Kommentar

Hvem har ansvaret: Fogh eller folket?

Jørgen Bo Andersen: I juni 2003 fik realkreditsektoren af VK-regeringen med opbakning fra Dansk Folkeparti, De Radikale og Socialdemokraterne tilladelse til at tilbyde afdragsfrie lån til private. Har denne beslutning ført til boligboblen og den generelle krise?

Lige nu er der fornyet debat om årsagen til og ansvaret for den økonomiske krise i Danmark. Flere eksperter, debattører og mediefolk peger igen på afdragsfrie lån som en af de store syndere. Ansvaret lægges i høj grad på Foghs VK-regering og de partier, der stod bag beslutningen i juni 2003 om at tillade realkreditsektoren at tilbyde afdragsfrie lån til private. Flere eksperter peger på, at netop den beslutning har medført en boligboble og dermed næsten er årsagen til krisen. Men er det nu rigtigt og kan det bevises, eller mangler vi at få nogle historiske fakta på plads? Kan vi med sikkerhed sige, hvordan det var gået, hvis de afdragsfrie realkreditlån ikke var blevet en realitet? Eller er vi her ude i økonomiske vurderinger, som kræver antagelser, modelberegninger og »alt andet lige«-forudsætninger?

Først vil jeg gerne tilslutte mig det synspunkt, at afdragsfrie boliglån er med til at presse priserne op. Men det betyder ikke, at Folketingets beslutning var med til at skabe en boligboble. Lad mig i al stilfærdighed pege på, at Danmark ikke er det eneste land i verden med en boligboble og en økonomisk krise. Og bag beslutningen i Folketinget stod Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti og de nuværende regeringspartier Radikale og Socialdemokraterne. Så i sandhed en bred beslutning hen over midten af dansk politik.

Det burde være enkelt at kommentere udviklingen set i bakspejlets krystalklare lys. Men var det politikerne, der besluttede at indføre de afdragsfrie boliglån? Hertil er der et helt klart svar: NEJ. De var allerede på markedet. Midtbank, som var blevet overtaget af Svenska Handelsbanken, introducerede deres prioritetslån med afdragsfrihed allerede i 2002, og Danske Bank lancerede deres i foråret 2003, og flere pengeinstitutter fulgte hurtigt efter. Bankerne så det som en gylden mulighed for at få en større andel af boliglånene og endda inden for 80 procent af boligens værdi. De afdragsfrie boliglån var dermed en realitet allerede inden Folketingets beslutning i juni 2003. Den skal snarere ses i lyset af, at der var en ganske stor risiko for, at disse nye banklån ville få succes og være med til at udvande vores i øvrigt meget attraktive realkreditsystem. Disse historiske fakta er tilsyneladende fuldstændig glemt i den diskussion og argumentation, vi ser i øjeblikket. Derfor er det ret komplekst at vurdere, hvordan udviklingen ville have været uden beslutningen.

Normalt er boliglån i bankerne ikke helt så attraktive som realkreditlånene. Men i dette tilfælde var situationen anderledes. Prioritetslånene er realkreditlignende, og renten var dengang attraktiv fastsat på basis af Nationalbankens rente på indskudsbeviser tillagt en marginal. Den var afhængig af kundens kreditvurdering, men kunne i Danske Bank være helt ned til 1,3 procent. Da Nationalbanken i juni 2003 sænkede renten på indskudsbeviser til 2,15 procent, var den samlede rente for mange kunder 3,45 procent. Til sammenligning var rente plus bidrag på F1 flexlån lidt under 3 procent. Dermed var det afdragsfrie prioritetslån altså konkurrencedygtigt. Lånet er i tillæg langt mere fleksibelt for kunderne, som kan lave indskud for samme beløb og rente som lånets restgæld. Det kan indfries uden omkostninger, og der kan overføres stempel til et almindeligt realkreditlån. Da det dengang gav en større indtjening til banken end flexlånet til RD, er det min opfattelse, at prioritetslån havde potentiale til at gøre et stort indhug i realkreditlånene, da bankerne som bekendt rådgiver kunderne. Bankerne kunne endog gøre det uden at blive anklaget for dårlig rådgivning.

Det er værd at bemærke, at anbefaling af et afdragsfrit lån til en lav rente kan være særdeles god rådgivning. Det gælder i de tilfælde, hvor belåningen går ud over 80 procent og derfor giver behov for et boliglån til en væsentlig højere rente. Her bør anbefalingen være, at det billige lån optages med afdragsfrihed, så der kan afdrages mest muligt på det dyrere boliglån. Herved minimeres omkostninger og løbetid til boliglånet. Når boliglånet er afviklet, kan alle betalinger gå til afvikling af det billige lån. Den konstruktion er kun mulig med adgang til afdragsfrie lån.

Hvis de afdragsfrie realkreditlån forbydes, kan man med rette stille spørgsmålet: Hvorfor skal danskerne ikke skal have adgang til den billigst mulige finansiering? Og er det lige så enkelt at forbyde prioritetslån som realkreditlånene?

Uden de afdragsfrie realkreditlån vil kreativiteten blandt bankerne øges. Andelen af prioritetslån vil givetvis stige, og der vil komme konstruktioner med kombinationer af lån. Et 30-årigt realkreditlån kombineret med en kassekredit til at absorbere afdragene de første 10 år svarer til et afdragsfrit lån. Altså et ganske fint alternativ. Skal der for alvor lukkes for de afdragsfrie boliglån, må alle afdragsfrie boliglån forbydes. Det vil være temmelig omfattende og få betydelige konsekvenser for et stadig underdrejet boligmarked. Og kan det overhovedet lade sig gøre? Rigtig mange danskere har faktisk et afdragsfrit boliglån, men er bare ikke klar over det. Bankerne har nemlig gennem de senere år sikret deres udlån og kassekreditter med pant i kundernes bolig. En kassekredit med sikkerhed i et ejerpantebrev er de facto et afdragsfrit boliglån. Derfor er afskaffelse af afdragsfrie boliglån ikke en nem øvelse, da det vil gribe ind i mange andre finansielle produkter i bankerne.

På baggrund af mine betragtninger vil jeg konkludere, at diskussionen om de afdragsfrie boliglån er meget unuanceret og ser bort fra de historiske realiteter. Folketingets beslutning om at tillade realkreditinstitutterne at udbyde afdragsfrie lån var ikke den udløsende faktor, da bankerne allerede tilbød prioritetslån. Men beslutningen gjorde afdragsfriheden lidt billigere. Og man kan slet ikke konkludere, at boligboblen var undgået uden de afdragsfrie realkreditlån, da prioritetslånet allerede var på markedet. Men den var måske blevet mindre. Vi kan dog konkludere, at truslen mod realkreditlån som det bærende element i dansk boligfinansiering blev afværget. Det er min vurdering, at prioritetslånene havde et stort potentiale, og at vi uden beslutningen meget nemt kunne have fået et langt mindre gennemsigtigt og uoverskueligt marked for boligfinansiering. Det ville i sandhed have været ulykkeligt for Danmark.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.