretholde fortællingen om, at vestlige samfund var tilbagestående og fjendtlige. De østeuropæiske befolkninger kunne ikke længere holdes i et jerngreb baseret på løgne og fortielser. De kunne se, at den vestlige frihed og livsform var mere attraktiv.

Hvad var der sket, hvis NATO ikke havde svaret igen på Warszawapagtens oprustning? Jeg tror grundlæggende, at kommunismen var kollapset af sig selv. Men ingen tvivl om, at NATO skubbede voldsomt til læsset og efterfølgende var dynamoen i genforeningen af Europa og den fredfyldte afslutning på Den Kolde Krig.

Undtagelsen var Balkan, hvor NATO-alliancen for første gang i historien anvendte våbenmagt. Ikke for at forsvare sit territorium, men for at forsvare de værdier, Europa står for: Frihed, menneskerettigheder, etnisk og religiøs tolerance.
Jeg nævner ikke disse eksempler af ren og skær nostalgi. Jeg gør det, fordi de er klare eksempler på, hvad det transatlantiske sammenhold i NATO kan udrette, når vi står sammen.

I dag er udfordringen Afghanistan. Målet er klart: Vi må forhindre, at Afghanistan nogensinde igen bliver træningslejr for verdens farligste terrorister. Det er indlysende, at vi bedst når det mål ved gradvist at gøre afghanerne i stand til at tage ansvaret for deres egen sikkerhed. Vores mission slutter den dag, afghanerne er klar til at løfte den opgave. Og der er sket  fremskridt: Da vi ankom, var Afghanistan et samfund martret af årtier med krig og ødelæggelse, borgerkrig og Taleban-love. I dag er der et parlament. Syv millioner børn går i skole – herunder tre millioner piger, der under Taleban var udelukket fra skolegang. 85 procent af befolkningen har adgang til sundhedsklinikker – mod seks procent før 2001. Og der er bygget 13.000 kilometer veje, der understøtter en voksende økonomi. Også produktionen af opium er faldende.

Jeg er helt enig med dem, der kritiserer, at det går for langsomt og at vi ikke har nået vores mål. Jeg forstår også, at mange spørger, om det er prisen værd. Alt for mange har betalt den ultimative pris. Men hvis vi løber mod exitdøren, løser vi ingenting. Faktisk vil det blot forværre situationen. Afghanistan vil igen blive et fristed for al-Qaeda. Presset på det atombevæbnede Pakistan vil blive enormt. Ustabilitet vil sprede sig. Det vil kun være et spørgsmål om tid, før vi mærker konsekvenserne i Europa. Derfor skal vi holde fast i Afghanistan – for alternativet er langt værre.

Bag den NATO-ledede ISAF styrke står 43 nationer – alle 28 NATO-lande samt yderligere 15 nationer fra hele verden. Jeg noterer med tilfredshed, at selvom der er kritik og tilbageslag, er sammenholdet intakt. Det er forkert, når det fremstilles som om, at NATO er på vej ud. Flere lande har meddelt, at de optrapper deres indsats i Afghanistan med tropper, bidrag til civil genopbygning eller andre ressourcebidrag. Over de seneste 12 måneder har også de ikke-amerikanske nationer i ISAF styrken øget deres bidrag betragteligt.

Afghanistan er vor tids udfordring for fællesskabet i NATO-alliancen. Når jeg ser på alliancens indre styrke og historiske bedrifter, er jeg ikke i tvivl om, at vi vil løse opgaven. Minderne fra det historiske opbrud for 20 år siden bekræfter, at vi kan opnå store resultater, når vi står sammen mod truslerne mod vores sikkerhed.