Essay:

I mangel af selverkendelse

Morten Albæk: Det står skralt til med den danske selverkendelse. Vi bilder os ind, at vi er eller kan blive verdens bedste til alt. Sandheden er imidlertid en helt anden. Det går støt tilbage for os på stort set alle felter. Vi har nemlig mistet evnen til i lige så høj grad at definere os selv ved vores begrænsninger og mangler som ved vores muligheder og styrker.

Morten Albæk
Morten Albæk

Gnothi seauton! Kend dig selv! Denne opfordring fra den græske filosof Thales fra ca. år 600 f.Kr. skulle ifølge overleveringen være indhugget i portalen til templet for visdommens og lysets gud Apollon i Delfi. Et par århundreder eller tre senere fulgte Sokrates trop og insisterede på, at mennesket må kende sig selv for at kunne forstå sin omverden. Og siden har snart sagt enhver af historiens største tænkere lige fra Platon over Cicero og Montaigne til Kant og vores egen Kierkegaard med hver deres accenter forfægtet det fundamentalt nødvendige i, at man som menneske erkender sig selv så tæt så fuldkomment som overhovedet muligt, før man kan være kyndig på noget som helst andet. Så i mere end 2.500 år er vi igen og igen blevet opfordret til at udvikle vores evne til at kende os selv; udvikle vores selverkendelse. Arbejde med vores indsigt i egen formåen gennem en indsigt i egne begrænsninger - moralske, etiske, fysiske og intellektuelle.

Og det er svært at påstå, at der er noget, der er vigtigere for et menneske at være i besiddelse af end en sund selverkendelse. I hvert fald hvis man på egne eller andre menneskers vegne har ambitioner om at leve et godt og meningsfyldt liv. For uden selverkendelse er det per definition umuligt vide, hvem du er og mindst lige så vigtigt, hvem du ikke er. Og hvis du ikke ved nogen af delene, er det svært at vide, hvordan du skal møde andre mennesker. Du vil derfor uden at kende dig selv med sikkerhed fare vild ikke bare i dit eget, men også i andres. Med andre ord: Jo sundere din selverkendelse er, jo mere ved du om, hvad du kan, og hvad du ikke kan. Hvem du kan blive, og hvem du ikke kan blive. Hvem du vil være, og hvem du ikke ønsker nogensinde at blive. Dine muligheder og begrænsninger. Dine kompetencer og inkompetencer. Dine styrker og svagheder. Dine charmerende såvel som dine ucharmerende sider. Og jo mere du ved om dig selv, jo mere kan du også møde de forpligtelser, der følger af at være et medmenneske - et menneske der deler et fællesskab med andre mennesker.

Ikke desto mindre synes det vestlige menneskes selverkendelsesniveau at være på et historisk lavpunkt. Vi synes at have spundet os ind i en eksistentiel tornerosesøvn, der har beriget os med en oppumpet selvtillid og selvtilstrækkelighed, der hviler på et falsk selvbillede af egne evner, færdigheder og kvaliteter.

I min levetid (født 1975) har jeg været øjenvidne til og deltager i et bevidstløst spektakel, hvor danskerne med stadig større selvtilfredshed har fejret sig selv som et samfund (det danske) i en kultursfære (den vestlige), hvor man er særligt produktiv, voldsomt effektiv, guddommeligt innovativ, yderst sofistikeret, grænseløst kreativ, umådeligt frit tænkende og ekstraordinært oplyst og veluddannet - og det sammenlignet med ethvert andet folkeslag i enhver anden kultursfære.

Lige så meget det måtte forholde sig sådan, at en produktiv og effektiv økonomi og en fri og innovativ tækning historisk er gået hånd med en åndelig og kulturel frisættelse, der har sin oprindelse i en oplysningstid, som er særegen for vestlige samfund, så er disse samfund ikke længere de eneste, der høster frugterne af oplysning og fremskridt.

Danmark er ikke verdensmester i meget. Hvis der er noget, jeg dog vil påstå, at vi er ubetinget bedst til, så er det at føre an i det kollektive selvbedrag, at vi som et særligt smørhul i den vestlige verden om ikke er, så i hvert fald kan være bedst i alle mulige henseender. Sandheden er imidlertid en helt anden ædrueliggørende en af slagsen.

Den danske konkurrenceevne er (sammen med den europæiske generelt) styrtdykket over det seneste årti - og det hvad enten man sammenligner med »gamle« økonomier såsom USA, Japan og Sydkorea eller de nye økonomier såsom Kina, Indien og Brasilien. Målt i timer arbejder vi mindre end andre nationer. Vi arbejder mindre effektivt i de færre timer, vi så arbejder. Og vi er dyrere, når vi arbejder - absolut og relativt. Og for at føje spot til skade er vi ikke kun mere dovne, ufokuserede og grådige end de nationer, vi konkurrerer med - vi er også dummere, hvis vi da tør sætte lighedstegn mellem kollektiv begavelse på den ene side og uddannelsesniveau og viden på den anden. Vi har færre forskere end de samfund, vi sammenligner os med. Det samme gælder antallet af unge mennesker, der afslutter en universitets­uddannelse.

Danmark er en case, som afspejler det mere generelle forhold, at den vestlige verden sakker bagud på en række parametre, som udgør væsentlige forudsætninger for velstand og fremskridt.

