Opinion

Hovedstadens selvskabte trafikproblemer

»Bilen er for mange et nødvendigt onde, især fordi den kollektive transport ikke lever op til borgernes behov og ikke er et kvalificeret alternativ i alle tilfælde.«

Henrik Busch
Henrik Busch

Der peges på, at København sander til i trafik om ti år. Problemerne er selvskabte, fordi der ikke tænkes i helheder og samlede samfundsøkonomiske modeller.

For år tilbage var jeg en del af arbejdet imod Betalingsringen og senere medlem af Trængselskommissionen, hvor vi over lang tid fik vendt hver en sten omkring løsninger. Der var mange ideer, men en del initiativer er ikke fulgt op for at lette presset de to gange om dagen hvor myldretiden sætter ind i vores hovedstad.

I arbejdsgruppen lød anbefalingerne på bedre og billigere kollektiv transport. Den røde regering gik til valg på bl.a.. dette budskab, og straks efter at de daværende regeringspartier satte sig til rette i Folketinget, fik priserne et nøk op.

Vi fik ikke investeret i vejene som ønsket. Ganske vist kom der en dobbeltsporet busbane fra Ryparken til Nørreport, som ville sænke rejsetiden med ca. to minutter og 15 sekunder for omkring 15.000 passagerer, til gengæld fik bilerne fjernet en vejbane, og 45.000 bilister måtte se deres rejsetid forlænget på den relativt korte strækning med op til fem minutter for en pris af 130 mio. kr. uden en samfundsøkonomisk beregning.

I de seneste 10-15 år er vejarealet på de vigtige indfaldsveje reduceret med ca. 28 procent. Arealerne er gået til netop busbaner, cykelstier, drejebaner samt bredere rabatter for at mindske fremkommeligheden for bilerne.

Trafikken i indre by er i omtrent samme periode faldet med 11 procent, og de seneste offentliggjorte rapporter fra denne uge fortæller, at CO2-udledningen fra bilerne aldrig har været lavere – et argument som ellers visse fløje på Rådhuset og Borgen bruger mod mere trafik. Jeg vil kunne anvise ganske mange steder, hvor man har gennemført uhensigtsmæssige investeringer for at forsøge at mindske trafikken i København, måske bare for at genere bilisterne.

Hvad er så løsningerne?

Der bør nedsættes en arbejdsgruppe, som får tre måneder og ikke flere år til at komme med løsninger. Jeg kender flere, der gerne vil bidrage med gode kommercielle løsninger, og som tager ansvar også for de samlede samfundsøkonomiske resultater.

Bilen er for mange et nødvendigt onde, især fordi den kollektive transport ikke lever op til borgernes behov og ikke er et kvalificeret alternativ i alle tilfælde. Problemet i København er, at alt for mange biler kører gennem City fra nord til f.eks. Amager uden at have et egentligt ærinde i byen. Den gennemkørselstrafik i myldretiderne kunne fjernes med f.eks. en havnetunnel, intelligente trafikreguleringssystemer og en bedre koordinering af de vejarbejder, der ofte propper til og skaber trængsel over lange perioder.

Der sker ikke en ordentlig koordinering af de vejarbejder, som Københavns Kommune og Vejdirektoratet sætter i gang, ligesom ledningsejerne har stort set uindskrænket ret til at gå i jorden uden nævneværdig kontrol med længden på det arbejde, der udføres.

Den nuværende transportminister, Hans Christian Schmidt (V), blev i sin forrige periode i dette hverv opmærksom på problemstillingen og tog visse initiativer til at forsøge at løse disse problemer, men så skiftede vi regering, og den røde fløj havde kun et ønske, nemlig at gøre livet surt for bilisterne og i øvrigt løbe fra sine løfter. Der er løsninger, og vi er mange med kærlighed til vores hovedstad, som vil bidrage konstruktivt. Bare sig til og lad være med at dukke hovederne – visse løsninger er lige om hjørnet.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.