Hvorfor er det så interessant, hvad de kendte mener?

Medierne spørger ofte »kulturpersonligheder« om deres syn på alle mulige politiske emner. Peter Kurrild-Klitgaard er ikke imponeret.

Peter Kurrild-Klitgaard
Peter Kurrild-Klitgaard

Klummen: Det var på Roskilde Festival engang for længe siden, og den smukke sangerinde skreg ind i mikrofonen: »Her i bandet synes vi, krig er noget lort. Så derfor har vi skrevet denne sang.«

Mit syn på hende og musikken blev aldrig helt den samme igen. Ikke fordi jeg holder af krig - snarere fordi vi vel alle synes, at krig som udgangspunkt er noget skidt, og at det derfor var nok så trivielt et budskab. Heller ikke fordi jeg har noget imod, at musik er politisk eller holdningspræget - snarere fordi det netop var tilfældet, at de pågældende musikere vel nærmest præsenterede sig som upolitiske popmusikere.

Erindringen randt i hu i den forgangne uge, hvor man på Go’morgen Danmark på TV 2 kunne se en skuespillerinde, Anne Grethe Bjarup Riis, få større opmærksomhed end hun formodentlig har fået i nogen anden sammenhæng. Ved at optræde i en debat om prostitution på en måde, der næppe gjorde hende selv eller emnet nogen gavn. Kort fortalt var Riis’ debatform og opførsel overfor en prostitueret, der stillede op til debat med hende, så underlødig og så uacceptabel, at man må undre sig over, at TV 2 overhovedet gav hende taletid. Det har næppe været uoverlagt, for Riis havde kort før brugt præcis samme sprogbrug på skrift, hvor hun viste, at hun ikke havde noget nyt eller faktuelt at bidrage med, og ikke ønskede at debattere emnet på en blot nogenlunde civiliseret måde.

TV 2 gjorde det givetvis af samme årsag som at aviserne i årevis har lavet enqueter, hvor man spørger tre-fire-fem »kendte« musikere, forfattere, malere, skuespillere, filminstruktører e.l., om deres syn på alle mulige politiske emner. Og af præcis samme årsag som at TV og aviser gerne laver lange interview, paneldebatter og sofasamtaler om politiske emner mellem samme.

Men hvorfor er det lige, at så mange »kulturpersonligheder« forventes at have ting at sige, der er over gennemsnittet interessante? Hvorfor skulle det være mere interessant at høre, hvad en Lotte Heise, Peter Aalbæk Jensen, Lars von Trier, Anne Marie Helger, Klaus Rifbjerg eller Henrik Nordbrandt måtte mene om regeringen, krige, økonomi og offentlige udgifter? Man spørger omvendt sjældent statskundskabsprofessorer, virksomhedsledere eller departmentschefer, hvad de mener om lyrik eller kernefysik.

Alle har de præcis lige så megen ret til at mene noget om alt mellem himmel og jord. Men hvis det var ikke-politikerne og ikke-eksperterne, journalisterne gerne vil have politiske vurderinger fra, kunne man interviewe f.eks. taxi-chauffører, frisører eller pølsemænd, der om nogen har fingrene på pulsen. Svaret er naturligvis, at de »kendte« interviewes, fordi de netop er kendte. Punktum. Fordi det skønnes, at dét - snarere end emnets vigtighed eller de fremsatte holdningers relevans - der skal til for at holde den marginale læser, lytter eller seer fanget et par minutter mere.

Spørgsmålet er så, hvad det egentlig betyder for samfundsdebatten, at adgangskravet til at kunne få kamera-tid ikke er, hvor godt, nyt, velformuleret, interessant eller velfunderet dét, man siger, er, men alene hvor kendt man er? Hvis den udarter sig til en krydsning mellem Billed Bladet og X Factor, er man næppe helt ved siden af.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.