Den vestlige verdens forfaldsscenario lader sig for en dansker allerbedst og konkret anskueliggøre ved påpegningen af, at Danmark på kort tid er raslet ned af ranglisten over verdens rigeste lande fra en 6. plads for nu at ligge på en beskeden 12. plads. For en europæer er syn for sagn, at det ikke bliver EU, der i 2010 overtager pladsen fra Japan som verdens næststørste økonomi, men selvfølgelig Kina. Tilsvarende må en amerikaner sande, at USA for sådan cirka to årtier siden var 16 gange rigere end Kina, medens amerikanerne nu kun er dobbelt så rige.

Men hvorfor alt dette? Alene fordi vi ikke har investeret tilstrækkeligt i uddannelse og forskning? Flere investeringer i uddannelse og forskning vil aldrig nogensinde skade samfund med ambitioner om at høre til blandt denne verdens rigeste. Herom kan de ikke være to meninger. Men svigtende investeringer i uddannelse og forskning udgør ikke i sig selv et tilfredsstillende svar på spørgsmålet.

En primær forklaring på, at de vestlige samfunds position som de dygtigste og rigeste er truet, findes i, at vi - med danskerne i front - har mistet evnen til i lige så høj grad at definere os selv som samfund og individer ved vores begrænsninger og mangler som ved vores muligheder og styrker. Vi har ganske enkelt reduceret vores selverkendelse til fordel for en ganske ubegrundet selvglæde og selvtilfredshed.

Gennem 90erne og 00erne har vi udviklet en kultur, der alene har opfordret mennesket til at definere sig selv ved sine ambitioner, drømme og fantasier. Vi har skabt et menneske, der er et produkt af mantraet om, at du kan gøre alle dine drømme til virkelighed; det er alene et spørgsmål om at ville det nok, at tro nok på det. Så skal drømmen nok blive til virkelighed.

Nutidens templer er ikke som i antikken templer for visdom og lys, men derimod selveksponering for dennes egen skyld, og det hvad enten templet hedder Big Brother, Robinson, X-Factor, Talent10, Paradise Hotel eller et af de af de mange andre globale TV-koncepter, der vokser i antal og tilbedere. Over disse egodyrkende og fordummende templers indgangspartier er ikke mejslet ordene »Kend dig selv«, men derimod »Overvurdér dig selv«.

Når man aldrig har lært sig selv at kende, når man ikke kan sætte ord på sine umuligheder, men blindt tror på sine muligheders grænseløshed, så gør det hverken klog eller stærk, men derimod enfoldig. Og med enfoldigheden kommer misforståelserne skyllende ned over det enkelte menneske som en flodbølge af naivitet, der nærer illusionen om at være mere talentfuld, end man er, mere vidende, end man er, mere uundværlig, end man er, eller kort og godt mere perfekt, end man er. Og denne vildfarelse fører til den falske erkendelse, at man ikke behøver at gøre sig så megen umage, være så ydmyg, så flittig og så taknemlig over det potentiale, man faktisk er begavet med, men at man derimod utålmodigt kan kræve, at livet byder sig hurtigere, nemmere og mere succesrigt til end for andre mennesker. For man er ikke som de andre. Man behøver ikke gå den slagne vej fra yngste mand på laveste løntrin over dusinvis af år som mellemleder med lange arbejdsdage og middelmådig løn til direktionsgangen; fra øvelokalet i baggården over snuskede spillesteder uden publikum til fyldte stadionkoncerter; fra hårdt slid på våde grusbaner over vedholdende dygtiggørelse til debut på superligaholdet. Nej, nej! For man er noget helt særligt og ikke som de andre. I am the chosen one.

Men nej, man er ej. Man er bare en af mere end 6 milliarder mennesker, der lever på en lille planet, hvor man har det umådeligt store held at være født på breddegrader, som tilsikrer, at man målt på frihed, lighed, tryghed og velstand hører til den mere privilegerede del af menneskeheden. Men privilegierne vil ikke i sig selv blive konverteret til et meningsfyldt liv, ligesom man heller ikke vil kunne give dem alle i arv til sine efterkommere, hvis man ikke er i besiddelse af selv­erkendelse. Den erkendelse om sig selv der gør et menneske i stand til at realisere sit fulde potentiale - uanset hvor stort eller småt det måtte være - men hvis fravær er den bedste garanti for, at selvsamme potentiale forbliver urealiseret og uden værdi for det enkelte menneske såvel som for dets nærmeste, dets omgivelser og dermed den fælles fremtid.

Derfor gør man klogt i at følge otte simple leveregler, der sætter en i stand til at realisere de muligheder, man reelt har (se boks).

Antag at du er uperfekt - og aldrig bliver andet.

Antag at du er gennemsnitligt godt begavet - og at flid og hårdt arbejde under alle omstændigheder betaler sig.

Antag at du er undværlig og erstattelig - og det i alle livets forhold.

Antag at du har meget få hvis overhovedet nogen medfødte ekstraordinære talenter - og at der er forskel på at gå op i noget og være dygtig til noget.

Antag at du ikke er et renæssancemenneske - og at din viden og evner inden for de fleste felter er middelmådighed eller håbløs.

Antag at du er afhængig af, at andre mennesker elsker dig - og at din forskruede selvopfattelse ikke gør deres arbejde nemmere.

Antag at du per natur er en medløber - og derfor dagligt må kæmpe for at være ærlig og ikke misforstået hensynsfuld.

Antag at du ved dagligt at tage disse udgangspunkter bliver et mere lyttende, taknemmeligt, flittigt, elsket, klogt, ærligt, ansvarligt og produktivt menneske, end du ellers ville være.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.