Kommentar

Hvorfor sker skoleskyderier?

Lene Rikke Bresson: Skudmassakrer på skoler er ikke kun en amerikansk specialitet. Det skete f.eks. også på Aarhus Universitet i 1994, på Gutenberg Gymnasium i Erfurt i 2002. Men kan vi gøre noget for at forhindre dem?

Ofrene fra massakren på Sandy Hook Elementary School den 14. december mindes. Tabene er ubærlige og spørgsmålene hober sig op. Svarene er imidlertid ikke så ligetil.
Ofrene fra massakren på Sandy Hook Elementary School den 14. december mindes. Tabene er ubærlige og spørgsmålene hober sig op. Svarene er imidlertid ikke så ligetil.

Den 14. december skete det igen på Sandy Hook Elementary School i Newtown, hvor 20 børn og seks voksne mistede livet. Men det er sket før. Newtown-massakren er nr. 153 i verden og vidner om et fænomen, der breder sig.

Det skete også på Aarhus Universitet i 1994, på Columbine High School, USA, 1999, på Gutenberg Gymnasium, Erfurt, Tyskland, 2002, på Jokela High Scool, Finland 2007, og på Tasso da Silveira Municipal School, Brasilien 2011. Navnene vil for altid vil være en del af den statistik, alle frygter: statistikken over 153 skudmassakrer. Skudmassakrer var engang en amerikansk specialitet, men har bredt sig til en syg global kultur som udstilles på YouTube.

Kan vi gøre noget for at forhindre, at det sker igen? Kan vi blive bedre til at identificere gerningsmanden bag en massakre? Eller sidder vi og venter, til der lyder endnu et »klik« inden i hovedet på dem og det resulterer i flere meningsløse drab? Det første, vi kan gøre, er at bryde tabuet skolemassakre.

Emnet massakre er så tabubelagt, at en gymnasie-rektor i marts 2011 skrev ud til hele rektorsammenslutningen i Danmark for at boykotte et afgangsprojekt fra filmskolen, Intet kan røre mig, der viser en dansk massakre. Alt sammen fordi rektoren helst så, at så farligt et emne ikke blev talt om endsige visualiseret. Massakrerne forsvinder ikke og slet ikke ved, at vi forsøger at tie dem ihjel. Filmen Hvad med Kevin brød det tabu, som jeg også brød med romanen Den gule plet.

153 gange skød et menneske livet i stykker i en massakre - en amerikansk specialitet, der rykker tættere på Danmark ifølge eksperter. Men Danmark blev allerede i april 1994 en del af statistikken over massakrer og på halvdelen af danske skoler har man beredskabsplaner, der skal håndtere en skudmassakre.

Men et beredskab forhindrer ikke en massakre og en undersøgelse fra 2002 lavet af US Secret Service og US Department of Education viser, at en massakre for længst er gennemført, inden et SWAT-team når frem. Derfor er beredskabsplaner en falsk sikkerhed.

Naivt tror vi, at der findes en profil på en gerningsmand, monsteret bag massakren, men 2002­-­undersøgelsen viser, at der ikke eksisterer en sådan. Det frustrerer os, at vi ikke ved, hvilket menneske, der bærer kimen til at blive gerningsmand til en massakre.

Tre faktorer er imidlertid afgørende for, at et menneske går amok i en skudmassakre:

1. Had mod samfundet

2. Ensomhedsfølelse

3. Adgang til våben

Faktorerne er til stede i ethvert samfund, og kan blive til en sprængfarlig cocktail, hvis vi ikke bliver bedre til at identificere og dermed forhindre et menneske i at gennemføre en massakre.

Og for at tage den sidste faktor først, nemlig våben, så har argumentet i Danmark altid været, at vi ikke har amerikanernes liberale våbenlov. Den lov behøver vi heller ikke for at det kan gå galt, for massakren i 1994 på Aarhus Universitet blev begået med et oversavet jagtgevær. Og våbentallene i Danmark viser, at der er blevet markant flere lovlige våben i de danske hjem. Antallet af nye våbentilladelser er tredobbelt de sidste ti år (Berlingske 01.09 2009).

Om ulovlige våben udtaler vicepolitiinspektør Flemming Steen Munch fra Københavns Politi: »Våbnene er kommet til Vesteuropa i stor stil, og derfor er det let at få fat i våben herhjemme.« (DR 15. september 2008). En af de overlevende fra massakren i 1994, Heidi Philipsen, sagde om adgangen til våben: »Hvis en anden studerende igen bliver frustreret nok til at ville begå udvidet selvmord i et forsøg på forskruet eksponering af sig selv, føler jeg mig overbevist om, at han nok skal finde et våben at udtrykke sig med.«

Er gerningsmanden så en lone rider? Kun 25 pct. af gerningsmændene falder i den kategori, dvs. de 75 procent var med i en sportsforening, havde venner etc. Men på en eller anden måde følte de sig kørt ud på et sidespor. Så langt ud, at de overvejer selvmord. Men selvmordet går via massedrab. Selvmordet er forbundet med stor angst og nogle af dem mangler modet, derfor dræber de andre, for derved for nemmere at begå selvmord.

Hvis man tror, der findes en profil på en gerningsmand bag en massakre, som et grov psykisk forstyrret menneske fra et dårligt hjem, så fortæller undersøgelsen fra 2002, at der ikke eksisterer en sådan. De demografiske, de personlige forhold, deres skolehistorie, sociale karakteristika varierer så meget, at det er umuligt at tale om et mønster endsige en profil. Og kun 20 procent af gerningsmændene fik en psykisk diagnose.

En anden myte om gerningsmændene er, at det en impulsiv handling. Det er det langtfra. De fleste massakre er planlagt gennem længere tid og derfor giver det gerningsmanden mulighed for at skaffe sig våben og sprængstof. De leger med ideen og planlægger massakren ned i mindste detalje, før de er klar. De er udstyret med egenskaberne som vedholdenhed og perfektionisme sammenholdt med evnen til at overholde deres modbydelige plan og handle efter den.

Vrede mod samfundet har alle helt almindelige mennesker følt på et eller andet tidspunkt i deres liv. Men hvornår bliver hadet så stort, at ideen til en massakre fødes?

Hvornår bliver hadet så ekstremt, at de skaber et parallelt liv i cyberspace og iscenesætter sig selv som helten, der skal redde verden fra en fjende, der først opstår i tankerne, så i ordene, for til sidst at blive til virkelighed, og derfor må nedskydes. I 2011, 109 år efter den første skudmassakre, ved vi stadig ikke, hvorfor klikket lød i gerningsmanden bag massakren i 1994 på Aarhus Universitet og på Utøya.

Men vi ved, at alle tre faktorer var til stede på Utøya og i 1994: adgang til våben, ensomhed, og had mod samfundet, da Flemming Nielsen skrev en seddel på sit skrivebord: »Jeg kan ikke holde dette ud « og næste morgen pakkede sin sportstaske med jagtgeværet og tog ind i kantinen på Trøjborg.

Her skød han mod de studerende, der tilfældigvis var der den dag uden at vide, hvem han var.

Derfor må vi først og fremmest blive bedre til at identificere gerningsmændene bag massakren. At tyde de tegn, der trods alt er der, før massakren indtræffer.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.