Jeg tror at man skal tage Werther effekten særdeles alvorligt her. Hvorfor netop skoler, og hvorfor tage andre med sig i døden. Jeg er bange for at det bare er blevet et modefænomen.

Og så mener jeg ikke at Breivik skal med i denne sammenligning. Hans massakre var langt mere beregnende, og havde et "højere" formål.

Det er vanskeligt at forstå, hvorfor nogen kan finde på at planlægge og udføre nedskydning af sagesløse børn og lærere på en skole. Er det et ondt monster skabt af let adgang til våben og for meget computerspil? Eller en kombination af en straffeaktion og et spektakulært iscenesat selvmord, begået af en fortvivlet, frustreret, ung mand, der er gået så vidt, fordi han føler, samfundet og hans nærmeste har fortjent det?
De psykologiske eksperter siger, at der ikke er nogen fælles profil for dem, der begår skolemassakrer. Men der er mig bekendt eet væsentligt fællestræk, nemlig at alle skolemassakrer begåes af unge hvide, heteroseksuelle mænd fra middelklassen. Drabsmændene er kendetegnet ved et lavt selvværd. De føler sig overset og til overs, de har ikke rigtig succes med det andet køn, mangler en nærværende far og isolerer sig med voldelige computerspil. Det behøver man ikke blive massedrabsmand af. Det farlige er, at disse få unge mænd, det drejer sig om, rummer stærke aggressioner, fordi de føler sig svigtet og mangler et mål med deres liv. De føler sig kort og godt som tabere. De mister livslysten, men er for svage til at begå selvmord. Men værst af alt: de er opfyldt af had.
At gå hen og udslette en masse børn på den lokale skole løser ikke problemet. Men det giver et kortsigtet mål for de unge mænds vrede og frustrationer. For en stund føler de sig som overmænd. De har kontrol.
Manglen på succes og indhold i livet er livsfarligt. Især for mænd, og når det gælder unge mænd kan det være særdeles farligt for samfundet. Derfor skal vi være på vagt over for nynazisme og andre yderligtgående tendenser, men også over for vores unge. Dem der føler sig som tabere i det moderne samfund med ligestilling mellem kønnene, selviscenesættelse af individet og en stærk konkurrencementalitet, hvor det ikke er nok at være næstbedst. Og hvor rodløshed og arbejdsløshed er et stigende problem. 
I lang tid var jeg af den overbevisning, at dette ikke var et aktuelt problem i Danmark, og at skyderiet på Aarhus Universitet aldrig ville gentage sig. Jeg tror, jeg ikke var den eneste, der mente problemet kun var til stede andre steder i verden og mest i USA med den liberale våbenlovgivning. Men Utøya-massakren ændrede mit syn på dette. Når en mand som Ander Behring Breivik kunne likvidere så mange unge mennesker som en overlagt handling på denne idylliske ø i vort naboland, der er så ligt det danske samfund, så kan en lignende civilt begået massakre også ske blandt os i Danmark.
Hvordan sporer vi disse unge, der føler en indædt aggression mod samfundet? Og hvordan inkluderer vi dem?
Mit bedste svar på det sidste er, at vi må tænke forebyggende og genopfinde fællesskabet og styrke de fælles værdier i en tid, hvor hvor vi er mere egocentrerede og karrierefikserede end nogen sinde før. Det kan selvsagt være en udfordring i krisetider, hvor der ikke er job til alle, og hvor usikkerheden præger vores handlinger. Men måske er det derfor netop nu, vi må finde sammen og bekæmpe det, som skaber rodløshed, ensomhed, mindreværdskomplekser og had. Ellers kan det gå rigtig galt.

Der er næppe noget entydigt eller enkelt svar på, hvorfor nogle mennesker begår disse frygtelige handlinger og dermed skaber ubeskrivelige tragedier. Den lette adgang til våben har efter al sansynlighed en stor betydning, bl.a. fordi der givet er en del "copy cat" i de seneste hændelser. For mig ligner det i det fleste tilfælde et selvmord, hvor gerningsmanden har besluttet at tage sit liv. Ofte er der tale om ensomme og isolerede mennesker, der ønsker at gøre deres exit fra denne verden, og dermed sansynligvis også deres farvel til deres indre dæmoner, frygt og smerte til et spetakulært sjov. For en gang skyld er det dem der bestemmer, for en gang skyld er det dem der er i centrum, og nu skal andre for lov til at føle den smerte, som de - samfundet/omgivelserne/familien/kammeraterne - har påført dem. I virkeligheden må de føle en smerte, som de fleste af os - heldigvis - ikke formår at forstå. Der synes at være et fælles træk ved de fleste af dem. De beskrives som ensomme, isolerede, nørdede og uden venner eller med kun få eller enkelte venner, der ofte er ligså isolerede og nørdede, som de er. I en udtalelse beskrev en af Adam Lanzas tidligere klassekammerater ham som sioleret, ensom og nørdet. "Vi lagde ikke mærke til ham, han var sær, nørdet og holdt sig for sig selv, kun hvis han blev spurgt om noget, grinede vi ad ham, ellers fik han lov at passe sig selv" (citat efter humkommelsen). I den forbindelse spørger jeg mig selv, hvad der kom først? Er han ensom og isolert fordi han er sær og nørdet, eller bliver han sær og nørdet fordi han er ensom og isoleret. Alt for ofte isoleres mennesker i dette samfund, - holdes uden for kammeratskabskredsen, klassen, idrætsforeningen mv., - blot fordi de er en smule anderledes, eller - og tit - fordi de er skøbelige og dermed lette ofre, ikke nødvendigvis for mobning, de bliver såmænd bare holdt ude. Hvilken smerte må de ikke føle? Hvilket had mod de, der er med medens de står udenfor, må de ikke nære? Vi bør derfor være opmærksom på, at især børn og unge får muligheden for at være "med på holdet", - også selvom de måske ikke er den bedste fodboldspiller, - eller hvad det nu måttet være. Desværre ser det ud til, at den tid er forbi, "hvor det var vigtigere at være med end at vinde". Forældre, lærer, pædagoger og kammeraterne for den sags skyld har et ansvar og bør være opmærksom på, at der skal være plads til alle, ellers er der risiko for at vi skaber monstre. Og hvem har så ansvaret for tragedien, monstret eller os?

