21. september 2011, 22:30

Valget er overstået, folket har sat deres kryds, og man skulle tro, det egentlige slag om demokratiet foregik på YouTube. Her er i hvert fald mulighed for et godt grin, og ingen går ram forbi, hverken højre eller venstre. Hør og se den afgående økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen fumle med ordene »global entrepeneurship«. Vrid dig af latter over Villy Søvndals kække cementering af »high girls« (han mener »high goals«). Hør ham slå fast, at det handler om »carrots« (altså gulerødder), når han burde sige »courage« (mod), og at isen smelter »at se pøwls« (altså ved polerne). Indrømmet, det er så godt som umuligt at sige »I am the leader of SF« uden at lyde som en selvgod BUPL-taber fra Brøndbyvester. Og hvad var det lige, Lars Løkke Rasmussen fik udbasuneret under COP15 i 2009? »I know, I’m banging the table.« Direkte oversat fra Danglish til korrekt nudansk: »Jeg ved godt, at jeg knepper bordet«.

Er det billigt lir? Eller er det demokrati, når det er allerbedst?

En kommentar til YouTube-videoen med overskriften »Brian Mikkelsen taler engelsk med en kartoffel i munden« sætter demokratiet på spidsen: »Fuck hvor er I nederne«, lyder det, »det har ikke noget at gøre med, hvilken accent man har, men hvad ens politik er. Latterlige spassere«. Påstanden bliver dog hurtig kvalt i vrimlen af en kommmunikation, der enten skriger på flere pinligheder fra danske toppolitikere - à la Søvndals »pøwls«, Naser Khader, der for rullende kameraer ikke fatter de nye regler for efterløn, eller såmænd Brian Mikkelsen nok engang, der omtalte de autonome i København som »skæve og vinde af ... fuld« - eller slet og ret benytter fortalelser og generelt dårlige sprogkundskaber som en anledning til i fuld offentlighed at ræbe og råbe af fjenden på den anden fløj.

Bemærk at begge kanter er lige gode om det. Ikke som en hyldest af kompromiset, men i volumen. KUere, må man formode, spilder Chateauneuf du Pape ned over Lacoste-trøjen af Villys vederstyggeligheder og karrikaturen af Johanne Schmidt-Nielsen som stalinistisk albaner - »herresjovt!«, som de siger - mens venstrefløjsvælgerne vakler rundt i viral psykose over Løkkes dårlige hukommelse og et gensyn med en hidsig Thor Pedersen i skikkelse af flodhesten Dolph. Ha ha.

For YouTube-generationen er der ingen problemer i at skøjte rundt i ironiske og meta-ironiske fletværk med indbyggede referencer og undervejs skabe listige vandrehistorier. Virale medier er som skabt til en tid, hvor kommunikation og underholdning er ét fedt, og man kan jo bare tænke tilbage på dengang, snakken gik på torvet og nede i Brugsen, hvor lillemors hofteoperation hurtigt blev til en fortælling om dommedag. Nu er torvepladsen flyttet over på nettet og genoplivet som partytrick på kollegieværelserne i indre København og som supplement til lørdagsslik, når familien stikker hovederne sammen i gemytlig fnisen foran PCen i Gullestrup lidt uden for Herning. Ha ha.

Nogle er ellers rigtig ferme ved tasterne. Som når »My name is Villy Søvndal ...« og den smeltende is ved »se pøwls« er klippet ind som indforstået stunt i Monty Python-klassikerne »De skøre riddere« og »Life of Brian«, eller når flittige folk ude i hjemmene kreerer veritable samlinger med gode grin over dem til venstre og dem til højre. Lidt lige som et kassettebånd i gamle dage med fede numre i rap til Jørgens svendegilde.

Fortæl mig om dine holdninger, og jeg skal fortælle dig, hvilket parti du stemmer på. No way! Ikke i 2011. Nej, vis mig dine bookmarks, og så skal jeg fortælle dig det.

De mere sindige af kommentatorerne vælger ikke entydigt side, men ytrer faktisk hele tre ting på én gang: De forlanger flere vittigheder, helst på en bunga-bunga-facon, der ville få Silvio Berlusconi til at rødme. De anerkender det gode håndværk (indklistrede talebobler over Søren Pinds hoved; slowmotion, der forsøger at mundaflæse, hvad det er, Villy egentlig siger). Er der mere? Ja, kombinationen af grov satire og politisk stillingtagen. Eller i hvert fald noget, der ligner. Hør selv denne Brian Mikkelsen-kommentar:

»Global Entrepreneurship videoen var fantastisk ... specielt fordi han taler med et engagement der er så lavt at man er i tvivl om hvorvidt han faktisk har puls!!!«

Man må vitterlig have »high girls« nu om stunder. Ikke »low girls«. Spøg til side. Ytringsfriheden buldrer derudaf som en easy listening-version af Muhammed-krisen. Men er det alvor, når vi griner af Villy og ryster på hovedet af Brian? (Indrømmet, jeg kan altså heller ikke sige »entrepeneurship« ordentligt). Eller er det, med Niels Hausgaards udtryk, »billig humor«?

YouTube-bulderen er ikke et privilegeret vindue til demokratiet og en ukontrollabel folkesjæl, der i bedste Holberg-stil peger fingre af overklassen og vender enden i vejret, når der er karneval. Snarere er løjerne en forkælet eksponering af den fri tales kalorietunge kommunikation: mere blær end blaserthed, mere narcissisme og selvfedhed end kolerisk indignation over dem, der ikke kan tale skoleengelsk eller kører sur i komplekse forklaringer på skattelettelser direkte fra talerstolen i Folketinget. Det ligner politik, det smager af politik, men det forbliver caffè latte-prutter i en papkasse med iltmangel og stakkevis af amatørvideoer i hjørnerne. YouTube som repræsentativ model af folkestyret er som en gymnasiefest: De fleste er sådan set gamle nok til at stemme, men langt de fleste er for fulde til at kunne sætte et kryds.

Dét kan vi godt gøre bedre. Vi må have nogle »high girls«.