Kommentar

Har vi glemt vores samfundskontrakt?

Peter Christensen og Esben Lunde Larsen: Vi tror på, det er muligt at indgå en ny samfundskontrakt, hvor det igen bliver en æressag at klare sig selv, hvor det at søge hjælp hos det offentlige kun sker af reel nød.

Velfærdssamfundet tilbyder os mange ting - bl.a. børnepasning. Men der er sket noget med danskernes selvansvar og frihed, siden velfærdsstaten har overtaget mere og mere ansvar.
Velfærdssamfundet tilbyder os mange ting - bl.a. børnepasning. Men der er sket noget med danskernes selvansvar og frihed, siden velfærdsstaten har overtaget mere og mere ansvar.

Danmark har siden Grundloven i 1849 været præget af en tanke om samfundsbygning – eller nationbuilding – baseret på det enkelte menneskes frihed med ansvar for sig og sine, samt for det samfund, man er en del af. Denne tænkning stammer i høj grad fra den engelsk-liberale oplysningsfilosofi såvel som fra den lutherske pligtetik og samfundslære. Disse tankesæt har medvirket til en uudtalt samfundskontrakt, hvor danskerne så det som en æressag at klare sig selv og tage ansvar for udviklingen af egne rammevilkår såvel som samfundets. Som eksempler kan vi nævne andelsbevægelsen, oprettelsen af frie skoler, ForeningsDanmark og meget mere.

Samfundskontrakten har imidlertid skiftet karakter siden oprettelsen af det moderne velfærdssamfund, som vi har kendt det siden 1960erne. Velfærdssamfundet har bidraget med mange muligheder for den enkelte: uddannelse, sundhed, ældrepleje, dagpasning, kultur og idræt mm. Men der er sket noget med danskernes selvansvar og frihed, siden velfærdsstaten har overtaget mere og mere ansvar og i stigende grad bevæget sig ind på områder, der rettelig burde administreres i regi af den enkelte eller familien. En følge af den alt omsiggribende velfærdsstat er, at danskernes ansvarsfølelse er vigende, mens rettighedstænkningen er stigende. Ofte argumenteres der i samfundsdebatten med, at det har ’vi ret til’ eller ’krav på’. Særlig galt var det under efterlønsdebatten, hvor der ikke var ende på de selverhvervede rettigheder, som særlig fagbevægelsen påstod urørlige. Samme argumentation har været underliggende fra selvsamme fagbevægelse i debatten om en forkortelse af dagpengeperioden.

Den bagvedliggende årsag til denne udvikling er ligetil. Desto mere skat, danskerne betaler, desto flere krav mener de at kunne stille, og desto flere rettigheder vil de kræve opfyldt. Og ansvaret, hvis noget går galt? Det søges ikke længere placeret hos en selv. Det søges – godt hjulpet af diverse medier – placeret hos politikere, embedsmænd eller offentligt ansatte. Denne udvikling truer med at degenerere det danske samfund. For intet samfund kan bestå, hvis borgerne føler sig umyndiggjort, ufrie og uden ansvar.

Derfor er der brug for forandringer. Der er brug for velfærd med frihed.For det første skal skatterne sænkes, og det offentlige reformeres. Derfor har Venstre i forhandlingerne om dette års finanslov også stædigt holdt fast i, at skatten skal ned. Målet er, at det offentlige skal tage sig af færre opgaver og forhold, så borgerne får ansvar for en større del af deres eget rådighedsbeløb. Dette er ansvarsfremmende. Venstre er bevidst om dette og har dels stået for et skattestop, dels for at sænke skatterne og iværksætte reformer. Senest med skattereformen fra foråret 2012 og Venstres forslag til finanslov for 2013. Desværre vil regeringen godt hjulpet af Enhedslisten i de nuværende finanslovsforhandlinger den modsatte vej.For det andet er der brug for en bevidstgørelse hos danskerne om deres selvansvar og om det ikke at leve over evne, så man bliver afhængig af offentlige ydelser. Der er sket en eksplosion i antallet af danskere, der tjekkes af forretninger i forbindelse med køb af varer, fordi butikkerne er bange for ikke at få deres penge, ligesom flere end 200.000 danskere står anført som dårlige betalere hos RKI. Vi bliver nødt til at få italesat princippet om ikke at bruge mere, end man tjener, selvom det for nogle læsere måtte virke som gammeldags.For det tredje skal staten tage sig af færre opgaver og lovgive på færre felter med en styrkelse af civilsamfundet til følge. Civilsamfundet er i modsætning til staten den del af samfundet, der er uden for den formelle økonomi og det politiske system.Civilsamfundet er eksempelvis foreninger, fonde, selvejende institutioner, grupper, interesseorganisationer, netværk, friskoler, fodboldklubber og ikke mindst de mange aktive medborgere i boligområder og frivillige i organisationer. Det er her selvansvaret i høj grad udfoldes. Her skal flere tage aktiv del, ikke mindst de mange indvandrere, som ofte er sjældne gæster i civilsamfundets aktiviteter. Det kræver oplysning og dannelse på alle niveauer i uddannelsessystemet og i samfundet, så danskerne bliver bevidst om betydningen af dette.

I 2010 lancerede VK-regeringen en national civilsamfundsstrategi, hvor sigtet var en styrket inddragelse af civilsamfundet og frivillige organisationer i den sociale indsats. Af strategien fremgik det, at VK-regeringen ønskede at styrke dette område, fordi »… civilsamfundet knytter os sammen som samfund, fordi civilsamfundet bærer nogle grundlæggende værdier i det danske samfund«.

Vi ønsker at brede disse tanker endnu mere ud til ikke kun at gælde den sociale indsats, men også den bredere samfundsmæssige indsats. For det er særligt i civilsamfundet, at samfundskontrakten skal genskabes og fornyes. Her er det værdier som demokrati, personligt ansvar og samfundssind, der er i fokus. Dermed bliver civilsamfundet grundlaget for et aktivt medborgerskab og skabelsen af sammenhængskraft i Danmark. Det handler i sidste ende om pligt og forpligtelse – både over for sin familie og sin næste, og over for samfundet.Vi tror på, det er muligt at indgå en ny samfundskontrakt, hvor det igen bliver en æressag at klare sig selv, hvor det at søge hjælp hos det offentlige kun sker af reel nød, og hvor man kommer til at tænke i, hvad jeg kan gøre for samfundet og det fælles bedste frem for, hvad samfundet skal gøre for mig. For os er det på ingen måde dårligt at skulle omstille samfundet og den enkeltes vilkår. Det er tværtimod sundt – især hvis det lykkes at få folk fri af barnepige-staten og etablere en samfundskontrakt, der fremmer den enkeltes ansvar og forpligtelse på sig selv, næsten og samfundet. Det er velfærd med frihed.

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.