"...studieafgifter i hvert fald ville kunne få visse unge ud af den vildfarelse, at uddannelse blot er en sur pligt, det gælder om at slippe fra så nemt som muligt."

Jamen, staten tager jo mindst 2/3 af hvad man får ud at at gøre en ekstra indsats. Så det er jo for statens skyld. Hvis man vil ændre det må man nedsætte beskatningen af de mest produktive borgere i dette land.

"tordner derud af"??? Det hedder nu "derudad", hr. lektor!
Et tordnende 0 og 10 rap med spanskrøret :-)

Det er nemt at hænge de studerende ud, og måske i nogle tilfælde berettiget.

Men studerende er ikke altid dovne, en del af dem har problemer af helbredsmæssig, økonomisk eller social art. Det virker unikt for Danmark at man overlader dem til sig selv, de henvises til at søge hjælp i det offentlige. Udenlandske universiteter med respekt for sig selv har netværk og systemer til at træde til i sådanne situationer. I Danmark betragter universiteterne sig derimod ofte som et bureaukratisk ekspeditionskontor, der ikke skal tage sig af andet end undervisning og eksamen. Forholdene er lidt bedre på nogle af de små provinslæreanstalter, f.eks. i Ålborg og Herning, der jo også er kendt for et godt studiemiljø.

For det andet er vejledningen om studievalg meget dårlig i Danmark. Man ved som studerende simpelt hen ofte ikke hvad man får. Det medfører at mange springer fra efter få måneder - eller ikke møder op til 1. års eksamen. Så har man spildt et studieår.

For det tredje må underviserne vel kunne fornemme hvordan det går, før man kommer til eksamen? Hvis Michael Böss først bliver overrasket ved eksamen, så har han lukket øjnene i løbet af undervisningsåret.

Dermed ikke sagt at der ikke findes dovne og ligegyldige studerende, men man skal ikke skære alle over en kam, og man får mest ud af også at analysere årsagerne.

Det er meget symptomatisk at Michael Böss bare ønsker brugerbetaling. Jeg er enig i at det måske kunne motivere folk, men så skal den leverede vare også være i orden. Hvis man havde haft brugerbetaling i Danmark for ti år siden, havde jeg nok tænkt grundigt over studievalg - og var rejst til udlandet, hvor jeg havde fået bedre undervisning for pengene.

At indføre brugerbetaling på lægebesøg, sundhedsbehandling, studier og alt andet, hvor der er et offentligt monopol, er en stor nederdrægtighed. Så får det offentlige penge ind, men man har ikke frit valg, og "produktet" bliver ikke forbedret. Det er nok ikke Michael Böss' hensigt, men hans kritik af de dovne studerende vil blive misbrugt til det formål af politikerne.

Endnu en grund er at også underviserne i Danmark ofte er særdeles dovne, u-opdaterede og uengagerede.

Den største del af videnstilegnelsen og ræsonnementerne foregår nu på et fremmedsprog, engelsk, både i gymnasiet og på universitetet. Det kan måske også spille ind. Det fremmer næppe niveauet. Det er klart at man tænker bedst, friest og ærligst på modersmålet.

Og endelig betyder målsætningen om at så mange som muligt skal i gymnasiet og gennemføre en videregående uddannelse, at segmentet udvandes. Der bliver ganske enkelt længere mellem de lyse hoveder. I næste generation, ved nyansættelser, vil de ikke så lyse hoveder ansætte nye ikke så lyse hoveder. Mange generationers akademisk kultur er dermed stærkt fortyndet - måske ødelagt. Kønskvotering forstærker effekten. Det er ganske meningsløst at rekruttere folk på andet end deres kvalifikationer.

Danmark er et land som mærkværdigvis klarer sig nogenlunde godt, trods manglende faglighed og dybde. Kreativitet og sociale færdigheder gør forskellen. Sammenligner man dansk og tysk arbejdskultur, er tyskerne langsomme, grundige og hierarkiske, mens danskerne sjusser sig frem, dog med personligt engagement, snakkesalighed og egne holdninger. Det gennemsyrer samfundet, det ses i erhvervsliv, presse og politik, så hvorfor skulle universiteterne ikke være præget af det.

og jeg er ikke utilbøjelig til at give Michael Böss ret i nogle af betragtningerne, men når det så er sagt, så er det da besynderligt, at han henviser til at de studerende ikke mødte op med opdateret viden (..."Hvis en lærebog i samfundsforhold var udgivet i 2006, var det de færreste, der vidste, hvad der var sket siden."). Det er muligvis besynderligt, at flere af de studerende ikke kunne nævne partifarve på den engelske statsminister, men endnu mere besynderligt er det da, at der stadig undervises i materiale, der er +6 år gammel. Det illustrerer da uomtvisteligt, at uddannelsessystemet - og dermed den pågældende lærer - ikke har formået at løfte opgaven med at opdatere viden for de studerende. At undervise i +6 år (og de fleste bøger om samfundsforhold er reelt forældede, når de udkommer) er jo uholdbart for både studerende og uddannelsesinstitutionen. Det kan undre, at vi stadig i 2012 bruger så meget krudt på at købe bøger i dyre domme til de studerende, velvidende at indholdet meget vel kan og vil være ændret dagen efter de udkommer.

En anden ting er problemet med manglende undervisningstimer i uddannelsessystemet. Det gør sig selvfølgelig også gældende for de udenlandske studerende, men når man på en videregående uddannelse i Danmark kan (læs, skal) nøjes med <10 timers ugentlig undervisning og resten som selvstudie, så beder man reelt om problemer ved eksaminationsbordet (og i det videre karriereforløb for de studerende).

Det er nemt at pege fingre af de studerende, men glem ikke at når der peges fingre af andre, så er der altid minimum tre fingre der peger mod dig selv.