Indspark

Hvem bliver ny EU-kommissær?

Peter Nedergaard.
Peter Nedergaard.
I løbet af 2014 skal den danske regering udpege en ny EU-kommissær som afløser for Connie Hedegaard. Der har allerede været spekulationer fremme om, hvem det mon kan blive.

Nogen har nævnt Anders Fogh Rasmussen, som i 2014 sandsynligvis holder op som NATO’s generalsekretær. Det er imidlertid helt usandsynligt, at han bliver ny EU-kommissær. Regeringer i EU udpeger i dag stort set kun personer med en tilknytning til et af partierne i regeringskoalitionen. Der er som regel også tale om en nuværende eller (ikke for langt tilbage) tidligere minister. Muligvis ville den danske regering gerne se ham som afløser for Herman van Rompuy som formand for Det Europæiske Råd, men også til denne post vil der sikkert være oplagte kandidater i form af ministre fra regeringspartier, som for nærværende har magten i EU.

ANDRE HAR NÆVNT Morten Bødskov som en oplagt kandidat til en dansk kommissærpost. Han er tæt på statsministeren, og han er netop tildelt posten som EU-ordfører for Socialdemokraterne efter at han gik af som justitsminister. Det er imidlertid usikkert, om Bødskov faktisk ville kunne blive kommissær, selv om regeringen indstillede ham. Han skal nemlig gennem det nåleøje, som udgøres af Europa-Parlamentets godkendelse, og det har tidligere afvist kandidater. F.eks. afviste man i 2004 den italienske kommissær-aspirant Rocco Buttiglione som retskommissær på grund af vedkommendes konservative holdninger til ligestilling og homoseksualitet.

NÅR DET MEGET vel kan gå Bødskov, som det gik Buttiglione, skyldes det to forhold. For det første var Bødskov anledning til en af de største kriser i det ellers relativt krisefrie danske formandskab, da han mod formandskabets slutning under et samråd lagde sig ud med netop Europa-Parlamentet. Samrådet drejede sig om, hvorfor de 27 EU-landes regeringer med Bødskov i spidsen udarbejdede en aftale om det grænseløse Schengen-samarbejde, der betød, at parlamentet kun fik en rådgivende - ikke en lovgivende - rolle i den såkaldte evalueringsmekanisme. Mange parlamentarikere opfattede Bødskovs optræden som arrogant. »For mig sluttede det danske formandskab 7. juni (i 2012, da aftalen blev vedtaget, PN),« sagde lederen af Europa-Parlamentets største gruppe, kristendemokraternes Joseph Daul, ved den lejlighed.

Det andet forhold, som kan blive alvorligt medvirkende til en manglende godkendelse af Bødskov, skyldes forløbet i forbindelse med PET-skandalen. Den kendsgerning, at Bødskov i den forbindelse bevidst konstruerede en forkert forklaring over for netop det danske parlament, vil sandsynligvis få den i forvejen begrænsede tillid til Bødskov blandt et flertal af medlemmerne af Europa-Parlamentet til at mindskes yderligere. Meget peger derfor på, at Bødskov ville blive afvist af Europa-Parlamentet, hvis han blev indstillet.

HVEM BLIVER SÅ dansk EU-kommissær? Ja, mange kan stadig tænkes at være kandidater, selv om de to mest omtalte kandidater er væk. Kunne der mon ikke ske det, at statsminister Helle Thorning-Schmidt selv alligevel tog posten trods benægtelserne herom? Er det måske ikke en bedre vej ud af politik end at stå over for et forventeligt valgnederlag og en efterfølgende fratræden fra den socialdemokratiske formandspost?

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.