Indspark

Håndjern

Bente Dalsbæk: Om statsministerens nytårstale er der sagt meget de seneste dage, og meget rigtigt, vel at mærke: både når det handler om, at den var fuldendt på form, men noget mangelfuld på indhold.

Bente Dalsbæk, journalist og forfatter
Bente Dalsbæk, journalist og forfatter

Der var stadig det der med svaret på, hvor arbejdspladserne skal komme fra. Her og nu. Desværre er det ikke sådan som i Hausgaards efterhånden gamle, ironiske sang: ’Der er altid arbejde til dem, der vil arbejde’.

Forleden gæstede jeg radioprogrammet Løsgængeren på Radio24syv med Søren Fauli ved værtsroret. Han ønskede at skrive en nytårstale for åben mikrofon så at sige, og lytterne kunne ringe ind med forslag til emner. En af dem var Eva, der gerne ville have noget med om dem, der er på dagpenge, og som gerne vil i gang, men ikke kan komme til det, forhindret af et rigidt dagpengesystem. Uden at kende hele hendes historie, fik vi at vide, at hun meget gerne ville starte noget selv, men de mange krav om at bruge sin tid på en helt bestemt måde, når man er på dagpenge, umuliggjorde det. Det var tydeligt for mig, at det at arbejde har en høj værdi hos Eva, og at hun meget gerne ville bidrage til samfundet med sine kompetencer, men ikke kan komme til det.

Jeg kender rigtig mange virksomme mennesker, der starter for sig selv, men ved også, at det er sindssygt svært, hvis man kun har mulighed for at gøre det inden for rammerne af et dagpengesystem, hvor den slags kun accepteres som bierhverv og med fuld rådighed, jobsøgning osv. i dagtimerne. Det er jo ikke alle, der står med en startkapital, en ægtefælle, der kan lukke hullerne i mellemtiden eller den idé, der ikke kræver noget udstyr eller startkapital. Der skal såmænd stadig betales for tag over hovedet og mad til ungerne, dersom man har nogle, og der vil altid være et større eller mindre anspring, også kapitalmæssigt, før virksomheden kører.

Står bankerne så i kø for at låne én startkapital i disse år? Næppe. Mange gode ideer ryger på møddingen og flittige hænder lagt i skødet, fordi den selvstændige virksomhed kun må være et bierhverv - det vil reelt sige et aftenerhverv.

Jeg synes det giver stof til eftertanke, at vores fokus det seneste år har været på de dovne, ’systemnyderne’, snyderne og bedragerne. Vi har talt om Dovne-Robert, Fattig-Carina, SU-Sofie osv. De dovne og de notoriske systemnydere kan være svære at ’hegne ind’, selv om det ikke gør mig noget, at der er en søm eller to, der kigges efter dér. De sidste - kassetømmerne - er stensikkert helt uden for min sympatis rækkevidde.

Men Flittig-Eva? Hvad med hende? Hende, der har indset det, som statsministeren synes at have lidt svært ved: at arbejdspladserne ikke er der, men at der må handles og skabes på egen hånd?

Eva har håndjern på lige nu. Der er en masse ting, hun ikke må, før man overhovedet begynder at tale om, hvad hun må. Men hvis nu vi ved om hende, at hun ikke agter at sidde på hænderne? Vi kan vel godt indrette systemet sådan, at vi kan sikre, at hun ikke gør, mens hun laver sit eget? Kunne vi så ikke løsne Flittig-Evas håndjern og give hende muligheden for at bruge sine hænder? I stedet får hun med linealen over fingrene.

Vi straffer de virksomme, og det gælder nærmest uanset om du er en stor, mindre eller bare helt din egen virksomhed. Der rækkes flittige, virksomme og selvstændige hænder frem mod statsministeren.

Har vi virkelig råd til at slå dem væk?

Mest læste

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på b.dk skal du tillade visning af annoncer på b.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer b.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.