I Eventyrets Land vest for Den jyske Højderyg er et politiorkester et nisse- og cirkusorkester, der spiller ved De gamles Hjem til jul, de spiller også under en fodboldkamp og ved en cirkusforestilling på friluftscenen i skolegården. Et postorkester spiller nissernes vagtparade på Torvet, der er skøjtebane om vinteren, se Torvet i Esbjerg og et DSB-orkester er et jazzorkester, der spiller højt fra træets grønne top i Banegårdshallen for julegæster, der kommer hjem med 4-toget.

Vest for Den jyske Højderyg står folkekirken ved gravens rand, som altid, men kommunekemi er et krematorium for trolde, der lever af fostre og transplantationer som det evige liv.

Flyt Dalgas til Nakskov, Lolland er skabt til gartnerier og skovhøjskoler, li´ som Falster til en kolonihavehøjskole, men trolde lever i en skov af dummebøder, som kristne betaler. Rold og Ærø er skabt til skovhøjskoler, Aabenraa til en højskole for kolonihaver og Samsø til kartofler. I Eventyrets land ligger en kolonihavehøjskole bedst i Forum mellem Esbjerg og Varde til gavn for fiskere og bønner på efterløn.

Fællesskaber er generelt defineret eller afgrænset af deres normer.
Uden afgrænsende normer af en eller anden slags er der intet fællesskab.
Så et fællesskab kan ikke tolerere brud på eller opløsning af dets normer, hvis det vil eksistere.
Afvigere og indtrængere må isoleres eller disciplineres til ensretning med repressalier, eller de må udelukkes.

Flokdyr som mennesker har behov for flokkens identitet, tryghed og accept.
Disse goder opleves stærkest i kontrast til bekæmpelsen af afvigere.
Nogle flokmedlemmer og kliker er følgelig på udkik efter afvigere, der kan/bør mobbes og diskrimineres.
De finder altid nogen – om nødvendigt ved at stille skærpede krav til overensstemmelse med normerne.

Nogle skoler og andre organisationer forsøger at begrænse denne naturgivne ”kannibalisme”.
Stater går ind i kampen med ”Racisme-lovgivning” eller ”Diskriminations-lovgivning”, som det egentlig burde kaldes:
”§ 266 b. Den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.”

Men lovgivningen er ikke generel, som love burde være.
Kun nogle udvalgte grupper beskyttes - i det omfang loven virker.

Og den kannibalistiske pøbel finder altid anvendelige ofre, da menneskeæderiet giver betydelig tilfredsstillelse som ovenfor anført.
Grimme, fede, dumme og kiksede individer udsættes i årevis for ulovlig forfølgelse og tortur af pøbel, der har tiltaget sig mandat til at fungere som håndhævere af normerne for deres fællesskab, selvom de savner kvalifikationer og menneskelige egenskaber til en passende udførelse af opgaven.

Mange værgeløse ofre præges for livet af mishandlingen.
Nogle giver op og tager livet af sig.
Et lille antal går på hævntogt med et skydevåben.

Inden vi falder i svime over skoleskydningerne, så skulle vi måske lige studere selvmorderne i Pakistan, Iran og mange andre lande. USA har ca. 50 stater. Hvilket er dobbelt så mange som i Europa. Antallet af døde i trafikuheld kan tælles i tusinder hvert år. Når jordens befolkning øges, så øges antallet af selvmord også med eller uden uskyldige deltagere også. Med alle de indslag, som der er lavet med Newtown mordene, så kan TV stationerne snart lave en hel kanal udelukkende til uddybning af mordernes motiver, udsendelser af politifolk, sørgende forældre og kloge politikere, begravelsescerimonier, for selvmordere og deres ofre.