Kommentar

Husvild i det åndelige landskab

Hvor man tidligere lærte sproget for at lære en stor fremmed kultur at kende, handler det i dag først og fremmest om at kunne en smart kode til at begå sig i selskab med andre. Hvad vandt vi, da vi blev kulturelt frisatte?

Globalisering rules. Man taler om den globale landsby. Tidens løsen er internationalisering. I den enkeltes liv er det at være hollænder, spanier eller dansker noget mere eller mindre tilfældigt. Vi er jo alle sammen mennesker, siger man. Alle skal helst rejse ud og tilbringe en tid i udlandet, måske endda bosætte sig permanent i et andet land. Hvem ved, det kaster måske mere af sig end derhjemme? Er man virksomhedsejer og kan flytte ud med sin produktion, er det helt i top. Så vanker der ekstra på bundlinjen, og man behøver ikke bruge penge på dem, man efterlod.

Man er verdensborger. Grænser er til for at overskrides. Selv forældre synes, den er helt gal, hvis deres poder ikke kommer af sted. Hvad skal der blive af dem, hvis de ikke har set verden? Hvis de er bundet til hjemlandet og dem derhjemme? Det fælles sprog engelsk er kommet for at blive. Alle skal gerne have tilstrækkelig fluency til at kunne begå sig. Hvor man tidligere lærte sproget for at lære en stor fremmed kultur at kende, er dets betydning i dag først og fremmest at være en smart kode at begå sig på i selskab med andre. Man lærer sproget og synes, det er langt bedre end ens eget. »Der er langt flere ord,« siger en. »Jeg kan langt bedre udtrykke, hvad jeg mener,« siger en anden. »Jeg synes bedre jeg kan udtrykke følelser på engelsk,« siger en tredje. »Jeg skriver digte, men kun på engelsk,« siger en fjerde. Man har mangler i beherskelsen af sit modersmål, og skifter dem ud med noget på et fremmed sprog, der lyder fancy, og tror, det er ægte, mere ægte end før. Man laver internationale skoler og uddannelser. Man åbner sig for verden, siger man. Det hedder sig, at arbejdssproget er engelsk – dog undtagen i faget dansk, der af samme grund bliver noget for sig, en biting. Lærerne tror, de mestrer det svære engelske sprog, men de kan det ikke ordentligt. Konsekvensen er, at eleverne samlet set lærer dansk for dummies i dansktimerne og danglish i engelsktimerne. Dansk for dummies sænker barren for dannelse. Danglish er en nødtørftig kode, der tales af mange, men kun i Danmark. Alligevel indgår det i internationaliseringen. Fagenes indhold udtrykkes i elementarsætninger, »Two birds and two birds is four birds«. Vidensniveauet falder. Det er internationalisering.At blive gammel er at blive turist. »Hvad skal du foretage dig, når du går af?« spørger en. »Jeg skal rejse,« svarer den anden. »Hvorhen?« »Ud for at se verden!« »Hvorfor?« »Jo, da! Ih jo!« Det er internationalisering. Man rejser ud. Man ser på verden. Man ser på alle dem, der ikke kan rejse ud og se på verden. Man bliver voyeur. Det hele er interessant. Uhyre interessant. Så tager man hjem og fortæller, at man har været ude og se på en masse mennesker, der foretog sig noget uhyre interessant. Mens man var væk, var der en masse fra andre lande ligesom en selv, der besøgte Danmark og så på alle dem i Danmark, der ikke kan rejse ud. Bagefter tog de hjem og sagde, at det havde været uhyre interessant. Danmark er uhyre interessant, og hele den øvrige verden er uhyre interessant. Og maden er så god. På alle billeder, man viser frem, er en gaffel på vej ind i munden med noget åh! så lækkert, eller motivet viser det opdækkede bord med alle lækkerierne. »Maden er så god i udlandet.« »Ja, er det ikke bare dejligt!« lyder svaret.

Sådan ser det ud i det ydre. I det indre hersker internationaliseringens pendant, kulturløsheden. Den ser næsten ligesådan ud. Man hører ikke rigtig hjemme i en bestemt livsholdning. Anything goes, som det hedder. Man er blevet kulturelt frisat. Eller nogen siger, at man er frisat, og så føler man pludselig, at man er. I det hele taget siger utroligt mange utroligt meget forskelligt, og hver gang føler man, at sådan er det. Eller det, der er sagt, bliver en trend – som man siger – og man er mere eller mindre tvunget til at føle, at sådan er det.

»Hvordan kommer vi videre?« spørger en. »Ja præcis! Hvordan kommer vi videre?« replicerer en anden. »Toget er kørt!« siger en tredje. »Kan vi ikke – hvad hedder det? – nå at springe på?« spørger en fjerde. Man ændrer sig efter situationen, er én derhjemme, en anden ude. Man bryster sig af sin interkulturelle kompetence. »Jeg bruger den både herhjemme og i udlandet,« siger en. »Ja, det er helt utroligt,« siger en anden. Snart er man i ét humør, snart i et andet. »Jeg er, som jeg er,« siger man, og: »Sådan er jeg altså. Det må folk acceptere.« »Lad mig lige tale færdig,« siger den, man taler med. Man venter på lykken. Man føler godt efter og regner med, at den kommer til en. Kommer den ikke, er der noget galt med verden eller virkeligheden eller samfundet eller andre mennesker. Man siger alle de rigtige ting, som alle andre siger, og regner med at blive berømt på det, man siger, og hidser sig op, hvis man bliver bedt om at gøre noget i stedet for at snakke. Man sejler rundt på overfladen af den åndelige virkelighed og lægger til ved de forskellige stationer og koketterer tilpasning med de lokale. Når det passer sig, tror man på videnskaben. Der er ingen grænser for viden, siger man. Evolutionen er det ultimative. Gud er død. Selvet er en illusion. »Hvem er jeg egentlig?« spørger man. »Jeg er en nomade,« svarer man selv og smiler indforstået. Frem for alt tror man på psykologien og forsøger at forklare alt psykologisk, også egne fejltrin. Alt går op i at forklare og at forstå, intet går op i at ville og at gøre. At være på vej med mange diagnoser giver status. Religion som forklaring er yt. Moral som løsning ligger over barren for forståelse. Man er en husvild i det åndelige landskab, en udlænding i sin krop.Men man bliver i kirken. »Det er så romantisk med kirkebryllup,« siger en. »Ja, ikke?« siger en anden. »Særligt ude i det fri,« siger en tredje. »Ja, og præsten er a dear,« siger den første igen. »He is such a dear. Han ligner George Clooney.« »Og han synger ligesom Leonard Cohen,« siger den anden. »Nej, hvor marvellous,« siger den tredje.Og sådan går det. Isen smelter ved polerne. »What a nestlikeness« – eller på dansk: »Sikken redelighed!«

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.