Geert Laier Christensen: I stedet for at kræve flere penge til en i forvejen dyr folkeskole burde Københavns socialdemokratiske børne- og ungeborgmester skele til Sverige. Her har man oprettet privatskoler, der ud fra klart fastsatte mål skal drive skolerne med samme tilskud som de offentlige skoler. Og resultaterne er gode.
1. februar 2010, 22:30
Børne- og ungeborgmester i København Anne Vang (S) klager i kronikken 28. januar over for voldsom lovgivningsaktivitet på folkeskoleområdet og tildeling af for få midler.
Først vil det være gavnligt at slå fast, at afsættet for den nuværende skoledebat var Danmarks deltagelse i PISA-resultaterne, der dokumenterede det forhold, at danske elever ikke opnåede tilstrækkeligt gode faglige resultater. Den folkeskole, som blandt andre Anne Vangs partifæller var ansvarlig for i København, leverede med andre ord ikke de resultater, som man burde forvente.
Man kan på denne baggrund ikke fortænke regeringen i at interessere sig for folkeskolens drift. Læseplaner, nationale test mv. er forslag, der giver bedre klarhed over skolernes resultater og forbedrer kommunikationen. Forslagene er ikke færdigimplementerede, men man kan håbe, at de får betydelig effekt. At der skulle være tale om så voldsomme ændringer af folkeskolen, at det med Anne Vangs ord gør folk »rundtossede« er der dog nok næppe tale om. Andre steder i samfundet foregår forandringerne med en betydelig større hast.
Forslag om i en periode at erstatte kreative fag med ekstra læseindlæring til de læsesvage elever, får også harske ord med på vejen. Kritikken efterlader primært det indtryk, at læsefærdighedsproblemet ikke helt forstås på Københavns Rådhus. Kan man ikke læse, er stort set alt andet ligegyldigt. Anne Vang er bange for at tiltaget vil »stigmatisere« de læsesvage børn og fratage eleverne succesoplevelser i andre fag. Sagen er, at børn med fagligt svage kundskaber allerede er mærkede, og opgaven er at sikre, at denne mærkning ikke følger med børnene op i voksenlivet. At hjælpe disse børn med at bryde læsningens kode, er den største succesoplevelse, man kan tilbyde dem.
Endelig er der spørgsmålet om flere midler til skolerne. Vi har i Danmark en af de dyreste folkeskoler i verden, og København har i øvrigt en af de dyreste i Danmark. Det er derfor en smule nedslående, når den ansvarlige borgmester for Københavns skolevæsen primært ser manglende midler som problemet. (Og i øvrigt fremkommer med den fejlagtige påstand, at kommunerne tvinges til at spare. Aftalen indgået i foråret 2009 mellem regeringen og KL tilførte flere midler til kommunerne).
I øvrigt peger forskningen på, at flere midler ikke er løsningen. Der er ganske simpelt ikke en sammenhæng mellem kommunernes udgifter til skoledrift og de resultater, kommunerne opnår. I en CEPOS-analyse har vi sammenholdt kommunernes udgifter med elevernes resultater korrigeret for forskelle i social baggrund. Det viser sig, at kommuner, der bruger flere midler, ikke opnår bedre resultater. Tidligere analyser har i det store og hele bekræftet dette resultat.
Kommunalfolks evige fokus på flere midler virker som en mental barriere for udvikling inden for de nuværende rammer. Tanken lader til at blive, at man ikke kan forandre og forbedre, uden at det kræver flere penge, og resultatet bliver følgelig, at de betydelige ressourcer udnyttes ineffektivt og udviklingen går i stå.
Spørgsmålet er, om man bør se sig om efter nogle andre modeller til drift af skolevæsenet, hvor private aktører spiller en større rolle. Det lader i hvert fald til, at den private skoledrift på nogle områder er mere effektiv end den kommunale. I en analyse af bygningsvedligeholdelsen gennemført af CEPOS fremgår det, at de private skoler er bedre vedligeholdt end de offentlige skoler, og dette til trods for, at de kommunale skoler i gennemsnit har flere midler til drift og vedligeholdelse. På den baggrund må det være naturligt at stille spørgsmål ved, om den nuværende organisering af folkeskolen er hensigtsmæssig.
Man skal i denne sammenhæng huske på, at man i Københavns Kommune i dag er ansvarlig for at drive kommunens folkeskoler, og at man her har ganske store frihedsgrader til at anvende de metoder, som man finder effektive. Når det primære ansvar for dårlige resultater skal plantes, må det nødvendigvis plantes hos dem, som har ansvaret.
Kunne man forestille sig andre modeller? Det kunne være interessant at skele til Sverige, hvor man har oprettet privatskoler, der ud fra klart fastsatte mål skal drive skolerne med samme tilskud som de offentlige skoler. Resultaterne er gode, og en klar fordel ved den svenske model er, at de private skoler er kontraktligt forpligtigede og derfor ikke kan fralægge sig ansvaret på samme vis, som det sker i København i dag. Måske det var på tide, at kommunen i større grad blev udfordret af privat foretagsomhed?
Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten