Peter Kurrild-Klitgaard: RAF-regeringens ambition om at iværksætte en grundlovsrevision prøver ikke blot at aflive dansk politisk tradition. Det kunne også ligne et systematisk forsøg på at lave nyere dansk histories største politiske selvmål. Hvorfor? Fordi en grundlovsreform teknisk og praktisk er uhyre indviklet, og noget som der uvilkårligt vil skulle investeres endog ganske megen politisk kapital i at få succes med.
30. oktober 2011, 22:30
Den regering, der iværksætter en sådan proces som et snævert ideologisk projekt, vil uvilkårligt få nogle alvorlige skrammer, hvis befolkningen ikke bakker op. Hvis Helle Thorning-Schmidt er i tvivl om det, skal hun blot tænke på Poul Nyrup Rasmussens TV-transmitterede tårer den aften i 2000, hvor han havde tabt den euro-folkeafstemning, han selv havde udskrevet.
For her er de besværlige fakta: Der findes intet presserende behov for en større grundlovsrevision, og ikke et eneste borgerligt-liberalt parti har støttet det klokkeklare venstrefløjsprojekt, regeringen har antydet, at man vil bruge en revisionen til. Med andre ord er det kun et snævert flertal i det nuværende Folketing, der støtter ideen, og som meningsmålingerne viser, er der slet ingen garanti for, at et fremtidigt folketingsflertal vil stå bag. Men skal grundloven ændres, kræves der både dét og en hel del mere. Forslaget skal vedtages af to Folketing - med et valg imellem, og dermed ingen garanti for, at flertallet er det samme. Vigtigst af alt skal et flertal af vælgerne støtte forslaget ved en folkeafstemning, og ja-stemmerne skal udgøre mindst 40 pct. af vælgerne. Det er en type hurdler, som før har aflivet grundlovsrevisioner, og det endog nogle, der nød stor folkelig opbakning.
Man kan anskueliggøre det på denne måde: Siden 1953-grundloven har vi i Danmark haft 13 folkeafstemninger om i alt 16 emner - om alt muligt og under forskellige regler. Men af disse har det kun for seks af 16 emner været muligt at mobilisere både et flertal og så mange ja-stemmer, som en grundlovsændring ville kræve: Valgretsalder på 20 år (1971), EF-medlemskab (1972), Indre Marked-pakken (1986), Maastricht/Edinburgh-aftalerne (1993), Amsterdam-traktaten (1998), og kønslig ligestilling i tronfølgen (2009). Hvad kendetegner succeserne? At der har været ofte næsten enstemmig, parlamentarisk opbakning bag forslagene - og at der ofte har været synlige og kontante fordele.
De gange, hvor forslag ikke har villet kunne klare kravene til en grundlovsændring, har der typisk været stor uenighed mellem de større politiske partier og i nogle tilfælde mærkbart negative effekter for væsentlige vælgergrupper. Selv ikke nedsættelsen af valgretsalderen til de nuværende 18 år (vedtaget i 1978), ville have kunnet klaret kravene til en grundlovsændring. Så en revision, hvis væsentligste formål er at indskrive en række socialistiske »rettigheder« i grundloven, og omvendt at skrive et historisk populært kongehus ud af den, og som end ikke får støtte fra ét eneste oppositionsparti, er et projekt så politisk korrekt og så fjernt fra flertallet af vælgerne, at det er så sikkert som amen i kirken, at det vil lide skibbrud. Hvis det samtidigt involverer yderligere EU-integration på et tidspunkt, hvor EU knager i fugerne, kan man lide så godt med det samme låne et lommetørklæde af Poul Nyrup Rasmussen.
Men hvis regeringen synes, at man er kommet så sikkert fra start, at man gerne vil give vælgerne og en samlet opposition muligheden for at påføre sig et sviende nederlag, skal man bare fortsætte.
Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten