Asger Aamund: Der lanceres i disse år en bred vifte af ny medicin og banebrydende terapier, der markant forbedrer behandlingen af en række tunge langtidssygdomme som kræft, gigt og hjertelidelser. Priserne bliver også derefter.
10. marts 2011, 22:30
Vender han tommelfingeren op eller ned? Folkemængden på det dødstille Colosseum stirrer som med ét øje på kejserlogen, hvor herskeren om få sekunder afgør, om den sårede gladiator dernede i arenaens sand skal have dødsstødet af sin overmand. Eller om han for sit mod og sin kampvilje skal belønnes med livet.
Sådan får vi det også i det stadigt fattigere Danmark, hvor det ikke er en kejser, men en offentlig komité, der skal bestemme, hvem der skal have den dyre, livsforlængende medicin, og hvem der skal dø noget hurtigere. For der bliver ikke råd til at holde liv i os alle sammen for enhver pris. En sund laboratorie-mus bliver to år gammel, en rotte tre år, hvis de ikke forinden ofres på videnskabens alter. De hverken ryger, drikker eller nedslides af hårdt arbejde, men mus og rotter dør af det samme som vi mennesker: kræft og hjerte-karsygdomme. Vi skal jo herfra på den ene eller anden måde, og med en stærkt tiltagende ældrebefolkning i Danmark vil vi opleve stigende forekomst af kroniske og farlige sygdomme. Denne udvikling vil resultere i en voldsom acceleration af omsorgsomkostningerne generelt og af sygehusmedicinen i særdeleshed. Hospitalernes årlige udgifter til medicin er syvdoblet siden år 2000 og vil i 2011 nå 7 mia. kr. Men denne bratte stigning markerer kun en beskeden kilometersten på vej op ad Mount Everest.
Der lanceres i disse år en bred vifte af ny medicin og banebrydende terapier, der markant forbedrer behandlingen af en række tunge langtidssygdomme som kræft, gigt og hjertelidelser. Priserne bliver også derefter. Vore politikere er ikke meget for at forholde sig til den kommende eksplosion i samfundets pleje- og omsorgsomkostninger. I stedet henviser de til, at den nuværende og kommende senior-generation bliver relativt billigere for samfundet, fordi de ældre er sundere og stærkere end tidligere. Dette er korrekt, men det betyder blot at den mand, der tidligere ville være død som 70-årig nu dør af de samme sygdomme, men som 80-årig. Samtidig belaster han som pensionist med tiltagende skrøbelighed de offentlige budgetter ti år længere. Det stærkt stigende antal ældre, der strømmer ind i sundhedssektorens serviceapparat, forstærker og accelererer denne udvikling. Nye bio-terapier til behandling af leddegigt, som er en kronisk sygdom, koster 100.000 kr. om året pr. patient. De moderne pacemakere er udstyret med batterier til en pris på 40.-100.000 kr. Herceptin til behandling af brystkræft koster 300.000 kr. årligt. De ny vacciner til behandling af prostatakræft, som er den hyppigste kræftform hos mænd, vil formentlig tage en pris på 500.000 kr. for et behandlingsforløb, en samlet årlig udgift på 2 mia. kr., hvis alle patienter skal have adgang til vaccinerne. Inden for kræftområdet har Sundhedsstyrelsen nu godkendt terapi med tre nye såkaldte ’end of life’ præparater (det lyder også pænere end ’terminal-medicin’) nemlig Avastin (lungekræft), Herceptin (mavekræft) og Votrient (nyrekræft). Fælles for disse lægemidler er en tårnhøj pris og at de kun giver patienterne få måneders forlængelse af livet. Sundhedsstyrelsen oplyser, at et års behandling med Avastin koster samfundet omkring 1 million kr.
Denne udvikling er en fordel for de økonomisk stærke patienter, der selv kan betale for de nye lægemidler, men en katastrofe for et samfund som det danske, hvor sundhedssektoren er totalt finansieret af skatteyderne. I dag er mere end halvdelen af vælgerne uden for arbejdsmarkedet; og af arbejdsstyrken er 700.000 borgere kun på deltidsarbejde. Arbejdspladser og virksomheder suser lige så hurtigt ud af landet som befolkningen ældes og ungdommen forlader den synkende skude. I 2020 er kun en tredjedel af vælgerkorpset i arbejde. Verdens højeste skatter kombineret med et vækstfjendtligt Folketing, der modsætter sig al diskussion om en dynamisk velstands- og vækstplan for Danmark, forhindrer, at kapital, teknologi, skarpe virksomheder og kompetente hoveder strømmer til landet og skaber den brede velstand, der er en forudsætning for en velfungerende sundhedssektor.
På denne baggrund får et stadigt mere forarmet Danmark ikke mange muligheder for at sende flere penge ind i pleje- og omsorgsapparatet. Man kan hæve skatterne yderligere, men det vil kun accelerere udflytningen af kompetente borgere og virksomheder. Så kan man ribbe de øvrige områder i den offentlige sektor og opprioritere sundhedssektoren. Det sker allerede, så der er heller ikke meget at hente. Stigende brugerbetaling kommer sikkert også i spil, men med beskeden effekt på den gigantiske finansieringsbyrde, der tårner sig op. Så er der den sidste mulighed. Når man som nation har fravalgt at tjene flere penge, må man spare og prioritere. Dette bliver også den danske løsning. Den lægefaglige prioritering, der er en naturlig del af den forsvarlige patientbehandling, vil blive domineret af politikernes krav om maksimale besparelser. De dyre lægemidler på vej vil opleve planlagte forsinkelser i godkendelsesprocessen. Det er jo også en slags besparelse. Hospitalslægerne vil blive pålagt barske restriktioner og hårdhændede prioriteringskrav til anvendelse af moderne medicin. Kun få patienter får adgang til de dyreste behandlinger. Som i England må vi nok indføre et loft over, hvad samfundet vil betale til den enkelte patientbehandling uanset terapeutiske fordele. Der indføres tvungen forebyggelse af livsstilssygdomme. Ingen tobak. Ingen druk. Ingen fed mad. Vi må nok frisere lægeløftet og fjerne det der med at »jeg vil stedse yde lige samvittighedsfuld omsorg uden persons anseelse«. Denne beskedne korrektion giver grønt lys for at anbringe de usunde sidst i behandlingskøen. Så kan de måske lære det. Og vi slipper nok ikke for otte timers ventetid på skadestuen i modsætning til den gode service i dag, hvor der kun er en kø på seks timer.
I arenaens sand ligger den danske sundhedssektor og bløder. Kejseren vender tommelfingeren. Nedad?



































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten