30. oktober 2009, 22:30

Det er forståeligt, at både den danske befolkning og det politiske liv er oprørt over afsløringen af terrorplaner mod danske mål, herunder Morgenavisen Jyllands-Posten. At danske journalister og redaktører skal frygte for deres liv, fordi de vælger at bruge deres ytringsfrihed, er dybt rystende. Dog forekommer den nærmest øjeblikkelige reaktion fra landets største politiske partier om, at anti-terrorlovgivningen skal strammes næsten lige så foruroligende som selve terrortruslen.

Netop i denne situation er det vigtigt at stoppe op og holde hovedet koldt, fordi det ikke blot er terrorister, men også retsstaten vi rammer med den i forvejen vidtgående anti-terrorlovgivning. Før der indføres nye stramninger, må man derfor stille sig selv et par spørgsmål, og kun hvis man kan svare bekræftende på disse, bør Folketinget skride til handling.

Først må vi se på, om der er et reelt behov. Ved Terrorpakke I og II er der allerede indført en række stramninger, som ansås for nødvendige. Siden da har PET, udover terrorplanerne mod JP, afværget en række terrorangreb i Glostrupsagen, Vollsmosesagen, Glasvejs­sagen og de formodede drabsplaner mod Kurt Westergaard. I tre af disse sager er personer blevet dømt for forsøg på terrorisme, mens to personer er blevet administrativt udvist på grund af terrormistanke. Disse sager viser, at PET har dygtige og professionelle medarbejdere, der formår at identificere og neutralisere de trusler, som radikaliserede muslimer udgør mod det danske samfund. Det tyder også på, at PET allerede har en række effektive redskaber i form af de beføjelser de p.t. er tillagt. PETs perfekte statistik og det forhold, at det ikke er lykkedes at udføre et terrorangreb mod Danmark, må tages som en meget god indikation af, at der ikke er et aktuelt behov for kraftige stramninger af terrorlovgivningen her i landet.

Dernæst må vi se på, hvorvidt vi er villige til at betale prisen for yderligere stramninger. Da de forudgående terrorpakker blev vedtaget advarede en række eksperter, debattører og politikere mod konsekvenserne af visse af dele af pakkerne. Blandt kritikpunkterne var uklarheden af terrordefinitionen og muligheden for administrative udvisninger uden effektiv prøvelse. Disse kritikpunkter har alle vist sig at være velbegrundede. Da Højesteret - helt korrekt - dømte deltagerne i Fighters+Lovers for deres støtte til terrororganisationer, blev straffen gjort betinget på grund af, at rækkevidden af straffelovens § 114b var uklar. En vigtig markering fra Højesteret. Højesteret fandt tillige, at tilbageholdelse af beviser medførte, at den ene terrormistænkte i tunesersagen ikke kunne frihedsberøves på det foreliggende grundlag. Endvidere afsagde den Europæiske Menneskerettighedsdomstol en afgørelse mod Storbritannien tidligere i år vedrørende hemmelig retspleje i terrorsager, som demonstrerede, at den hidtidige retstilstand her i landet var uholdbar, hvorfor reglerne nu er lavet om. Det er i sig selv dybt beklageligt, at det nu åbenbart tilkommer domstolene, i forbindelse med konkrete sager, at sætte grænsen for, hvor langt vi som samfund skal gå i kampen mod terror.

Dette ansvar bør vores folkevalgte have mod til selv at påtage sig. Dertil skal lægges, at reglerne om hemmelig aflytning af telefoner i Terrorpakke II er blevet udvidet til mere almindelig kriminalitet uanset, at Justitsministeriet i forarbejderne til denne terrorpakke advarede mod at udbrede denne ordning til andre områder end terrorbekæmpelse på grund af retssikkerhedsmæssige betænkeligheder. Det er også værd at pege på, at kontrollen med efterretningstjenesterne ikke er fulgt med de udvidede beføjelser og halter efter lande som USA, Norge og Tyskland.

Indføres der yderligere tiltag såsom overvågning af hele boligblokke og indrejseforbud til personer med »demokratifjendtlige holdninger«, vil vi ikke blot indskrænke retten til privatliv og ytringsfriheden, men også risikere at ramme bredere end oprindeligt tilsigtet.

Eksempelvis var der næppe nogen, der havde regnet med, at Storbritannien ville nægte en kontroversiel amerikansk radiovært eller den hollandske politiker Geert Wilders adgang til landet. Men det skete. I Storbritannien er det også for nylig kommet frem at myndighederne i over 500.000 tilfælde har anmodet om hemmelige overvågningsskridt mod britiske borgere. En del af disse overvågningsskridt er blevet brugt i sager, der intet har med terror at gøre.

Netop Storbritannien er værd at hæfte sig ved. Næppe noget andet europæisk land har indført mere vidtgående anti-terrorlovgivning. Men i den britiske befolkning er der en udbredt følelse af, at dette fødested for Magna Carta og Habeas Corpus har udviklet sig til et overvågningssamfund med omkring en million overvågningskameraer i London alene. De britiske konservative, som står til at overtage magten efter næste parlamentsvalg, har ved flere lejligheder gjort et opgør med Labours mange stramninger til et valgtema og stemte blandt andet mod at udvide adgangen til at tilbageholde terrormistænkte fra 28 til 42 dage. Også de britiske domstole har skredet ind over for de drakoniske tiltag, som er indført, og har ved flere lejligheder erklæret tiltagene for stridende mod den Europæiske Menneskerettighedskonvention. I en berømt afgørelse fra 2005 udtalte den britiske Law Lord Hoffmann følgende vise ord:

»Den reelle trussel mod nationens liv, forstået som folks evne til at leve i overensstemmelse med landets traditionelle love og politiske værdier, kommer ikke fra terrorismen, men fra [anti-terror]love som disse. Det er den sande målestok for, hvad terrorismen kan opnå. Det er op til Parlamentet, om man vil tildele terroristerne en sådan sejr.«

De engelske erfaringer sætter et alvorligt spørgsmålstegn ved, hvorvidt prisen for yderligere stramninger af terrorlovgivning er værd at betale.