Kommentar

Indvandrermiljøerne må droppe homo-tabu

De danske indvandrermiljøer bør komme ind i kampen for at skabe frihed for homoseksuelle med anden etnisk baggrund end dansk. Berøringsangst og misforstået tolerance har ikke ført til noget. Nu skal der handles.

Under sloganet 'Celebrating the right to love' afholder Copenhagen Pride deres årlige festival for homo- og transseksuelle  d. 24. august 2013 kunne man se festivalens årlige Pride Parade, der begyndte ved Frederiksbergs Rådhus og sluttede med fest på Rådhuspladsen i København.
Under sloganet 'Celebrating the right to love' afholder Copenhagen Pride deres årlige festival for homo- og transseksuelle  d. 24. august 2013 kunne man se festivalens årlige Pride Parade, der begyndte ved Frederiksbergs Rådhus og sluttede med fest på Rådhuspladsen i København.

Dødstrusler, overfald og voldsomme reaktioner. Det mødte digteren Yahya Hassan, da han sidste år udgav sin digtsamling. En digtsamling, som blandt andet rettede lyset mod de udfordringer med social kontrol, der stadig hersker i en række indvandrermiljøer i Danmark.

Senest blev han blev holdt væk af en forsamling af utilfredse unge ved åbningen af den nye moske i København tidligere på året.

Tillad os på denne triste baggrund at komme med et tankeeksperiment:

Hvad nu, hvis en ung med indvandrerbaggrund på samme vis udgav digte. Men denne gang om kærlighed til en person af samme køn. Eller skrev åbent om den sociale kontrol, der rammer mange unge fra indvandrermiljøer, især når det gælder seksualitet og kærlighed, som ligger uden for de herskende normer?

Eller tænk, hvis nogle af repræsentanterne fra de etniske og religiøse indvandrermiljøer i det hele taget offentligt ytrede sig om homoseksualitet i positive vendinger.

Ville det så få lignende konsekvenser? Eller måske i bedste fald blive mødt af en larmende tavshed? Det kunne man frygte.

For lad os sige det, som det er: I nogle indvandrermiljøer i Danmark levnes der ikke meget rum for som ung at forelske sig i den, man ønsker, eller for at leve det liv, man vil. Slet ikke som homoseksuel. Og homoseksualitet er ikke noget, der kan tales om. Kun hvis det fremhæves som noget negativt, for eksempel en sygdom, som blandt andet repræsentanten fra den nye moske i København blev citeret for.

I dag er der pride-parade gennem Københavns gader. For et par år siden blev netop den parade angrebet med stenkast på Nørrebrogade af unge med indvandrerbaggrund. Desværre var der langt mellem dem fra indvandrermiljøerne, som efterfølgende tog afstand fra dette.

VIRKELIGHEDEN ER ikke sort-hvid. Der findes også danske præster, der kommer med lige så reaktionære udmeldinger som repræsentanten fra moskeen. Ja, man hører det sågar fra nogle af højrefløjens folketingsmedlemmer. Og sandheden er også, at der langs pride-paradens rute stod indvandrerfamilier med regnbueflag i hånden og kom med positive tilråb.

Men når det er sagt, er vi nødt til at tage fat om de problemer med social kontrol og begrænsende holdninger til seksualitet og frihed, der trives i visse miljøer. Vi kan ikke bruge berøringsangst eller misforstået tolerance til noget.

Foreningen Sabaah, som støtter homoseksuelle med etnisk minoritetsbaggrund, har en rådgivningstelefon. Her ringer unge homoseksuelle med etnisk minoritetsbaggrund ind og spørger blandt andet om de kan få hjælp til at arrangere proforma-ægteskaber med en af det modsatte køn. Kun på den måde kan de kan få fred fra kravene om at blive gift fra familien – og så må de nøjes med at leve deres ønskede liv i det skjulte ved siden af. Andre fortæller voldsommere historier om trusler og vold. Historierne fra den virkelige verden er mange, og de er ikke opløftende.

Det er på ingen måde i orden. Men det er ikke så mærkeligt. For ser man ud over landskabet skal man lede meget længe efter nogen i de miljøer, som aktivt taler homoseksuelles sag. Eller i det hele taget aktivt taler om og udfordrer normer om seksualitet og kærlighed. For eksempel har kun én dansk imam - Naveed Baig – så vidt vi kan se, meldt sig på banen.

EN RÆKKE UNGE med etnisk minoritetsbaggrund har gennem det seneste stykke tid stået frem i den offentlige debat. De har sat fokus på udfordringerne med social kontrol. Med de begrænsede normer blandt andet, når det gælder kærlighed og ægteskab. Men homoseksualitet forbliver stadig et tabu. Det er ikke en del af de historier, som langsomt pibler frem. Det på trods af en række forsøg på dialog med de forskellige indvandrermiljøer. Debatmøder. Bøger. Udstillinger. Undervisningsmateriale. Det har ikke ført til meget.

Men skal vi ikke bare acceptere, at det går langsomt? Acceptere de kulturelle barrierer? Acceptere, at det ser anderledes ud i visse miljøer?

Her er vores klare svar nej. Som sagt kan vi ikke bruge berøringsangst eller misforstået tolerance til noget. Vi er nødt til at stille krav. Det samme gør vi jo også, når kristen-ekstremister eller forstokkede højre-konservative på samme måde vil begrænse den seksuelle og identitetsmæssige frihed.

Vi må kræve, at alle unge i Danmark anno 2014 har frihed. Frihed til at vælge, hvem de vil forelske sig i. Frihed fra social kontrol og forstokkede holdninger, der begrænser eller i nogle tilfælde direkte fører til vold og tyranni.

DET BETYDER, at vi nu kraftigt må opfordre til, at centrale personer og institutioner i indvandrermiljøerne nu melder sig på banen. Der er blevet lurepasset alt for længe. Hvor er de stemmer? Vi skal insistere på en holdningsændring – og på at nogen faktisk stiller op og ønsker at tage dialogen, når vi åbner dørene til moskeer, foreninger eller klubber.

Det paradoksale er, at udviklingen i de lande – som mange i indvandrermiljøerne har rødder i – går hurtigt på dette område i disse år. Nuvel, det er på ingen måde problemfrit at være homoseksuel i for eksempel Tyrkiet. Men udviklingen der går på nogle punkter hurtigere. Flere markante personer står frem og taler homoseksuelles sag. De homoseksuelle organiserer sig. Det rykker sig.

Derfor kan og skal det også rykke herhjemme. På samme måde som arabisk kultur eller islam ikke per automatik kan bruges som en undskyldning eller forklaring på undertrykkelse eller social kontrol, når det gælder seksualitet.

Kort sagt: Der er ikke mange gode undskyldninger at klynge sig til for ikke at komme ind i kampen.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.