Nahid Riaz: Det Udenrigspolitiske Selskab inviterede Ahmadinejad-støtten, iraneren Mostafa Dolatyar, til at holde foredrag. Han har stået for forfølgelse og henrettelse af politiske fanger - og former i dag Irans udenrigspolitik. Nahid Riazi kritiserer invitationen.
25. juni 2010, 22:30
Til Det Udenrigspolitiske Selskab
Det Udenrigspolitiske Selskab inviterede en af det iranske regimes højtstående folk til Danmark for at holde tale for dets medlemmer mandag 21. juni. Mostafa Dolatyar, som skulle gæste Det Udenrigspolitiske Selskab er kendt for sin rolle i det islamiske regime. Han har været en af de højtstående personer i Revolutionsgarden (Sepah Pasdaran), som stod for forfølgelse og henrettelse af politiske fanger, og for at håndhæve de stramme religiøse love i Iran de sidste 31 år.
Han er i dag Ahmadinejads trofaste støtte og er med til at lede regimets udenrigspolitik. Det er blandt andre også ham, der står bag "demonstrationer" foran andre landes ambassader i Iran, når det passer til regimets interesser.
Det iranske udenrigsministerium har som bekendt et tæt samarbejde med regimets efterretningstjeneste i forfølgelse af politiske flygtninge i Europa og i udførelse af terrorplaner imod iranske oppositionsfolk.
Invitationen af sådan en forbryder og det islamiske regimes repræsentant sker i kølvandet på massehenrettelser af politiske fanger i Iran og mens verden er vidne til det islamiske regimes forbrydelser mod befolkningen i Iran. DUS havde inviteret regimets repræsentant for at give ham talerør i dialogens navn, mens enhver kritisk udtalelse mod det islamiske regime i Iran bliver mødt med forfølgelse, henrettelse, tortur og voldtægt.
Dagen før Det Udenrigspolitiske Selskabs arrangement var det årsdagen for drabet på Neda Agha Soltan, en ung iransk kvinde, som brutalt blev dræbt under en demonstration i Teheran sidste år. Nedas død var et klart bevis på den brutalitet, som det islamiske regime anvender i Iran. Tusindvis af mennesker er blevet slagtet og slået ihjel i Iran lige som Neda.
På Nedas årsdag og efter opfordring fra hendes mor blev der holdt mindehøjtidelighed for hende og for alle de andre dræbte i de forskellige europæiske lande, heriblandt i København.
Det Udenrigspolitiske Selskab burde invitere sine medlemmer til deltagelse i en mindehøjtidelighed for ofrene for forbryderstaten i Iran i stedet for at forberede et møde med dens repræsentant!
Heldigvis meldte det islamiske regimes repræsentant afbud til mødet, da regimets ambassade i København havde hørt, at nogle iranske flygtninge vil demonstrere foran mødestedet.
Invitation af regimets repræsentanter, som hver for sig har del i og ansvar for de forbrydelser, der bliver begået mod den iranske befolkning, er en klar krænkelse af de mennesker, som bliver udsat for undertrykkelse og forfølgelse i Iran. Det er en krænkelse af de familier, hvis kære unge er blevet dræbt af det islamiske regime.
Det er at nedværdige de mennesker, som kæmper en hård kamp mod fascister og terrorister og for at opnå deres frihed.
Det Udenrigspolitiske Selskab påstår på sin hjemmeside, at det ikke tager del i politiske spørgsmål. Men at give talerør på et medlemsmøde til et regime, som i den grad bruger enhver mulighed for at propagandere for sig selv og for sin politik, er en politisk handling til fordel for det islamiske regime, om Det Udenrigspolitiske Selskab vil det eller ej!
Det Udenrigspolitiske Selskabs invitation af det islamiske regimes bøddel kan på ingen måde bortforklares. Man kan ikke have dialog med dem, som har så meget blod på hænderne. De skal i stedet sendes til den internationale domstol og stå til ansvar for deres forbrydelser mod millioner af mennesker.


































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten