25. marts 2010, 09:37 – opdateret 25. marts 2010, 09:58

Google er gået til kamp mod Kina, og det er i sig selv interessant at studere, for hvem er stærkest: den multinationale private onlinegigant eller den hastigt voksende kæmpemagt? Bag denne styrkeprøve gemmer sig naturligvis også kampen mellem USA og Kina om at være fremtidens magtmæssige omdrejningspunkt i en verden, hvor USA ikke som i de seneste 20 år efter kommunismens fald har været den eneste og suveræne supermagt med de fordele og ulemper, det giver.

Men den allervigtigste grund til at holde øje med Google vs. Kina er, at den kan være et fingerpeg om, hvem der får lov til at sætte rammerne og spillereglerne for globaliseringen. For 20-30-40-50 år siden var verdens lande mindre afhængige af hinanden, end de er nu. I stejlt stigende grad handler, aftaler og kommunikerer vi med hinanden på kryds og tværs af kloden, og Kina er her en hovedaktør – og naturligvis et potentielt kæmpemarked for vestlige virksomheder. Men netop den gensidige afhængighed skærper også bevidstheden om, på hvis vilkår vi interagerer med hinanden globalt. Og det er i den sammenhæng, Googles skridt er så vigtigt.

For var Google bare blevet i Kina, havde internet-giganten været med til at knæsætte, at magtfulde ikke-demokratiske lande kan sætte grænser op for den frie indholdsudveksling online. Og dermed ville Kina have vundet en vigtig, men nedslående sejr i kampen om at svinge taktstokken i en globaliseret verden på et område, hvor interaktionen er selve meningen med det hele – nemlig når det gælder den onlinekommunikation, som idealister i hvert fald i nettets første år mente kunne være murbrækker for demokratisering i despotiske regimer verden over. Dertil er det ikke kommet – men Googles kamp mod Kina kan til gengæld være med til at sikre, at udviklingen trods alt ikke går den forkerte vej.

Det er dog langtfra kun her, den store kamp om globaliseringens dagsorden kæmpes. Klima- og energiområdet er et andet. Når det er så vigtigt, at verdens nationer når en aftale om begrænsning af CO2-udslippet, er det jo ikke kun for at holde den globale opvarmning i ave. Det handler i mindst lige så høj grad om præcis det samme som Google vs. Kina-konflikten – om retten til førsteserven i det samkvem mellem umage nationer, som globaliseringen jo reelt er. På energiområdet er det sådan, at en lang række af verdens største leverandører er mere eller mindre udemokratiske stater, nogle med direkte slyngelagtige tilsnit. Tag Hugo Chavez’ Venezuela, der bruger sin økonomiske magt via olieproduktionen til at lægge arm med USA. Eller Rusland, der formelt er et demokrati, men reelt er et autoritært samfund, som ydermere ikke holder sig for god til at bruge sin olie- og gasproduktion til at spille politisk bøhmand over for lande, der er dybt afhængige af den russiske energileverance og derfor dårligt kan andet end at klappe hælene sammen, når Moskva dikterer.