Chefredaktørens Blog

Hadet på Facebook

Lisbeth Knudsen: Det er passende i denne uge at tale om had. Det givne emne er selvfølgelig attentatforsøget på islamkritikeren Lars Hedegaard, som heldigvis mislykkedes. Nu flere dage efter kender vi stadig ikke gerningsmand og motiv til den skræmmende begivenhed, der tilsyneladende endnu engang skal sætte diskussionen om ytringsfrihed på dagsordenen i Danmark og for den sags skyld Sverige med, hvor Hedegaard sammen med andre meningsfæller har påbegyndt udgivelsen af en avis for at understrege islam-debattens nødvendighed.

Lisbeth Knudsen, ansv. chefredaktør
Lisbeth Knudsen, ansv. chefredaktør

Uanset hvad man måtte mene om Hedegaards uforsonlige stil og synspunkter i øvrigt, så er det blevet sagt adskillige steder og adskillige gange i ugens løb, at vi må insistere på at alt kan diskuteres og på en ytringsfrihed med vide rammer. De rammer som sættes af domstolene og lovgivningen.

Men at der sker ting i vores samfund, som gør det vanskeligt at håndtere ytringsfriheden understreger en tankevækkende og aktuel sag fra Sverige. H&M hører til en af de mest professionelle detailhandelskæder og virksomheder, når det gælder håndteringen af de sociale medier og internettet. Alligevel gik det galt. H&M har 13.642.000 fans på Facebook over hele verden og godt to millioner »followers« på Twitter og 125.000 »followers« på fototjenesten Instagram. Forleden afslørede SVTs kulegravende program, »Updrag granskning«, at H&M havde ladet en ekstrem hadefuld debat rettet mod en 21-årig ung kvinde ligge på deres netside med godt 3.000 indlæg i mere end en måned. Kvinden havde formastet sig til at skrive på H&Ms Facebook side, at hun synes, det var angribeligt, at tøjproducenten solgte en idol-trøje med den kendte og dræbte rapper, Tupac Shakur, som har været dømt for seksuelt overgreb på en kvinde.

Det fik tilsyneladende had-kulturen på nettet til at gå amok, og pigen blev anbefalet alt muligt fra at begå selvmord og til at skyde sig selv. Der var opfordringer til at hun burde voldtages, stenes eller druknes. En person lægger tilmed kvindens adresse åbent ud på nettet. H&M griber ikke ind, før SVT afslører affæren. Det svenske politi har ikke grebet ind. Detailhandelskæden H&M forsvarer sig med, at de ikke kunne håndtere, at der på kort tid flød godt 3.000 kommentarer ind på den unge kvindes indlæg. Den 21 årige Julie har nu politianmeldt dødstruslerne, men i første omgang gjorde politiet ikke noget. Først da SVT tog sagen op, kom der gang i tingene. Sagen er ikke her at udstille H&M. Sagen er at det her kunne ske for en hvilken som helst virksomhed eller organisation, og at vores juridiske system ikke er indrettet på at håndtere had-kriminalitet på nettet. Vi har ikke en politimæssig overvågning og en politimæssig opfølgning på had- kriminalitet på nettet. Det er fint, at der er fokus på børne- og unge-mobning på nettet, men der finder også grænseoverskridende debatindlæg, dødstrusler og brud på privatlivets fred sted i voksen-debatter. Den svenske justitsminister og den svenske generaldirektør for Datainspektionen vil nu se på sagen. Men det er svært, for ikke mange dømmes for hadefulde angreb på nettet. Det er svært, fordi dataserverne står i udlandet og f.eks. Facebook er ikke særligt tilbøjelig til at udlevere IP-adresser eller andet, som kan føre til afsløringen af en gerningsmand. Lovgivningen om krænkelser og injurier er skrevet i en helt anden tid, som den svenske justitsminister siger. Det gælder også lovgivningen i Danmark. Det må de Facebook-glade danske politikere gøre noget ved.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.