Indspark

Har DF været en demokrati-hjælper?

Peter Nedergaard, Professor i statskundskab, KU
Peter Nedergaard, Professor i statskundskab, KU

Dansk Folkeparti fylder 20 år i 2015. Det er værd at give en tanke, for med partiets indtræden ændredes det danske demokrati. Jeg vil argumentere for, at det klart blev en ændring til det bedre, men at det samtidig skal forstås i en bestemt historisk sammenhæg, som ikke genfindes i mange andre lande.

Det var ellers ikke sådan tingene blev fremstillet, da partiet kom frem. Det blev udsat for spot og spe. Daværende statsminister, Poul Nyrup Rasmussen, erklærede ligefrem fra Folketingets talerstol, at partiet aldrig blev »stuerent«. Udtalelsen styrkede efter alt at dømme blot Dansk Folkepartis position i de første svære år, for reaktionen på dæmoniseringen i parlamentet af en politisk modstander var, at partiet fik en betydelig kredit hos de danske vælgere.

Partiets ledere viste sig samtidig dygtige til at holde linjen, udelukke landsbytosserne, som havde hærget Fremskridtspartiet (som Dansk Folkeparti var rundet af), og til at sikre en profil, der både havde indvandrerpolitiske og brede socialpolitiske elementer.

Virkningen af Dansk Folkeparti har været, at indvandrerpolitikken i Danmark er blevet normaliseret. Det kan der i dag tales om på samme måde som om sygehusene, miljøpolitikken og folkeskolen. Man kunne måske ønske og tro, at det var sådan, det skulle være i et demokrati, hvor det ikke må blive således, at bestemte områder, som befolkningen ønsker debatteret, holdes ude af den politiske dagsorden, fordi den politiske elite ikke ønsker dem omtalt.

Sådan var situationen imidlertid ikke, før Dansk Folkeparti kom til. Da hørte en politisk debat om indretningen af den danske indvandrerpolitik ikke til noget, som var comme il faut at tage op. I andre lande ser de ledende partier heller ikke sådan på demokratiet. Derfor er indvandrerspørgsmålet også langt mere opsplittende og radikaliserende, end det er blevet i Danmark. Racistiske mord er ofte langt mere udbredt. Debatten er undertrykt. Bestemte politiske partier er ligefrem udelukket fra den politiske proces på grund af deres indvandrerpolitiske standpunkter.

DANMARK ER EN undtagelse herfra. Det samme er Norge, hvor Dansk Folkepartis søsterparti, Fremskridtspartiet, sidder i regering. Hvad er det, der kendetegner de politiske systemer i Danmark og Norge, og som gør, at man her er i stand til at tillade den politikske debat, som befolkningen ønsker ført?

Den norsk-amerikanske forskerduo, Martin Lipset og Stein Rokkan, kom måske med en del af svaret i deres klassikerbog fra 1967, hvori de analyserede opsplitningerne i de europæiske landes partisystemer.

Lipset og Rokkan påpegede, at Danmark og Norge var kendetegnet ved, at folkelige, agrare partier og bevægelser havde evnet at få en langt mere central placering i det politiske system, fordi borgerskabet og eliten i hovedstæderne i de to lande ikke stod så ideologisk og økonomisk stærkt som i andre demokratier. Det gav mulighed for en stærk folkelig selvforvaltning i form af andelsbevægelsen, som igen gav sig udslag i en folkelig politisk selvbevidsthed, der gjorde, at befolkningerne i de to lande lå mindre under for eliternes normer.

Muligvis skyldes det helt bestemte historiske danske rødder, at Dansk Folkeparti fik mulighed for at slå igennem. Det giver ikke mindre grundlag for at ønske tillykke med, at nogle greb muligheden.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.