14. oktober 2011, 22:30

Ifølge regeringens visioner for fremtidens Danmark bør Grundloven ændres, så både monarkiet nedtones, og den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) bliver en del af Grundloven. Det er særligt den første del, der har givet anledning til offentlig debat. Men hvor nedtoningen af kongehuset nok vil have en væsentlig symbolsk betydning, vil en ophøjelse af EMRK til grundlovsstatus risikere at få væsentlige konkrete konsekvenser for det danske demokrati. Umiddelbart kunne det lyde fristende at gøre EMRK til en del af Grundloven. Grundlovens frihedsrettigheder er få og fulde af huller, som politiske flertal kan bruge - og i vidt omfang har brugt - til at gribe ind i frihedsrettigheder, som den private ejendomsret, boligens ukrænkelighed og ytringsfriheden. Ekspropriation til private formål som golfbaner, adgang til privat ejendom uden retskendelse og racismeparagraffen er gode eksempler på dette. Grundlovens sparsomme juridiske beskyttelse af frihedsrettighederne skyldes dels, at et flertal af Grundlovens fædre lagde mere vægt på »folkefrihed« end individuel frihed, men også, at man havde tillid til, at fremtidens politikere ville forvalte deres gerning samvittighedsfuldt. Frihedsrettighederne skulle derfor udgøre et moralsk kompas mere end et juridisk værn. Et juridisk koryfæ som A.S. Ørsted mente således, at man slet ikke burde indføre frihedsrettigheder i Grundloven overhovedet.

EMRK derimod har langt flere og mere konkret formulerede rettigheder, hvoraf flere udfylder Grundlovens huller såsom retten til en retfærdig rettergang. Desuden er der en rig retspraksis ved Menneskerettighedsdomstolen, der viser, at EMRK i høj grad er praktisk anvendelig. Danske domstole henviser som oftest til EMRK - ikke Grundloven - når statsmagten går borgernes rettigheder for nær, hvad enten det drejer sig om administrative frihedsberøvelser eller pressens ret til at dække sager om rigets sikkerhed. Som sådan har EMRK spillet en vigtig og positiv rolle i dansk ret, som den blev en del af i 1992.

Men ophøjer man EMRK til grundlovsstatus, risikerer man, at EMRK går fra at udgøre et afgørende korrektiv til Grundloven til at underminere samme. Grundloven står over almindelig lovgivning, og Folketinget må derfor ikke lovgive i strid med Grundloven. I dag er EMRK formelt set kun en del af dansk ret som en almindelig lov, som Folketinget kan ændre eller ophæve. Det betyder reelt, at Folketinget og dermed folkevalgte kan have hånd i hanke med konventionen. Det kan lyde selvmodsigende, at det er nødvendigt, hvis man går ind for individuel frihed. Men i forhold til EMRK er det netop strengt nødvendigt, da Menneskerettighedsdomstolen har anlagt en ofte meget dynamisk fortolkning af konventionen således, at konventionens rettigheder er blevet udvidet kraftigt. Eksempelvis har Menneskerettighedsdomstolen fastslået, at offentlige ydelser er omfattet af den private ejendomsret, hvilket har fået danske fagforeninger til at true med at stævne den danske stat for efterlønsforliget.

Domstolen har også en holdning til, hvor meget en lufthavn og et diskotek må larme, og er ikke bleg for at tilsidesætte nationale domstoles vurdering af national ret, selvom dette ligger langt uden for Menneskerettighedsdomstolens kompetence. Dermed griber Menneskerettighedsdomstolens praksis ofte ind i områder, der ikke er grundlag for i EMRK, ikke har meget med menneskerettigheder at gøre, og som rettelig tilhører nationale parlamenter med folkelig legitimitet. Hvis EMRK bliver en del af Grundloven, bliver det dermed i høj grad Menneskerettighedsdomstolens fortolkning, som bliver afgørende for dansk ret, uden mulighed for at lovgive i strid med Menneskerettighedsdomstolens praksis. Grundlovsstatus vil givetvis også betyde, at EMRK vil blive brugt anderledes og mere offensivt af danske domstole, end det er tilfældet i dag, hvor danske domstole reelt har anlagt en markant mere tilbageholdende fortolkningsstil end Menneskerettighedsdomstolen og i det væsentligste holder sig til EMRKs kernebeskyttelse af frihedsrettigheder. Man vil dermed risikere at gøre danske domstole, inklusiv Højesteret, til et ekspeditionskontor for Menneskerettighedsdomstolen. Det vil være uheldigt, da det er afgørende, at ikke-folkevalgte organer som domstolene nyder en høj grad legitimitet i deres samspil med og kontrol af den lovgivende og udøvende magt, der jo direkte og indirekte hviler på et folkeligt mandat. En sådan folkelig legitimitet nyder Højesteret, mens en international domstol uden samme tilknytning til Danmark næppe vil kunne opbygge en sådan.

Men der er også en anden og vigtig grund til, at det vil være en fejltagelse at gøre EMRK til en del af Grundloven. En grundlov handler ikke kun om rettigheder, styreform og magtfordeling. Den skal også repræsentere sine borgeres og lands historie og politiske og juridiske kultur. Kun derved kan Grundloven opnå den nødvendige folkelige respekt og troskab som en samlende ramme om det nationale demokrati. Netop fordi Grundloven udtrykker vores historie om overgangen fra enevælde til konstitutionelt monarki, værdsætter de fleste danskere Grundloven trods dens arkaiske og ofte misvisende sprog. Denne historiske og kulturelle forankring savner EMRK.

EMRK er en konvention, der oprindeligt blev forhandlet på plads af ti lande, og som løbende er blevet udvidet og ændret i takt med, at 47 lande fra Danmark til Azerbaijan tiltrådte den. Disse lande har en vidt forskellig historie, tradition, kultur og institutioner. Derfor er EMRK et dårligt referencepunkt for en grundlov, der skal gælde i Danmark og for den danske befolkning, og bør derfor som nu bevares som en vigtig del af dansk ret, som politikere og domstole skal tage hensyn til.

I det omfang, man vil styrke Grundlovens frihedsrettigheder, burde man i stedet udbygge det frihedsrettighedskatalog, som Grundloven allerede indeholder. Dermed ville man sikre, at grundlæggende frihedsrettigheder, som de fleste danskere anerkender som universelle på det moralske og politiske plan, får en særlig dansk udformning på det nationale og juridiske plan. En sådan ændring vil dog åbne for at der også tilføjes et katalog af sociale og økonomiske rettigheder, der vil udvande beskyttelsen af frihedsrettighederne.

Derfor er Danmark sandsynligvis bedst tjent med at beholde status quo.