Kommentar

Hvad havde I regnet med, børneforældre?

I stedet for at råbe skældsord efter hinanden ville det være mere givtigt, hvis vi genopfandt det forpligtende fællesskab. Både i familien, mellem generationer og på tværs af ligusterhækkene.

Det kræver en landsby at opdrage et barn. Bare ikke i Danmark. Her står forældrene alene med ansvaret. Helt alene. »I har jo selv valgt at få børn«. »Hvad havde I regnet med?« Sådan lyder modargumentet hver gang vi, altså os, den forkælede forældregeneration, forsøger at diskutere, hvordan vi kan skabe større sammenhæng mellem familie- og arbejdsliv i Danmark.

Interessant er det, at vi har en strategi for, hvordan Danmark gennem ulandsbistanden kan være med til at styrke civilsamfundet i udviklingslande, mens ingen har tænkt på, at vi måske selv kunne have gavn af at tage vores egen medicin. Faktisk er det på høje tid, at vi begynder at diskutere, hvordan vi kan genoplive det lokale, forpligtende fællesskab.

Forestillingen om familien er i dag så indskrænket, at der kun er forældrene og deres børn tilbage. En lille lukket enhed på 1-2-4 voksne og lige så mange børn afhængig af, hvilken model vi hver især har valgt at gøre til vores. Bedsteforældrene har ingen forpligtelser, så snart de har udstået deres værnepligt og sendt deres eget afkom af sted. Alle over 60 har fortjent at tænke på sig selv først og fremmest. Til gengæld er vi, deres børn, heller ikke forpligtet over for dem. Vi skylder dem intet. Ha! Når de bliver gamle og plejekrævende, må de ringe til kommunen. Onkler og tanter figurerer slet ikke som en ressource, og fætre og kusiner er nogen, vi mødes med til gensynsfest en gang om året. Forældre føler sig stressede som aldrig før, men det er der ikke noget at gøre ved, for i gamle dage var det meget værre, og når vi har redet stormen af og bliver kastet op på stranden som forrevne skibsbrudne, skylder vi ikke nogen noget.

Hver især har vi derfor mest af alt travlt med at gøre regnskab over, hvem der har eller har haft det hårdest, og derfor har ret til at få lov til at være i fred. Det er et sørgeligt syn på mange måder.

Der var engang, hvor ’vores børn’ henviste til alle børn i kvarteret eller i gården. Nu hæfter vi kun den betegnelse på vores egne, familiens, børn. Vi har udelukkende ansvaret for dem. Og os selv. Vi tænker vores og taler måske henover hækken om dem lidt nede af vejen, men vi er påfaldende tilbageholdende med at invitere det forsømte barn indenfor. Jeg skal ikke blandes ind i noget. Så vi vender ryggen til kvarterets skæve eksistenser. Ellers tak. Not in my backyard. Vi vil ikke stå til regnskab eller skylde nogen noget, og med tiden er vi blevet så gode til at passe på os selv, at det lokale fællesskab er gået i opløsning.

Med mindre du bor i et kollektiv eller et bofællesskab, hvor den fælles forpligtelse er skrevet ind i vedtægterne, belemrer vi så vidt muligt ikke andre med vores børn. Vi har jo selv valgt at få dem, så det er jo ikke naboens skyld, at der er intromøde i skolen samme dag, som der er forældremøde i børnehaven. Derfor kæmper vi hver især for at få hverdagen til at hænge sammen så godt som muligt. Vi skynder på børnene og vrisser ad hinanden, mens endnu en uge folder sig ud foran os – på legepladsen lader vi måske en ironisk bemærkning falde om, at det igen var en af de morgener, men vi gør det altid med et glimt i øjet. For ingen skal komme og sige, at vi ikke er kompetente, ansvarlige forældre. Ingen skal tro, at vi ikke kan klare den selv.

Derfor er det så vanskeligt at diskutere nye løsninger for, hvordan vi kan skabe balance mellem arbejds- og familieliv. Ingen af os ønsker at blive involveret i mere eller tage ansvar for flere. Vi har enten redet stormen af og har nu for travlt med golf og yoga, som alle ved er en menneskeret, eller også lider vi druknedøden i de rørte vande mellem bleer, vasketøj og søvnløse nætter. Bare ærgerligt, Sonny-Boy. Hvis du har et problem, må du sgu klare det selv, det gjorde vi andre, og hvis du virkelig er sådan en klynkemarie, må du ringe til kommunen (men først når du lover, at du aldrig mere bager speltboller til dine unger). Det kræver en landsby at opdrage et barn. Jeg ville ønske, vi kunne starte der. At vi kunne genskabe de lokale fællesskaber, åbne dørene på vid gab og lade ungerne, også dem med det uglede hår og snotnæser, være velkommen alle steder.

Jeg ville ønske, at vi ikke var så hårde ved hinanden. At vi var knap så skadefro og mere imødekommende. At vi i stedet begyndte at drage omsorg for hinanden. At vi rakte hånden ud mod småbørnsforældrene og stillede en gryderet på trappen eller tilbød at hente ungerne en lørdag morgen og være sammen med dem et par timer.

Jeg ville ønske, at vi turde involvere os i stedet for at råbe iwnd i hovedet på hinanden: Det har du kraftedeme selv valgt, så nu må du bare tage det sure med det søde, uanset hvor mange gange du er ved at segne undervejs. Jeg ville ønske, at vi ville begynde at se børnene som en fælles investering i fremtiden. Det, vi giver, er det vi får tilbage, men så længe ingen af os giver noget, er der kun et rungende sort hul at råbe om hjælp ind i.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.