31. oktober 2009, 22:30

For første gang i mit liv tog jeg i dag mig selv i, at kigge med rædsel på en mand på gaden. Han ventede på linje 12, der stopper lige uden for min gadedør. Ikke noget odiøst i det. Rædslen skyldtes de kugler, der faldt i mit kvarter for knap 24 timer siden. For manden havde tatoveringer, der kravlede op ad nakken og han var solidt bygget. Selvom han ikke gjorde noget væsen af sig, som de færreste gør, når de venter på bussen, så blev jeg bange.

Jeg havde netop afleveret min datter i børnehaven. Den ligger også i kvarteret. Sådan cirka to gader fra skuddene. For sådan er mit kvarter. Vi er almindelige mennesker, der passer vores arbejde, vores studier, vores børn og vores liv. Vi lever her, vi har vores hjem her. Vi har vores hjerter her.

Vi bor ikke langt fra Nørrebro. Frygtsomt har vi fulgt de optøjer, der har plaget naboerne i 2200 N. I vort stille sind har vi måske alle sammen taget os selv i at føle et ubehageligt stik af glæde over, at det var i postnummer 2200 og ikke i vores 2000. Men vi har snakket meget om det og været bange for det. For 2200 er ikke længere væk, end at vi har vores daglige gang der. Vi kører gennem Kbh N, når vi skal på job inde i byen.

Selvom Rantzausgade har været plaget af skyderier, har jeg insisteret på, at jeg skam godt kunne cykle den vej hjem. Også selvom jeg nu nogle gange har prøvet at blive stoppet af ordensmagten og sendt ad en anden rute, fordi der havde været gang i pistolerne.

Mine bedsteforældre bor der. Min far er vokset op der. Jeg har selv boet der i mange år. I det der postnummer, 2200. Min 85-årige farfar, som den gamle modstands- og militærmand han er, gik lige hen og skulle se, hvad der skete for at kunne afgive rapport til ordensmagten, da skyderierne foregik lige nede foran hans gadedør.

Indtil videre har rockere og bander fået dræbt seks personer og såret flere end 50.

Regeringen, der så gerne vil fremstå hårde og kontante, fremstår som ubehjælpelige nokkefår. For hvad hjælper det, at sende lidt ekstra håndører ud i politikredsene, når man samtidig har hevet tæppet væk under betjentene med en politireform, der lader meget tilbage at ønske? Hvad sker der med vores retsstat, når svømmehalspersonale efter to timers tilbageholdelse af en pædofil, må lade ham gå, fordi politiets ikke har ressourcer til at hente ham, men har ’et godt signalement’?

Hvad sker der med vores retsstilling, når klimatopmødet allerede nu er årsag til, at politiet ikke kan tage sig af almindelige politiopgaver. Har der været indbrud hjemme hos dig? Bare ærgerligt, politiet kan ikke komme, de skal planlægge strategien, hvis nu Obama skulle få lyst til at komme til december og kaste lidt glans over lille Lars fra Græsted. Men bare rolig. Justits-Brian siger, at de har alt under kontrol.

Imens kan alle vi almindeligt dødelige, for hvem skudsikre veste, AK47, Black Cobras og übermaskuline æreskodekser tidligere var noget, vi så på film, konstatere at vores kvarter i Danmarks hovedstad er gået fra stille og fredeligt til det vilde vesten overnight. Først var det 2200, så var det 2400. Nu er det 2000. Hvad bliver det næste? 2100? 1218? 1216?

Er det først, når krigen rammer Slotsholmen, at lille Lars og Brian vågner op? Hvad skal vi gøre? Hvordan skal vi få råbt op og sagt fra?

Hvad er det for en politikerstand, der i ramme alvor mener, at det er helt i orden og en god løsning at eksportere problemet ud af kommunegrænsen?

Breder vi blikket ud over vores egen lille andedam kan vi jo se, at problemet kan løses.

Ikke langt fra Dannevang i den engelske by Manchester har de med succes fået dæmmet op for en lignende situation. Jamen, kunne man så indvende, det er jo bare fordi, regeringen ikke kender til den succes, at den bare lader stå til, mens hovedstaden udvikler sig til en moderne westernfilm. Nej. Det er det ikke. Utallige er de opfordringer regeringen har fået til - med inspiration fra Manchester-erfaringerne - at gøre noget ved det her.

Nej. I stedet er vi alle sammen tvangsindlagt til at fordømme pelsavlere og have blødende hjerter for mink i bur.

Beklager. Det bliver uden mig. Så længe vi har en regering, der som rockerne, men på en helt anden borg, forskanser sig bag tykke mure og tomme ord, må vi andre leve med livet som indsats i vores eget kvarter. Vi kan ikke være trygge i vores egne hjem. Regeringen er totalt ligeglad.

Som så meget andet med de borgerlige på Christiansborg er det all talk, no action. Her hvor jeg bor, er det desværre no talk, all action. Hvor galt skal det egentlig gå, før vi kan føle os hjemme i vores by?