Debat

Hvad nu, Venstre?

Efter at V mistede regeringsmagten, er partiet vokset til historisk størrelse i meningsmålingerne. Er flere danskere blevet borgerlige? Og fører en mere liberal vej også ind i Statsministeriet?

Anne Sophia Hermansen, Pressechef
Anne Sophia Hermansen, Pressechef

Anne Sophia Hermansen, blogger og pressechef

Vælgertilstrømning til V er snarere udtryk for et fravalg af regeringen end et tilvalg af Venstre. Venstre har gennem 00erne vist, at det var et magtsygt parti, som undlod at foretage de nødvendige reformer, og hvis nogen troede, at partiet ville benytte oppositionstiden til et moralsk selvopgør, f.eks. til at få gjort op med de udenrigspolitiske fejldispositioner, kan de godt tro om igen. 200.000 jobs forsvandt, alene i industrien, og milliarder blev spulet ind i en stadig mere ineffektiv og bureaukratisk offentlig sektor. Men folk synes åbenbart, at alternativet er værre, og det kan man ikke fortænke dem i. Helle Thorning har kludret rundt, og ingen ved, hvad hun egentlig mener om noget som helst eller vil med magten. Bortset fra at have den. Hun gik som bekendt også til valg på at kunne »slå Anders Fogh«. Det var så åbenbart også det eneste, hun ville. At løn og skat skal ned er vist ikke kun Venstre-tankegang.

Det står faktisk også i det aktuelle regeringsgrundlag, og de fleste vil nok protestere over, at SRSF-regeringen bliver kaldt liberal. At kalde Venstre liberalt er også en tilsnigelse. Lad os ikke glemme, at den Venstre-ledede regering fra 2002-2011 satte skatter og afgifter i vejret 287 gange; heraf ramte 231 erhvervslivet. Tilsvarende var VK mere end villige til at ofre borgernes retssikkerhed og personlige frihed på en lang række områder – for magtudøvelse. Men løn og skat skal sænkes. Selv Ole Sohn er nået frem til den erkendelse. Interessant nok en måned efter han gik som erhvervsminister. Det er sjovt, som politikere mener fornuftige ting, når de er løsnet for ministeransvar. Lars Løkkes største udfordring er, at han lige så lidt som Fogh er en reformator. At politikerleden over de seneste ti år er steget markant, fordi stadig færre forbinder partierne med politik. Venstre lærte os også i nullerne, at de navigerer efter strategiske, ikke politiske pejlepunkter og kun vil have én ting: magt. Og den skal de nok få næste gang, selv om de endnu ikke har givet reelle bud på, hvordan Danmark kommer videre, eller folk kommer i arbejde.

Erik Meier Carlsen, Journalist og forfatter

Med tilslutning fra en tredjedel af vælgerne i det sidste halve års målinger er Venstre tættere på at være landets store folkeparti end i de seneste 70 år. Resultatet – især – af erobring af mere end 100.000 socialdemokratiske vælgere. Fogh Rasmussens succesfulde årti kom af en effektiv alliance med Dansk Folkeparti. Tilsammen kunne V og O levere den alliance, som holdt S ved magten i det meste af forrige århundrede: alliancen mellem den brede middelklasse, som ønskede samfundet moderniseret, og den store gruppe af mindre privilegerede, som var bekymrede for deres vilkår under processen. Udlændingepolitikken var og blev en stærk markør for denne bekymring. Men VO-alliancens tiltrækningskraft på socialdemokratiske vælgere synes usvækket af, at udlændingepolitikken er gledet i baggrunden. I dag er den folkelige bekymring knyttet til økonomien. Og det har styrket fremfor svækket V-O’s tiltrækningskraft. O har også fortsat erobringen af S-vælgere.

S-SF-alliancen er i en objektivt vanskelig situation. S har, tvunget af De Radikales genvundne nøgleposition, accepteret, at dagsordenen er reformer og en satsning på konkurrenceevne og jobskabelse. Men at berolige de bekymrede vælgere er en gigantisk opgave for partiet, hvis ministre savner erfaring og gennemslagskraft. Især når resultaterne udebliver og tabet af arbejdspladser fortsætter med fornyet styrke. Enhedslisten har besindet sig og erkendt, at støtten til regeringen ikke kan betinges af samarbejdsmønstret i øvrigt. Hvis ikke baglandet gør oprør, har Enhedslisten afdramatiseret finansloven frem til valget.

Venstre er nu udfordret på sin strategi. Regeringen kan ikke gennemføre sit reformprogram uden borgerlig støtte, og De Radikale kan ikke forblive i regeringen uden flere reformer. Samtidig er det den krise-prægede regerings eneste chance for at genvinde styrken, at det lykkes at vende udviklingen, så der skabes flere jobs, end der mistes. En aktiv samarbejdsindsats fra Venstre bliver dermed regeringens eneste håb. Det kunne friste Venstre og dets leder til at føre visnepolitik. Men det vil undergrave De Radikales og store vælgergruppes betydelige aktuelle tillid til Venstre.

Edith Thingstrup, Sognepræst og debattør

Måske er det bedre at have en rød regering, der fører blå politik, end at have en blå regering, der fører rød politik. Den røde regering har medvirket til en række banebrydende initiativer: ændringen af den såkaldte satsregulering. Nu skal kontanthjælp, dagpenge osv. ikke længere stige automatisk i takt med lønningerne i den private sektor. Nu skal ydelserne i højere grad lægge sig op ad inflationen. Samtidig har RAF-regeringen lagt op til en begrænset stigning på ca. 0,1 pct. i det offentlige forbrug næste år. Ikke dårligt! Kan Venstre gøre det bedre i regering? Jeg vil bestemt ikke forklejne Lars Løkkes lederskab, da det gjaldt efterlønsreformen. Til gengæld stod han også bag en række voldsomme skattestigninger i VK-regeringens sidste år. Løkke begravede faktisk skattestoppet godt og grundigt, desværre. Derfor må man som liberal stille visse krav til Venstre. Genindfør skattestoppet, sådan som det var tænkt i 2001.

Et af de store tilbageværende problemer i dansk politik hedder: den offentlige sektor. De fleste af os er glade for dens ydelser. Vi betaler bare alt for meget, fordi konkurrencen er svag og nytænkningen træg. Der er for megen planøkonomi. Derfor må Venstre tage ordentligt fat. En enkel fremgangsmåde ville være at gøre skoler, hospitaler og plejehjem til selvejende institutioner – adskilt fra politikerne. Sådan kunne de frigøre sig fra bureaukrati og samtidig konkurrere direkte om borgernes gunst. Endelig bør Venstre give borgerne magten tilbage over deres liv. I løbet af de seneste tyve år har danskerne opbygge store pensionsformuer i kraft af arbejdsmarkedspensioner. Det har været en sund udvikling i retning af selvforsørgelse. Pensionsopsparingen er blevet opmuntret gennem nogle helt rimelige skattefradrag. Men VK-regeringen var selv med til at udhule dem. I stedet bør man udvide disse fradrag. Også på nye områder. Det bør være lettere at spare op til ældreservice og sundhedsydelser i alderdommen. Skattestop. Opgør med offentlig planøkonomi. Og mere selvforsøgelse. Det må være Venstres mærkesager, hvis man skal tage betegnelsen »Danmarks liberale parti« alvorligt.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.